Anne-Marie testede nyt skilsmisse-ritual: Jeg er mindre skeptisk end før

Anne-Marie Sigaard meldte sig som frivillig til at spille skilt, da der i går var urpremiere på et nyt skilsmisseritual i Godthaabskirken på Frederiksberg i København. Hun mener ikke, at alting skal ritualiseres, men oplevede samtidig, at et særskilt ritual kan noget andet end en almindelig højmesse

Jeg synes faktisk, det føltes godt at være oppe ved alteret, hvor præsten holdt en tale for mig og gav mig syndsforladelse, siger Anne-Marie Sigaard.
Jeg synes faktisk, det føltes godt at være oppe ved alteret, hvor præsten holdt en tale for mig og gav mig syndsforladelse, siger Anne-Marie Sigaard. Foto: Thilde Thordahl Andersen.

Anne-Marie Sigaard, hvordan oplevede du at være centrum for udførelsen af præst Peter Nejsums skilsmisseritual?

Jeg synes faktisk, det føltes godt at være oppe ved alteret, hvor præsten holdt en tale for mig og gav mig syndsforladelse. Før gudstjenesten tænkte jeg, ’nej nej nej, det skal vi ikke have ind i Ritualbogen, det der’. Men det føltes faktisk godt. Det var nemt at tage til sig.

Som en del af ritualet skulle du give hånd til alle i kirken. Hvordan var det?

Det synes jeg nok var lidt akavet. Det virkede, som om man med håndtryk skulle have tilgivelse for at have truffet en beslutning om at blive skilt. Men der er mange grunde til at træffe sådan en beslutning, så jeg ved ikke, om jeg synes, man skal tilgives for det.

Hvad kunne dette ritual, som en almindelig højmesse ikke kan?

Det var mere direkte mig, der blev talt til. Det kan sammenlignes med dåb og konfirmation. Det er mig og Vorherre, det handler om, og så er der en mellemmand, præsten, der formidler Vorherres trøst til mig. Det føltes godt.

Kunne du selv have brugt sådan et ritual, da du blev skilt?

Jeg tror slet ikke, det ville være faldet mig ind at søge kirken på det tidspunkt, hvor jeg blev skilt. Blandt andet fordi jeg som ung mor med to små børn havde travlt nok med at få de praktiske ting til at gå op. Men hvis jeg blev skilt i dag, hvor jeg har et mere afklaret gudsforhold og tid til fordybelse, ville jeg godt kunne bruge det.

Hvad mener du om idéen om et folkekirkeligt skilsmisseritual efter selv at have prøvet det?

Jeg holder rigtig meget af kirkens ritualer og ville være ked af det, hvis de skulle forfladiges, ved at en masse nye ritualer indføres. Og skal man ritualisere alting? Jeg er stadig usikker, men mindre skeptisk efter selv at have prøvet det.