Prøv avisen
Kirkeanalyse

Problemerne er ikke løst, når det gælder model for menighedsrådsvalg

Hvem skal være med til at planlægge en musikgudstjeneste som denne i Trinitatis Kirke? Det stemmes der om i dag i den københavnske kirke. Foto: Lars Hansen/Polfoto

Hvordan kan politikere, der ikke forstår folkekirkens situation, skaffe kirken de rigtige regler om udpegning af menighedsrådenes medlemmer?

Folkekirken står og falder med menighedsrådene, der leder kirkens lokale arbejde ud fra en eller flere af landets sognekirker. Der er i dag 2339 folkekirkelige kirkebygninger placeret i 2169 sogne, der – ifølge en pressemeddelelse fra Kirkeministeriet – fra den 1. december 2016 skal bestyres af 1699 menighedsråd. Antallet af valgte og dermed læge medlemmer af menighedsrådene er cirka 13.000, en tilbagegang på omkring en tredjedel siden 1984, men fortsat et stort antal sammenlignet med landets i alt 2444 kommunalbestyrelsesmedlemmer.

Rådene blev dannet på en vanskelig baggrund, og det tog lang tid, før de overhovedet blev taget alvorligt. Med I. C. Christensen som kirke- og undervisningsminister efter systemskiftet til parlamentarismen i 1901 kom der skub i tingene. Hans idé var trefoldig:

1) Folkekirken skulle, som det da også skete fra 1903, gå foran i en demokratiseringsproces med almindelig valgret, også for kvinder.

2) På grundlag af arbejdet med menighedsråd på sogneplan kunne der udvikles en demokratisk ledelseserfaring, som efterhånden kunne finde udfoldelse på folkekirkens øvrige niveauer.

3) Folket skulle få kærlighed til deres kirke ved at få indflydelse på den.

I. C. Christensens vision var fra første færd oppe imod særligt seks vanskeligheder:

Den første vanskelighed var, at konservative kredse frygtede demokratiet, mens kirkelige kredse frygtede, at nogle andre end de selv skulle få magten i folkekirken. Den anden bestod i at få menighedsrådene fri af det dårlige image fra den position som præstens medhjælpere eller stikirenddrenge, som de voksede ud af. Den tredje vanskelighed drejede sig om overgangen fra præstevalgte menighedsråd til menighedsrådsvalgte præster. Det tog mange årtier for præsterne at sluge den pille.

Grafik: Før musen over tallene for at se, hvorfor der afholdes kampvalg i de forskellige sogne

Oplysningerne stammer fra de sogne, hvor der afholdes kampvalg.
Grafik: Ole Munk

Den fjerde vanskelighed var spørgsmålet om menighedsrådenes beslutningskompetence, som først fra 2003 fik et rimeligt omfang.

Den femte vanskelighed lå i reguleringen af menighedsrådenes valggrundlag. Først fra 1949 blev alle medlemmer af kirken automatisk opført på valglisterne.

Den sidste og mest sejlivede vanskelighed ligger i valgdeltagelsen. Nu afdøde professor i statskundskab Lise Togeby karakteriserede i 2008 menighedsrådenes valggrundlag som ”revisionistisk”, det vil sige formelt demokratisk, men ikke reelt repræsentativt, inddragende eller samtalende.

I 1984 gennemførtes den første undersøgelse af valgprocessen omkring menighedsrådsvalgene. Den gang konkluderede vi, at menighedsrådenes valggrundlag var det bredeste, mest lokalforankrede og demokratiske i kongeriget. Siden er en række vigtige måltal gået kraftigt tilbage. Deltagelse i opstillingsmøder gik tilbage fra 2,3 procent i 1984 til 0,9 procent i 2008. Kredse med afstemning fra 20,3 procent i 1984 til 3,2 procent i 2016, og andelen af råd, der ikke er fuldtallige efter valget er gået op fra 2,9 procent i 2008 til 4,7 i 2016.

Når man ser på alle tallene under et, har den negative udvikling fra valg til valg været lige så sikker som amen i kirken. Man kan dog også hæfte sig ved den form for stabilitet, der ligger i, at afstemningsprocenten ligger stabilt omkring 16 procent, hvor der er afstemningsvalg, ligesom andelen af kvinder i rådene har ligget på 54 procent siden 2000, mens udskiftningen i rådene hidtil har ligget omkring 40 procent pr. valg.

Markant er det, at andelen af valgte medlemmer under 50 år gik ned fra 48 procent i 1984 til 21 procent i 2012, så der er mange ældre i menighedsrådene, der må tænke ungt med de unge.

Selvom der postes mange penge i ret så virkningsløse kampagner omkring valgene, ligesom der er åbnet adgang til toårige valgperioder og gennemførelse af valgene på en valgforsamling, er udviklingen ikke vendt. Udpegningen til tillidshverv i kirken er ikke egnet til det ofte lidt tilfældige udfald af et listevalg. Der er tale om et ombud eller et kald, hvortil man som regel skal udpeges og kåres personligt eller kaldes af tidligere tillidsfolk. Det svarer til gammel, kristen praksis, og det svarer også til vor tids krav om autenticitet, hvor man skal føle, at man selv – selvom man bæres ind af andre – er helt med i det, man gør.

Resultaterne af nok et ministerielt udvalgsarbejde om udpegningen af menighedsrådsmedlemmer lader vente på sig. Den store vanskelighed er, at de politikere, der sidder med magten, har mere travlt med at bruge folkekirken som gidsel i deres kultur- og nationalismepolitik end med at forstå kirken ud fra dens situation og egenart.

Der er flere veje til at sikre gode menighedsråd ud over landet. Men de harmonerer ikke alle lige godt med det ønske om at fremhæve Folketingets nære forhold til folkekirken, som blandt andet lå bag afvisningen for et par år siden af forslaget om et nationalt kirkeudvalg.8

Hans Raun Iversen er lektor i praktisk teologi på Københavns Universitet.