Prøv avisen

Prins Henrik åbner døre for WWF

Prins Henriks deltagelse i rejse til Malaysia var til gavn for miljøet

Prins Henrik, der som præsident for WWF Verdensnaturfonden netop er kommet hjem fra en flere uger lang rejse til Malaysia, kan se tilbage på turen med tilfredshed.

På grund af prinsens deltagelse er der sket adskillige gennembrud, som kommer bevarelsen af regnskoven til gode. Det oplyser prins Henriks rejseledsager, generalsekretær Kim Carstensen fra WWF's danske afdeling.

- For os var det vigtigt at bruge prinsens tilstedeværelse til at skabe kontakter på et niveau, hvor det er svært at komme til i det daglige. Så vi brugte meget tid på at drikke te og spise middage med sultaner, konger og delstatspræsidenter i Malaysia, og det kom der mange gode ting ud af, siger Kim Carstensen.

I den lille delstat Perlis i det nordligste Malaysia har WWF gennem flere år med støtte fra Miljøministeriet arbejdet på at etablere en statslig nationalpark på 50 kvadratkilometer i en regnskov, som er noget ganske særligt, da den hviler på kalksten. Arbejdet har været op ad bakke, fordi delstaterne selv bestemmer over jord- og vandforekomster, men pludselig under prins Henriks besøg i området bekendtgjorde de lokale myndigheder i pressen, at området skulle gøres til statspark.

- Det vil være med til at beskytte vandforsyningen i Perlis og bevare den enestående biologiske mangfoldighed. Skoven her er helt anderledes end i resten af Malaysia. Vi satser på, at det kan få andre til at gå med, at Perlis nu er gået foran, så på den måde kan eksemplet danne præcedens i resten af landet, siger Kim Carstensen.

Den danske delegation besøgte blandt andet også den danske palmeoliekonge i Malaysia, Børge Bek- Nielsen, som ejer en af landets virkeligt store plantagevirksomheder, United Plantations. Her kan der ligeledes komme miljømæssige gevinster ud af besøget.

I den malaysiske delstat Sabah på Borneo havde det royale besøg også gennemslagskraft. Prins Henrik besøgte først centret Sepilok, hvor man genoptræner unger af orangutanger, som på et tidspunkt er blevet bortført eller forladt af deres mor. Derefter gik turen til det rige økosystem ved Kinabatangan-floden, som er truet af tømmerselskabernes grådighed.

- Her var vi med til at give et offentligt rygstød til WWF's arbejde med at genskabe et intakt skovdække langs floden, så der i det mindste er en bræmme af skov ved vandet, hvor elefanter, næsehorn og orangutanger kan komme frem, fortæller Verdensnaturfondens generalsekretær. /ritzau/