Trosfriheden for kristne, muslimer, ateister og andre samler folketingspolitikere på tværs af partier i et nyt netværk.
Socialdemokraten Daniel Toft Jakobsen er formand for gruppen, der med folketingskolleger, Dansk Missionsråd og Institut for Menneskerettigheder vil arbejde for dialogen om religionsfrihed. Han peger på, at mellem 60 og 70 procent af verdens befolkning lever i lande, hvor der er større eller mindre problemer med tros- og religionsfriheden.
”Så det er en problemstilling, der betyder noget for rigtig mange mennesker,” siger han.
”Ud fra artikel 18 i Menneskerettighederne om religionsfrihed er vi gået sammen med interesseorganisationer og forskere for at blive klogere på, hvad der foregår rundt om i verden på dette område. Vi vil gerne sætte trosfrihed på dagsordenen og drøfte konkrete forslag til løsninger, som man kunne bruge i dansk udenrigs- og bistandspolitik,” siger Daniel Toft Jakobsen.
Der har i de senere år været meget debat om forfulgte kristne som en særlig gruppe.
”Der er mange kristne på flugt, men vores fokus gælder alle forfulgte minoriteter, hvad enten de forfølges, fordi de har en tro eller ikke har nogen. Nogle gange er problemet religiøs ekstremisme i snæver forstand, andre gange er religiøs forfølgelse en undskyldning for magtpolitik, nogle steder er de religiøse aktører en del af problemet, mens de andre steder kan være løsningen,” siger Daniel Toft Jakobsen.
Ole Wæver, der er professor og leder af Forskningscenter for løsning af internationale konflikter på Københavns Universitet, mener, at meget er vundet ved at gøre tros- og religionsfriheden til et alment spørgsmål.
”Hvis politikere generelt forholder sig til tros- og religionsfrihed, bliver den dagsorden meget mere legitim, sammenlignet med hvis man interesserer sig for spørgsmålet ved udvalgte lejligheder, hvor man så kan blive beskyldt for at fremstå dobbeltmoralsk, eller at det er andres interesser, man er spændt for,” siger han og henviser samtidig til, hvordan amerikansk udenrigspolitik ifølge ham ikke hver eneste dag er styret af en dagsorden om religionsfrihed, men hvor man årligt udgiver en rapport om netop det spørgsmål og på den måde har fokus på problemstillingen:
”Da trosbaserede organisationer i 1998 fik den lov vedtaget i USA, var mange skeptiske over for denne mobilisering af religion i amerikansk politik, men mit indtryk er, at det udenrigspolitisk har fungeret fint, og det eksempel kan vi lære af i Danmark.”
Ole Wæver hæfter sig dog ved de stiftende medlemmer af netværket - og især de manglende politikere fra regeringspartiet Venstre samt Det Konservative Folkeparti.
”Det er lidt af en gåde, hvorfor to så centrale partier i dette spørgsmål ikke er med. De har rod i det kirkelige Danmark og har tidligere deltaget i debatter om netop religionsfrihed,” siger han og fortsætter:
”Selvfølgelig skal man som medlem fra et regeringsparti altid tænke sig ekstra om, fordi det kan blive tolket - også internationalt - som, at regeringen har foretaget en markering. Men når det er et bredt, tværgående initiativ, plejer klaveret ikke at spille sådan. Så jeg kan ikke se, det skulle være specielt belastende for Venstre at være med. I parlamenter er der klubber og netværk for så meget. Det virker overforsigtigt, hvis man har holdt sig ude på grund af den slags overvejelser.”
Daniel Toft Jakobsenunderstreger, at gruppen er åben for politikere fra alle partier. Lige nu er der ingen repræsentanter for Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Venstre eller Det Konservative Folkeparti, men ambitionen er, at gruppen bliver så politisk bred som muligt.
”Vi har haft følere ude til alle partier og ikke mødt et blankt nej nogen steder. At ikke alle folketingspartier er repræsenteret, opfatter jeg som et spørgsmål om, at alle ikke lige kunne være til stede på nuværende tidspunkt,” siger han.