Professor: Gud står bag evolution

Britisk præst og professor, der måtte forlade sit job som uddannelsesleder i Storbritannien efter kreationisme-kommentar, mener, at videnskab og religion går hånd i hånd

Religion og videnskab går hånd i hånd mener professor. -
Religion og videnskab går hånd i hånd mener professor. -. Foto: stock.xchng.

Det fik bølgerne til at gå højt, da den britiske præst og professor Michael Reiss sidste år sagde, at børn skulle have mulighed for at lære om kreationisme i skolen.

Udtalelsen blev genstand for massiv kritik, og konsekvensen blev, at Michael Reiss trak sig fra sit job op som uddannelsesleder ved Storbritanniens uafhængige videnskabsakademi, Royal Society.

Men Michael Reiss ser ikke noget unaturligt i at forene videnskab og religion, siger han i et interview i The Times.

- Man kan sagtens gå helhjertet ind for begge dele. Evolutionen er Guds værk. Al videnskab handler om at regne Guds aktiviteter ud, siger han og forklarer om udgangspunktet for hele debatten sidste år.

- Jeg har altid været interesseret i at finde ud af, hvad man gør, hvis en elev bringer kreationisme på banen som en grund til ikke at acceptere evolution. Hvis en lærer ikke vil diskutere det, er det helt i orden. Men hvis læreren gerne vil diskutere det, og hvis det er en videnskabelig diskussion, så mener jeg, det er en god mulighed for at få elever til at forstå, hvordan viden opbygges.