Prøv avisen
Magt over kirken

Teologer: Folkekirken er reelt en statskirke

Den årlige åbningsgudstjeneste, der knytter sig til folketingsårets begyndelse i oktober, er et klart eksempel på sammenknytningen af stat og kirke i Danmark. Foto: Leif Tuxen

Folkekirken er i bevægelse mod det statskirkelige, lyder det fra tidligere biskopper og en professor. For juridisk set er det Folketinget, der styrer folkekirken, og den yngre generation af politikere mangler evnen til at lade kirken leve sit eget liv

Danmark har ikke en statskirke, men en folkekirke. Det hører man ofte i skåltaler ved kirkelige sammenkomster. Men billedet af folkekirken som folkets kirke er opspind, lyder det nu fra flere toneangivende teologer. De bakker dermed op om tidligere biskop over Viborg Stift Karsten Nissen, der i dag i Kristeligt Dagblad skriver, at folkekirken i stigende grad begynder at ligne en statskirke. Senest kom det til udtryk, da staten afviste at uddanne flere præster, selvom kirken slog alarm over voksende præstemangel i en rapport.

Teologiprofessor Svend Andersen deler Karsten Nissens analyse og peger på en højesteretsdom fra 2017 som det mest tydelige eksempel på, at folkekirken som folkets kirke er en illusion.

Landets højeste juridiske instans skulle dengang tage stilling til, om det var grundlovsstridigt, at et vielsesritual for personer af samme køn i folkekirken var blevet autoriseret forinden fra Christiansborg. Begrundelsen fra Højesteret lød:

”Lovgivningsmagten og regeringen har ikke pligt til forud for regulering af folkekirkens forhold at høre nogen kirkelig instans.”

Dommen kom, efter at en forening havde stævnet to kirkeministre, fordi man mente, at Folketinget og regeringen ifølge Grundloven ikke kunne lovgive om folkekirkens indre anliggender. Og i sig selv var dommen ikke bemærkelsesværdig, men det var begrundelsen i høj grad, mener Svend Andersen, som også er formand for Selskab for Kirkeret.

”Højesteret manifesterede, at det de facto er staten, der har magten i folkekirken. Rent juridisk er det Folketinget og Kirkeministeriet, der er folkekirkens ledelse, og der er ingen grænser for, hvad staten kan regulere i folkekirken. Det undrer mig meget, at netop denne formulering ikke har skabt mere debat,” siger han.

Desuden undrer Svend Andersen sig over, at der ikke er gjort fremskridt i arbejdet med at få lavet en forfatning for folkekirken. Det står skrevet i Grundloven, at folkekirken skal have sin egen forfatning eller rammelov, der skal selvstændiggøre folkekirken i forhold til staten og give den internt selvstyre. Men trods flere forsøg er det aldrig lykkedes. Det har ikke været et problem før, men kan potentielt blive det nu, fordi der bliver færre politikere med kendskab til folkekirken, vurderer Svend Andersen.

Sognepræst og formand for Kirkeligt Centrum Kaj Bollmann er enig i, at visse tendenser peger i retning af, at folkekirken bliver lidt mere statskirke. Men han ser også eksempler på den modsatte udvikling, så det er ikke konsekvent, tilføjer han.

”Folkekirken er jo en statskirke på den måde, at Folketinget lovgiver om kirkens forhold. Politikerne har traditionelt været gode til at holde sig på afstand i spørgsmål om indre anliggender, men den sensibilitet mangler mange af dem nu. Jeg tror ikke, det er noget, de gør bevidst, men der er flere eksempler på, at politikerne går ned og regulerer indre anliggender, og det gør, at folkekirken i højere grad får præg af statskirke,” siger han og peger på indførelsen af et vielsesritual for personer af samme køn i 2012 som et tydeligt eksempel på dette. Her styrede en minister processen hen over hovedet på folkekirkens instanser og hastede ritualet igennem fra Christiansborg, mener han.

Kresten Drejergaard var dengang biskop over Fyens Stift og ser det ligeledes som udtryk for en tendens. Folkekirken har altid været en statskirke, men dette bliver tydeligere i en tid, hvor politikerne ikke lader den leve sit eget liv, mener han.

”Højesteret har selvfølgelig ret, så det kan ikke diskuteres, at folkekirken formelt set er en statskirke. Sådan har det altid været. Det, der imidlertid har ændret sig, er, at Folketingets medlemmer ikke mere har sans for, at kirken ikke bare er statens kirkevæsen, men at den også er noget i sig selv. Hvis der ikke laves en eller anden form for kirkeforfatning, så folkekirken kan blive mere selvstændig i de interne spørgsmål, er jeg bange for, at den statskirkelige forståelse af folkekirken blot vil blive mere udbredt,” siger han.