Prøv avisen

Protestanter skal gå magten på nerverne

Tusindvis var på gaden under de tyske kirkedage, som netop er slut. –Med hornorkester og blå himmel var folk samlet i hobevis, da det blev pointeret, hvor vigtigt det er med kritisk samfundsengagement fra kirkens side. Foto: Tyske Kirkedage.

Toppolitikere som forbundskansler Angela Merkel var til stede på Tyske Evangeliske Kirkedage, der slog fast, at kirken har en pligt til samfundsengagement også når det kan føles irriterende

En gudstjeneste med 130.000 deltagere? Hvis man forestiller sig, at det i værste fald bliver kaos og i bedste fald hen over hovedet uvedkommende, så må man tro om igen. I søndags sluttede de 34. Tyske Evangeliske Kirkedage med en friluftsgudstjeneste i Hamburger Stadtpark. Gudstjenesten samlede op på fem dages intenst program under overskriften Soviel du brauchst, så meget du behøver. Med hornorkester, høj blå himmel og kirsebærtræer i blomst var det ikke svært at forstå, hvorfor en besked på det sociale netværk Twitter sammenfattede kirkedagene med ordene Vidunderligt, herligt, som himlen.

LÆS OGSÅ: Kulturkristendommen har stadig et stærkt tag i tyskerne

Jorden er ikke himlen. Men man skal ikke affinde sig med, at det er jo, som det er, som gudstjenestens prædikant, biskop Nick Baines fra Bradford i Storbritannien, sagde med et citat fra Steffie, bistroejeren i en populær tysk tv-serie. Dermed slog han en knude på den røde tråd gennem Tyske Kirkedage: det kritiske samfundsengagement.

Også Margot Kässmann, en af Tysklands kirkelige superstjerner, havde fat i den tråd, da hun på en af de første dage holdt bibeltime over lignelsen fra Lukasevangeliet om enken, der kræver retfærdighed og løber dommeren på dørene. 7000 mennesker sad bænket på papkasser i en af de store messehaller, som lagde hus til en del af Tyske Kirkedages program, en mangfoldighed af debatter og bibeltimer, en rigdom af gudstjenester og koncerter, et overflødighedshorn af udstillinger og events.

Her var mere, end man behøver og et opbud af både politikere, debattører og forskere på topniveau, hvilket siger noget om den status, de evangeliske kirkedage har i Tyskland, selvom der blot er omkring 30 procent af befolkningen, som er protestanter. Her er naturligvis også alt, hvad der kan krybe og gå af folk med interesse for kirke og kristendom og samfund, let genkendelige i gadebilledet på de lyseblå tørklæder. På Mulighedernes Marked kan man få sig en snak med kristne socialdemokrater og evangeliske borgerlige; man kan høre, hvordan rigtige mænd vil lave kirke, hvordan frivillige har etableret kirkeruter i Midttyskland, og hvorfor sadomasochister synes, det er vigtigt at bekende sig som kristne.

Men hovedscenen er de store samfundsmæssige spørgsmål. Tilbage til Kässmann og messehallen:

Kvinden fra Lukasevangeliet går dommeren på nerverne. Og det er jo godt nok. Klapsalverne får Margot Kässmann til at holde inde et øjeblik, før hun fortsætter:

Vi har brug for mennesker, der går magten på nerverne.

Lukas opmuntrer os til aldrig at ophøre med ligesom Jesus at råbe til Gud, ligefrem at gå ham på nerverne. Det handler om et retfærdigt samfund, kristne har en forpligtelse over for det fælles bedste. Vi skal have mod til at blande os, mod til at gå på nerverne, lyder det fra Kässmann.

Kvinden på papkassen ved siden af klapper begejstret. Ingen tvivl, Kässmann har sit publikum vel at mærke også uden for de kirkelige kernetropper, som deltager i Hamborg. Hun er nærmest mere populær, end før hun tog konsekvensen af, at hun blev taget for spritkørsel og trak sig tilbage som formand for sammenslutningen af evangeliske kirker i Tyskland, EKD.

Arrangører af dette års Tyske Kirkedage er den nydannede evangelisk-lutherske Nordkirche, der dækker hele det nordlige Tyskland fra Slesvig og den dansk-tyske grænse i Vest til Pommern og den polske grænse i øst. I vest en majoritetskirke, i øst en minoritetskirke og i midten Hamburg som metropolen med religiøs mangfoldighed.

Der ligger i flere debatter og samtaler også en refleksion over, hvad det vil sige at være protestant. Det sker ikke uden selvkritik, både når det gælder teologi og samfundsengagement. Protestanterne er ankommet sent til Europa, lyder det for eksempel kritisk fra de skrå brædder på Thalia Theater, som lægger hus til en række debatter om Europa og den aktuelle økonomiske og politiske krise.

Her lægger man Europa på briksen, og blandt supereuropæerne i panelet beklager man den stadig nationalt tænkende protestantisme. Til gengæld er der enighed om, at den europæiske stemme er vigtig i verden, blandet andet i kraft af en enestående tradition for bæredygtighed. Som Angela Merkel påpeger i en af kirkedagenes klimadebatter, går denne tradition for grøn bæredygtighed i Tyskland tilbage til 1700-tallets Sachsen.

Men hvad er så kirkernes rolle i alt dette? Måske er det først og fremmest at være kirke. Et bud fra scenen i Thalia Theater hæfter sig ved sammenhængen mellem det, der sker i kirken, og det, der sker i samfundet, ved den enkeltes rolle:

Det er vigtigt, at der er kvalificerede mennesker, som taler om de vigtigste opgaver i Europa lige netop nu ud af tro og ud af ånden fra Bjergprædikenen.

Tyske Kirkedage er en manifestation af, at kritisk samfundsengagement er en vigtig del af efterkrigstidens protestantiske selvbesindelse og selvbevidsthed i Tyskland. Kirkedagene har deres rødder i opgøret med nazismen efter Anden Verdenskrig. Denne baggrund kan næppe undervurderes for forståelse af, hvorfor Tyske Kirkedage er, hvad de er. Selvbesindelsen afspejler sig også i 2013, dels i særlige arrangementer i Neuengamme om erindringskultur og opgøret med den negative arv fra nazismen, dels i et stærkt fokus på inklusion i hele programfladen inklusion af handicappede, fattige, arbejdsløse, fremmede, af kvinder og mænd.

I Margot Kässmanns fortolkning går der en linje fra kvinden fra Lukasevangeliets lignelse, der går dommeren på nerverne, til den gode tyske protestant anno 2013. En forpligtelse til at blande sig, at gå magten på nerverne, at protestere, hvor menneskets værdighed og det gode liv er truet på forskellig vis.

Men man skal jo have fantasi til at forestille sig, at noget kunne være anderledes. Det er den tråd, Nick Baines knytter i sin afslutningsprædiken. Det handler om at se anderledes på Gud og verden. Det er visionen om en anden og mere retfærdig verden, der giver religionen sin skarphed: Verden må jo ikke nødvendigvis være, som den er.

Han og de tyske protestanter har en pointe. Også selvom verden sådan set en solskinsdag i maj i Hamburger Stadtpark tager sig meget dejlig ud.