Prøv avisen

Prisbelønnet teolog: Vi skammer os på andres vegne

Skam kan sagtens være en del af kærligheden, forklarer professor Claudia Welz, der her ses på Christianshavn, hvor hun bor. – Foto: Leif Tuxen.

At skam kan være ydmygende, ved alle. Men skam kan også have positiv virkning, mener teologiprofessor Claudia Welz, der i dag får overrakt den ærefulde EliteForsk-pris

Det er en myte i en del af psykologilitteraturen, at skam ikke er andet end en negativ følelse, som nedværdiger mennesker.

Ordene kommer fra den 38-årige Claudia Welz, der er professor i systematisk teologi ved Københavns Universitet. Hun får i dag overrakt den prestigefyldte EliteForsk-pris fra Uddannelsesministeriet, som gives til yngre forskere i international særklasse. I den anledning har Kristeligt Dagblad mødt den succesfulde teolog i hendes lejlighed på Christianshavn for at drøfte skam, som er et af hendes forskningsfelter.

Tilsyneladende er skam en negativ følelse, som degraderer og nedværdiger selvet. Men hvis modsætningen er skamløshed, bliver det tydeligt, at skammen også kan have en beskyttende funktion i den forstand, at skammen er sansen for at opretholde en grænse mellem jeg og du, som ikke må overskrides.

Det er velkendt, at skam kan være ødelæggende for et menneske. Men det er ikke hele historien, og forskeren vil gerne nuancere billedet. For skam kan nemlig styrke evnen til indlevelse, idet den minder om, at to mennesker kan komme for tæt på hinanden. Det gælder for den sags skyld også for ægtepar, der har kendt hinanden i 40 år.

Skamfølelsen hjælper til at bevare diskretion og privathed. Man sænker øjnene også på en andens vegne. Man viser takt og kan derved blive i empatisk kontakt med andre.

Man mærker hos forskeren et internationalt øje på den vigtige afstand mellem mennesker, som danner en frisk kontrast til årtiers dansk modvilje imod distancerende former, for eksempel i høflige omgangsformer.

Det skarpe øje ser også, at skamfølelsen kan have moralske dimensioner. Den involverer nemlig altid andre end en selv.

Skamfølelsen kan være en del af en gentle morality: ikke blot en selvbevidst følelse, men en følelse, hvori selvet ser sig selv i forhold til en anden og den anden i forhold til sig selv. Således kan skammen komme til at beskytte den andens værdighed, sårbarhed, endelighed.

LÆS OGSÅ: Teolog modtager prestigefyldt dansk pris

Det danske sprog flyder klart fra tyskeren Claudia Welz, der begyndte at lære dansk i 2003. Oven i købet sondrer hun løbende mellem udtryk, som de fleste danskere ikke er opmærksomme på. Skam og skændsel for eksempel. Et dansk udtryk for gentle morality må hun lede lidt efter, indtil hun ender med at forklare det som en mild, ikke-fingerpegende form for moral.

Skammens dobbelthed løber som en rød tråd igennem hendes udredninger af fænomenet.

Skam er en ubehagelig, men vigtig følelse, fordi man ellers ikke ville opdage, at man kan tage afstand fra sig selv ved at forholde sig til en anden. Skamfølelsen garanterer, at der hverken er en total identitet mellem en selv og en anden, så man opløser sig selv i den anden, eller en uforenelighed mellem de to, så kommunikationen bliver umulig.

Men skam udløses ikke bare af egne gerninger. Den kan også eksistere, hvor man ikke har noget at skamme sig over. Claudia Welz fremhæver den italiensk-jødiske forfatter Primo Levi, der led under skam resten af sit liv efter at have været fange i koncentrationslejren Auschwitz under Anden Verdenskrig.

Primo Levis digt Overleveren fra 1984 bare tre år før hans selvmord beskriver, hvordan fortidens lejrfanger bliver ved at dukke op for hans indre blik:

Gå væk, druknede mennesker, forsvind. Jeg tog ikke nogens plads. Jeg stjal ikke nogens brød. Ingen døde i mit sted. Ingen. Forsvind tilbage ind i tågerne. Det er ikke min skyld, at jeg lever og ånder, spiser og drikker og sover og har tøj på.

To år senere i bogen De druknede og de frelste spørger han sig selv:

Skammer du dig, fordi du er i live i stedet for en anden?.

Han ransager sig selv og kan ikke finde noget, han har gjort galt i sin tid som fange. Alligevel erkender han, at han ikke kan holde skammens følelser nede. Hvordan hænger det sammen?

Næsten alle, der har været igennem et ophold i en koncentrationslejr lider under den såkaldte survivors shame eller survivors guilt (den overlevendes skam eller skyld, red). Det hænger til dels sammen med deres livsbetingelser. Primo Levi fortæller, hvordan han finder lidt vand i en kælder, som han hemmeligt deler med en ven. Mange år senere møder han en medfange, som havde bemærket, at han ikke havde fået del i vandet. Eksemplet viser, at følelsen af skam og skyld kan have at gøre med ikke at leve op til den etiske fordring i situationen, forklarer Claudia Welz.

Men den overlevendes skam er ofte mere grundlæggende.

Skammen gælder ikke så meget, at man ikke kunne gøre noget, men snarere dette, at man overhovedet har overlevet. Tanken er: de bedste, de mest altruistiske, døde som de første.

Hvorfor er de mest altruistiske døde først?

Hvis man ikke stjæler brød, hvis man ikke sørger for selv at få nok til at overleve, så dør man. De mennesker er døde med det samme. Nogle overlevede også ved et held. For eksempel var Primo Levi nyttig som kemiker og fik lidt bedre betingelser end andre. Det skabte mareridt for ham.

Du beskriver her skammen i en ekstrem situation, nemlig livet i en koncentrationslejr. Findes denne omvendte skam hos offeret også i det almindelige menneskeliv?

Der findes en fantastisk udtalelse af den tidligere tjekkiske præsident Václav Havel, da han modtog en pris. Han sagde, at han modtog den med dyb skam, og tilføjede, at hans gerninger havde været forsøg på at legitimere hans egen eksistens.

Hvordan hænger det sammen?

Selvom man kan sige, at han havde fortjent æresbevisningen, er der også nogle mennesker, der aldrig ville kunne få chancen. Der er en vis uretfærdig fordeling. Den, der bliver skamrost, føler, at der er et misforhold mellem det, han selv gjorde, og det, han uden videre fik foræret i livet uden egen fortjeneste for eksempel sit talent og lykken at kunne udfolde det.

Primo Levi leverer i bogen Våbenhvilen fra 1963 et andet eksempel, som fører os tilbage til skammen på andres vegne. Han genkalder sig, hvordan russerne på hesteryg kommer til den tyske lejr Auschwitz, netop som Levi og en anden fange er ved at bære et lig hen til en massegrav, der er ved at flyde over med døde. Russerne ser pinligt berørt på ligene, de sølle hytter og de overlevende:

De hilste ikke på os og smilte heller ikke. De virkede ikke bare trykkede af medlidenhed, men også hæmmede på en desorienteret måde, der snørede deres læber sammen og bandt deres øjne til begravelsesscenen. Det var den skam, vi kendte så godt, den skam, vi druknede i, når nogen var blevet valgt ud, og hver gang vi måtte overvære eller underkaste os en uhyrlighed. Den skam, som tyskerne ikke kendte til, men som en retfærdig mand føler ved en anden mands forbrydelse, følelsen af skyld over, at sådan en forbrydelse eksisterer.

Skamforskeren forklarer reaktionen som vicarious shame, altså en følelse, som man får på andres vegne.

De overlevende var blot hud og knogler. Der var ingen værdig begravelse af de afdøde. Ligene blev bare smidt nøgne oven på hinanden. Alle grænser for menneskelig værdighed var overskredet. Russerne skammede sig på vegne af de tyske gerningsmænd, der netop ikke havde anstændighed nok til at behandle kz-beboere som mennesker.

Og skam på andres vegne kan række langt tilbage. Claudia Welz fortæller om den skam, som kan vandre over tre eller fire generationer.

Den historisk betingede og gennem flere generationer overleverede skam kender jeg indefra. Da jeg læste i Jerusalem før mobiltelelefonens tid stod jeg i en telefonboks og talte. Da jeg var færdig, stod der en ældre herre og ventede udenfor. Han tiltalte mig på tysk. Han kom fra Tyskland og havde mistet alle i sin familie under holocaust, men han savnede det tyske sprog. Jeg følte en skam over at være tysker, selvom jeg er født meget senere. Man kan ikke komme af med sit fødelands historie. Sproget afslører, hvor man kommer fra og det er i mit tilfælde desværre ikke blot Goethes, Kants og Beethovens land ...

Den generation, der lever nu, er ikke skyld i det, der skete dengang, men kan alligevel føle skam. Gerningsmændene derimod var skamløse. Hvis man for eksempel ser på retssagen mod Adolf Eichmann, er det meget typisk, at han ikke ville tage ansvaret for det, han selv gjorde han videregav skylden til dem, der gav de ordrer, han udførte.

Gennem hele samtalen åbner den tænksomme kvinde nye døre til dimensioner af skammens univers, som de færreste tænker over i deres vanlige omgang med ordet. Hvad har for eksempel skam og kærlighed med hinanden at gøre? Eliteforskeren ser ikke kærlighed som et middel mod skam.

Nej, og dette er heller ikke ønskværdigt, for så vidt som det drejer sig om en blufærdig form for skam. Skam kan sagtens være en del af kærligheden. Netop hvis man respekterer hinandens privatsfære og ikke prøver at overfalde hinanden med indtrængende spørgsmål. Der er mange måder, man også sjæleligt kan voldtage hinanden på. Og det holder skammen os fra at gøre.

Kærlighed kan også føre til skam. Det forklarer Claudia Welz via den græske myte om Narcissus, som den tyske psykiater Günter Seidler benytter i bogen Den andens blik: En analyse af skammen.

Nymfen Ekko forelsker sig i den smukke jæger Narcissus, men hun kan ikke tage initiativ til at tale til ham. Derfor følger hun bare efter ham igennem skoven, og da han hører noget bag sig, spørger han: Hvem er det?.

Ekko svarer: Hvem er det?.

Til sidst viser Ekko sig og vil omfavne Narcissus. Men han vil ikke have hende og efterlader hende med et knust hjerte. Kun hendes stemme bliver tilbage, og hendes skæbne bliver at gentage andres ord, at give ekko.

Fortællingen viser, at kærlighed, når den bliver afvist, også kan fremkalde skam over sig selv som den, der er blevet afvist. Kærlighed er i hvert fald ikke den nemme måde at komme af med skamfølelsen på. Om man kan acceptere sig selv, er åbenbart afhængigt af, om kærlighedens blik er gensidigt eller ej.

Hvad repræsenterer så Narcissus? Ifølge fortællingen bliver han tørstig og går hen til en flod, men da han opdager sit spejlbillede i vandet, vil han ikke drikke, fordi han er bange for at ødelægge det skønne billede. Han dør, mens han stirrer på sig selv.

I en anden udgave af fortællingen bliver han så fortryllet af sig selv, at han vil forføre den smukke unge mand uden at bemærke, at det er ham selv. Da han vil kysse ham, falder han ned i floden og drukner.

Hvad er pointen for forholdet til en selv og til andre?

Hvis man ikke tåler en andens nærvær, kan det ske, at man ligesom Narcissus ikke genkender sig selv. Ekko derimod kan blot gentage og imitere en anden i stedet for at give sin egen respons. Hun fortaber sig i den anden, mens Narcissus er en, der udelukker den anden. Begge har samme problem: at de ikke kan se sig selv som en anden, og at de ikke kan gå i dialog med en anden.

Det problem får konsekvenser for deres evne til at give og modtage.

Der mangler den selv-refleksive fordobling, der hører med til, at man kan se sig selv over for en anden og at man ligesom i skamfølelsen kan se sig selv som set af en anden. Derfor kan hverken Narcissus eller Ekko gøre det, som er en del af kærligheden: at modtage den anden, idet man hengiver sig selv. Ekko kan ikke give sig selv, og Narcissus vil ikke give noget af sig selv.

Og professoren holder fast i den grundpointe, at forholdet til den anden altid er med i forholdet til en selv, når skammen er på færde. Skam repræsenterer nemlig både en grænse mellem mennesker og det punkt, hvor vi ikke kan undgå at blive berørt af hinanden.

For at bruge et poetisk udtryk for dette på tysk: Treffpunkt Scheideweg (på dansk: mødestedet skillevejen, red). Det er den paradoksale titel på en bog, som er skrevet af min digterven Elazar Benyoëtz man mødes der, hvor vejene samtidig skiller sig ad: mødestedet er samtidig det sted, hvor vi opdager, hvor forskellige vi er, og hvor vi (enten som venner eller uvenner) bliver nødt til at sige farvel, når tiden er kommet.