Private skovbegravelser breder sig til flere steder i landet

To private skove er netop blevet godkendt til urnenedsættelser, mens seks andre er ved at søge om tilladelse. Interessen for skovbegravelser illustrerer, at synet på begravelser er under udvikling, og derfor bør folkekirken tage ved lære af tendensen, lyder det fra provst

Meget tyder på, at skovbegravelsespladserne vil fortsætte med at brede sig rundt i landet.
Meget tyder på, at skovbegravelsespladserne vil fortsætte med at brede sig rundt i landet. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Store klippestykker, hundredvis af grønne egetræer og en lille rød jagthytte. Det er under disse rammer, at bornholmere fremover kan blive stedt til hvile, når et skovstykke i Paradisbakkerne om en god uges tid åbner som begravelsesplads.

Paradisbakkerne er den ene af to private skove i landet, der netop har fået tilladelserne i hus fra Kirkeministeriet til at åbne for skovbegravelser. Den anden ligger i Lejre på Midtsjælland. Det er første gang, at der bliver givet tilladelse til nye private skovbegravelsespladser, siden den første åbnede ved Stensballegaard Gods ved Horsens i 2018.

Og meget tyder på, at skovbegravelsespladserne vil fortsætte med at brede sig rundt i landet. Ud over de to nye begravelsespladser er der i øjeblikket seks private skove, hovedsageligt godsejede, der er ved at søge om tilladelser til at åbne for begravelser.

På Bornholm handler det om at finde nye måder, folk kan få glæde af skoven på, forklarer Ea Holte Pedersen, der er formand for foreningen Ibsker Husmandsplantage, der ejer skovstykket.

”Vi ved, at der er en interesse for disse slags begravelsespladser på Bornholm. Og da vi havde en fantastisk smuk skov, syntes vi, at det gav god mening at bruge den på det. For os er det essentielt, at det bliver en begravelsesplads for alle, både kirkelige og dem, der ikke ønsker en kirkelig begravelse.”

Der kan kun blive nedsat urner ved skovbegravelser, og de første nedsættelser er allerede bestilt, forklarer hun. Indtil videre har foreningen nummereret 218 træer, man kan få sin urne nedsat ved. Der kan nedsættes flere urner ved hvert træ.

Skovbegravelserne er samlet under en fælles administration hos Skovbegravelse ApS. Her forklarer stifteren Jannik Ahlefeldt-Laurvig, som også er medejer af Stensballegaard Gods ved Horsens, at det for mange skovejere handler om at finde en ekstra indtægt til skovdriften og få styrket tilknytningen til lokalområdet.

”Det er en anden måde at aktivere skoven på og stille den til rådighed for lokalområdet. Skovdriften er stadig det primære, men vi håber på, at begravelser kan blive et godt supplement til driften med tiden,” siger han.

Men de private skovbegravelsespladsers udbredelse betyder også øget konkurrence for folkekirkens kirkegårde. Og her bør folkekirken lade sig inspirere af skovbegravelserne, der åbenlyst har fanget en tendens i tiden, lyder det fra Dorte R. Sørensen, provst i Odder i Midtjylland.

”De private skovbegravelsespladser er et udtryk for, at danskernes syn på natur og begravelse har ændret sig. Det ser man også på flere kirkegårde, hvor man går væk fra de meget plejede og velfriserede gravpladser. I stedet forsøger man at få det lidt mere vildt. Men folkekirken kan godt blive endnu bedre til det og se på, hvilke muligheder der er for at lave egentlige kirkelige skovbegravelsespladser,” siger hun og forklarer, at de flere steder i hendes provsti er ved at undersøge, i hvilket omfang menighedsrådenes jorder kan omlægges til urørt natur til skovkirkegårde.

Hun mener, at kirken har et vigtigt alternativ til de ikke-religiøse, private skovbegravelser.

”Kirken kan stå for skovbegravelser, hvor naturen ikke har det sidste ord over os. Vi er i naturen, men vi er ikke overladt til den forgængelighed, der ligger i naturen. Der er et større håb,” siger Dorte R. Sørensen.