Protestantiske kirker er selv skyld i tilbagegang

En række vestlige protestantiske lande vil i 2050 have mistet deres kristne befolkningsflertal, viser undersøgelse. Ifølge forskere er det i høj grad kirkernes egen skyld. Trods dystre udsigter har kirken nu en chance, den ikke har haft i 100 år, mener idéhistoriker

Tegning: Morten Voigt
Tegning: Morten Voigt.

Martin Luther og 1500-tallets andre protestantiske reformatorer ville formentlig få et hjerteanfald, hvis de ikke allerede lå i graven.

For mens den katolske kirke stadig har et solidt tag i folk i især Italien og Polen, går kristendommen så meget tilbage i en række vestlige protestantiske lande, at der om 30-40 år ikke længere vil være tale om en flertalsreligion.

Således vil for eksempel Storbritannien, Holland, Australien og New Zealand i 2050 have mistet et kristent befolkningsflertal, viser en undersøgelse fra analyseinstituttet Pew Research Center offentliggjort i april. Noget tilsvarende vil gøre sig gældende i Sverige, hvor den lutherske Svenska Kyrkan i 2026 ifølge eget skøn vil have under 50 procent af befolkningen som medlemmer.

På en måde banede Luther og hans disciple selv vejen for denne tilbagegang i dag, 500 år efter at de gjorde op med den katolske kirke.

Det mener professor i idéhistorie ved Aarhus Universitet Hans-Jørgen Schanz.

”Den protestantiske kristendom har et langt større potentiale for sekularisering end både ortodoks og katolsk kristendom og andre religioner. Det potentiale slår igennem i disse år,” siger han.

Kristendom er oprindeligt en mindretalsreligion grundlagt af en håndfuld jøder, som lagde vægt på det religiøse liv frem for at blive en politisk magtfaktor, og derfor adskiller kristendom som udgangspunkt det politiske fra det religiøse, påpeger Hans-Jørgen Schanz:

”Det blev i enorm grad overset af den katolske kirke, men Reformationens hovedbudskab var en tilbagevenden til denne adskillelse. Det betyder ikke, at kristendommen udsletter sig selv, men det betyder, at den giver plads til den verdslige magt, og at den i dag primært kommer til udtryk ved, at mange føler, at deres identitet er knyttet til den kristne arv, selvom de ikke er bekendende kristne.”

Winfried Gebhardt, professor i religionssociologi fra universitetet i Koblenz, Tyskland, kommer med en anden forklaring. Når de protestantiske kirker går så voldsomt tilbage, skyldes det en folkelig modvilje mod kirker, som står i pagt med statsmagten, mener han.

”Denne proces med tilbagegang er særlig stærk i Vesteuropa, og det er der to grunde til. Vesteuropa er hjemsted for oplysningstiden, som fra begyndelsen havde et kirkefjendsk sigte. Denne anti-klerikalisme blev endnu stærkere, da især de protestantiske kirker i Europa fik ry for at være statskirker, som stod det politiske etablissement særligt nær,” siger han og tilføjer, at også den historisk set magtfulde katolske kirke mister medlemmer i store dele af Europa.

Tilbagegangen for de protestantiske kirker er dog langtfra nogen global tendens.

Mens de gamle kirker i Europa betragtes som statsinstitutioner, der ikke altid har været på folkets side - kirken herhjemme var for eksempel en afgørende vigtig del af enevældens magtgrundlag - forholder det sig omvendt med protestantismen uden for Vesten, som eksempelvis i form af pinsebevægelsen vokser kolossalt. Sådan ræsonnerer professor i religionssociologi Detlef Pollack fra Westfälische Wilhelms-Universität i Münster, Tyskland.

”De karismatiske og evangelikale bevægelser i Latinamerika repræsenterer en fuldstændig anderledes form for kristendom - mindre institutionaliseret, ikke velhavende og magtfuld i politisk henseende, men tæt på de fattige. Derudover giver bevægelserne folk et fællesskab og en arbejdsmoral, som medvirker til, at folk forbedrer deres sociale status,” siger han.

De protestantiske kirker uden for Vesten har bedre kontakt til folket, tilføjer Ole Riis, religionssociolog og professor emeritus fra universitetet i Agder, Norge.

”Selvom Luther indførte det almene præstedømme, har præster i Nordvesteuropa ikke tradition for en nær dialog med menigheden. Går du til Latinamerika eller Afrika, er det karakteristisk, at præster er i meget tættere dialog med menighederne, for ellers skrider folk fra kirken. Herhjemme har fokus på individets valgfrihed også i religiøs henseende gjort det meget svært for kirken at få den dialog i gang, som er nødvendig for, at kirken kan have troværdighed blandt mennesker, som ikke længere er syndere med bøjet nakke, men selvstændigt tænkende individer.”

I nyere tid bærer kirken mange steder i Europa selv en stor del af skylden for, at kristendom er under afvikling, lyder det ligeledes fra Linda Woodhead, professor i religionssociologi ved Lancaster University, Storbritannien, som har forsket i forholdet mellem religion og samfund internationalt.

”Storbritanniens kirkeledere har for eksempel gjort et dårligt stykke arbejde. Church of England er langt mere konservativ end befolkningen og har mistet forbindelsen til det at være englænder,” siger hun.

Selvom udsigterne ikke er helt så dystre herhjemme og i de øvrige skandinaviske lande, skrumper den andel af befolkningen, der er medlem af folkekirken, år for år. Herhjemme er andelen faldet fra 89,3 procent af den samlede befolkning i 1990 til 77,8 procent i dag.

Men udviklingen er langtfra uafvendelig, mener Hans-Jørgen Schanz. Den protestantiske kirke har tværtimod en chance lige nu, som den ikke har haft i 100 år, lyder det optimistisk fra idéhistorikeren.

For det første mener han, at gruppen af kulturkristne, som føler, at deres identitet er knyttet til den kristne arv, vokser voldsomt.

”For det andet er det først nu ved at gå op for de kvikkeste, at den modernitet, der slår igennem i samfundet, kun er et praktisk arrangement til indretning af livet,” siger han og uddyber:

”Selvbestemmelse og demokrati er modernitetens normer, men de normer er tavse i forhold til alle menneskelige, eksistentielle problemstillinger. Det begynder folk at indse. Du trøster ikke en fortvivlet person med, at vedkommende kan få lidt mere demokrati. Når folk opdager modernitetens begrænsninger, får religionen mulighed for genfornyelse. Det er efter min opfattelse kirkens største opgave at opdage det forhold.”