Prøv avisen
Spørgsmål & svar

Professor: Kristendommen er lige så voldelig som islam

Anders Klostergaard Petersen. Foto: Nils Åge Skovbo/Fokus

Religiøse personer bliver voldelige, når de føler sig truet, mener professor i religionsvidenskab Anders Klostergaard Petersen i kronik om terrorangreb i Europa

Anders Klostergaard Petersen, du skriver i din kronik i Politiken om terrorangreb i Europa, at kristendommen er lige så voldelig som islam. Hvordan ser du det komme til udtryk?

Det ser jeg i to sammenhænge. For det første fordi kristendom og islam som alle andre religioner har et voldspotentiale. For det andet fordi de tilhører den kategori, som vi kalder komplekse kosmosreligioner eller verdensreligioner. Fælles for dem er, at de ikke kan leve med konkurrerende eller rivaliserende krav på sandheden. Vi har da også set utallige eksempler på vold i kristendommens navn. Vi skal ikke mere end få årtier tilbage, før vi i Europa så systematiserede voldtægter og koncentrationslejre i kristendommens navn, ligesom kristen vold ikke ligger langt tilbage i Nordirland. Man kan også tænke på den aktuelle alliance mellem kirke og nationalisme i Rusland.

Jeg hører dig sige, at kristendommen i teorien er lige så voldelig. Men hvad med i praksis? Hvis vi ser bort fra dine få eksempler er der vel ikke megen vold i kristendommens navn begået de seneste 50-100 år?

De nævnte eksempler er både nære og aktuelle. Jeg er også ret sikker, at mange jøder gerne havde set den katolske og de protestantiske kirker udtrykke deres modstand mod barbariske jødeudryddelser under Anden Verdenskrig. Det var der et fåtal modige præster og teologer, som gjorde. Årsagen til den megen fokus på islam i nutiden er, at islamister sparker tilbage på dem, som truer deres eksistens. For eksempel blev der palmesøndag begået terror mod to koptiske kirker i Egypten. Det er, fordi nogle islamistiske grupper ser kopterne som en trussel mod et samlet muslimsk Egypten, og fordi kopterne ofte er økonomisk og uddannelsesmæssigt bedre stillet.

Hvorfor ser vi ikke terror begået i kristendommens navn. For eksempel af de forfulgte kristne i Mellemøsten, der jo også må siges at være truet på eksistensen?

Når man bliver presset, har man et valg. Man kan kæmpe for ressourcerne eller flygte. Store dele af de kristne mindretal i Mellemøsten har valgt at flygte i stedet for at kæmpe.

Er det så helt tilfældigt, at mange pressede muslimer vælger at ty til vold, mens de pressede kristne flygter?

Nej, det er der naturlige forklaringer på. Man må se på forholdene i de forskellige lande. Mange steder er den simple forklaring, at de kristne udgør så lille et mindretal, at det ikke giver mening at kæmpe.

Sognepræst i Ribe Domkirke Torben Bramming kritiserer på Facebook din kronik. Han skriver, at mens Muhammed var hærfører og islam en lovreligion, sagde Jesus ”vend den anden kind til”. Har han ikke fat i noget om, at de religiøse tekster kunne have noget at sige i forhold til, at vi overvejende ser islamisk vold i dag?

Det er Torben Brammings tidehvervske udlægning af, hvad islam og kristendom er. Han er en dygtig historiker, og jeg kunne ønske mig, at han havde gjort brug af sin historiske viden til at se, hvordan kristendommen har udviklet sig gennem 1500 år.

Både islam og kristendom er mange ting. Man kan også finde krigeriske afsnit i Bibelen, for eksempel i Johannes’ Åbenbaring. Jeg er enig med Torben Bramming i, at kristendommen bør være fredfyldt. Men det samme, må man tilføje, vil de fleste muslimer sige om islam.

Du skriver, at selv folkekirken vil kunne blive ramt af en radikalisering, der fører til vold. Hvad skal der til, før vi ser det?

Vi skal se en økonomisk eller social ressourcemangel affødt af for eksempel klimatiske katastrofer. Det kan være i form af betydelig befolkningstilstrømning, der får de folkekirkekristne til at føle sig presset. Vi viser vort sande ansigt, når vi er presset på ressourcer. Det er ikke sandsynligt, at det sker her og nu i Danmark. Men man skal være blind og døv for at tro, at vores kultur og velfungerende samfund ikke kan bryde sammen. Historien viser, hvor skrøbelig en kultur og et samfund kan være.