Ungdomsarbejde står ofte højt på ønskelisten, når sogne skal finde nye præster. Det gjorde sig også gældende, da menighedsrådet i Tømmerup ved Kalundborg for godt 10 år siden ansatte en ung mand i embedet, som netop lod til at kunne leve op til forventningerne. Han fik hurtigt skabt en klub for sognets unge, og hans evne til at engagere målgruppen blev anerkendt.
Men i fremtiden vil den nu 47-årige præst ikke blive hevet frem som et ideal for folkekirkens ungdomsindsats. Han bliver snarere et skræmmeeksempel på en præst, der slap af sted med i flere år at skjule sine seksuelle overgreb på børn og unge gennem sit arbejde.
De seneste måneder er der i Retten i Holbæk blevet offentliggjort detaljer om den nu tidligere præsts mange pornografiske billeder og videoer af børn og unge, hans tilbud om alkohol og hash til dem i præstegården, om hans manipulerende adfærd og de falske kvindeprofiler, han oprettede til at skrive med konfirmander på nettet og overtale dem til at foretage seksuelle handlinger for ham.
I fredags blev den tidligere præst kendt skyldig i størstedelen af sagens forhold, og i dag drøfter sagens forsvarer og anklager straffen i Retten i Holbæk.
Sagen ventes endeligt afsluttet om et par dage, når straffen bliver udmålt.
Men spørgsmålet er, om præstens gerninger herefter kan gå i glemmebogen eller vil hænge fast ved folkekirken. Ifølge professor i etik og religionsfilosofi ved Aarhus Universitet Svend Andersen er det sidste mest sandsynligt.
”Selvom det er en usædvanlig – for ikke at sige eneståede – sag, er den stadig yderst uheldig for folkekirken. For nu kan man ikke længere sige ’det sker ikke hos os’, når man for eksempel hører om overgreb på børn i den katolske kirke. Og det er for pikant en sag til, at den kan dysses ned. Den kræver opmærksomhed fra provster og biskopper, hvis der ikke skal opstå rygter på et ubegrundet grundlag. I disse ’#MeToo’-tider (kampagne på sociale medier mod seksuelle overgreb, red.) skal der måske heller ikke lige så meget til, før nogen opfatter noget på en forkert måde,” siger han.
En rundringning til en række provster viser, at sagen er blevet drøftet flere steder, og at retningslinjerne for konfirmandlejre og indhentning af børneattester er blevet skærpet for at undgå lignende sager og mistanke mod mandlige præster. Ifølge Svend Andersen er det dog også vigtigt, at den tilsynsansvarlige provst eller biskop gør det meget klart for folk, at sagen er unik.
Et eksempel på, hvordan en overgrebssag kan ramme et fag, finder man hos pædagogerne. Her voksede en mistanke frem efter en sag fra 1997, hvor en mandlig pædagogmedhjælper blev dømt for seksuelle overgreb på 20 børn. Ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet Else- Marie Buch Leander har beskæftiget sig med sagernes konsekvenser og er en del af forskningsgruppen Paradox, der forsker i frygt for pædofili og pædofilianklage.
”Sagerne medførte flere grundløse anklager mod mandlige pædagoger og skabte generelt et frygtklima i børneinstitutioner. Når frygten er voldsom, spreder den sig som ringe i vandet. Forældre blev bekymrede for deres børn, og pædagoger og institutioner blev bange for at blive uretmæssigt mistænkt. Derfor indførte man mange steder særlige retningslinjer for at helgardere sig mod anklager,” siger hun.
Som eksempel er der i dag institutioner, hvor man skal være to om tingene, hvor der er ruder i døre og vægge, og hvor pædagoger fysisk er tilbageholdende over for børn. I nogle institutioner lavede man også særregler for mandlige pædagoger om ikke at skifte ble og hjælpe børn på toilettet, men de er siden blevet kendt ulovlige og diskriminerende.
Selvom reglerne var ment som et forsvar for mændene, gør frygten ifølge Else-Marie Buch Leander, at man stigmatiserer en bestemt gruppe mennesker og risikerer at give børn et forvrænget syn på mænd. Hvis folkekirken vil undgå dette, er det ifølge hende vigtigt at huske, at frygt ikke fører noget godt med sig.
”Kirken, forældre, eksperter og medier skal passe på med at piske en stemning op. Selvfølgelig skal man lære af sådan en sag og spørge sig selv, hvorfor disse overgreb kunne finde uforstyrret sted i årevis. I daginstitutionerne er det blevet almindelig praksis med en åben kultur, hvor det er naturligt at undre sig højlydt over kollegers adfærd. Men man skal huske på proportionerne. Der er tale om ganske få sager i forhold til de mange præster, der gør et godt stykke arbejde. Frygttilstande hjælper ikke på noget.”
Den skærpede frygt for overgrebssager i folkekirken kan dog også vendes til noget positivt, siger Andreas Rude.
Han er kommentator af katolske forhold og har fulgt de mange sager om misbrug af børn, som dukkede op i den katolske kirke i årene efter årtusindeskiftet.
Flere sager har fået særlig opmærksomhed, da det viste sig, at katolske gejstlige forsøgte at dække over deres skyldige kolleger.
”Udadtil har sagerne betydet, at mange som det første forbinder den katolske kirkes børnearbejde med overgreb, hvilket har været voldsomt traumatisk for mange katolikker og præster. Men det har også haft en stor og mere positiv effekt indadtil. Nu ved man, at man ikke kan tage det for givet, at overgreb er noget, biskopperne alene har styr på. Alle må tage ansvar for, at det ikke sker. Så i dag er katolikker indadtil helt oppe på mærkerne. Når unge mænd vil være præster, er det for eksempel blevet standard i flere lande at tale grundigt med dem om deres seksualliv,” siger han og tilføjer, at præsterne lader til at have det fint med dette, da det også handler om at beskytte dem.
Ungdomspræst i Vesterbro Sogn i København og formand for Præsteforeningens delforening for ungdomspræster Thomas Nedergaard mener ikke, folkekirken skal sætte for meget i gang som følge af sagen i Tømmerup.
”Sagen har givet anledning til selvrefleksion og fordømmelse og en øget opmærksomhed på, om vi har styr på rammerne. Det er vigtigt, at vi tager den alvorligt, men vi skal ikke ende med en række forbud eller lignende. Vi skal turde have tillid til, at langt størstedelen af de præster, der arbejder med børn og unge, varetager deres embede på en helt fantastisk måde, og samtidig sørge for at italesætte og rammesætte ud fra de behov, der reelt er,” siger han og tilføjer, at sagen ikke har givet anledning til henvendelser fra forældre eller lignende.
”Så det kan tyde på, at sagen kan holdes isoleret og ikke rammer hele kirken.”8