Provokatøren Trier

Dansk film har ikke været det samme, siden den nu 44-årige Lars von Trier gjorde sin entré i det danske filmmiljø for små tyve år siden. Det har dansk tv for den sags skyld heller ikke. Altid parat til en provokation har Trier trådt på den ene ømme tå efter den anden og fornyet film- og tv-sproget. Sammen med partneren Peter Aalbæk Jensen har han med selskabet Zentropa omkalfatret den danske filmbranche. Og med en særlig evne til at få den måbende offentlighed til at spekulere over, om han er gal eller genial, har han skabt overskrifter, der ikke altid er positive, men som i hvert fald altid vækker opsigt. Og det er ikke det værste for en filminstruktør. Nu har han vundet De Gyldne Palmer ved filmfestivalen i Cannes med musicalen »Dancer in the Dark«, som vi endnu har til gode. Allerede hans afgangsfilm fra filmskolen, »Befrielsesbilleder« fra 1982 provokerede i en bevidst elitær æstetik ved at skildre en tysk soldats martyrium. Mange så filmen som fascineret af nazismen, hvilket man også mente at kunne iagttage i det lille »von«, han i filmskoletiden føjede til sit navn. Triers første spillefilm »The Element of Crime« (Forbrydelsens element, red.) provokerede det danske filmmiljø ved blandt meget andet at være indspillet på engelsk og altså ved at være internationalt tænkt fra start. »The Element of Crime« fra 1984 var Triers debut i Cannes, hvor den indbragte ham den tekniske pris. Den talte den pæne socialrealistiske tradition i dansk film midt imod, og allerede dengang var meningerne om Trier og hans film delte. Her i avisen skrev Johs. H. Christensen for eksempel, at den var en »klamkold, tarvelig fidus holdt i en opblæst poserende stil«, mens andre anmeldere fandt filmen fascinerende i sin gulbrune skildring af et undergangspræget Europa, hvor det regner uafladeligt, mens ungdommen dyrker dødsspring. Ingen behagesyge »Epidemic« fra 1987 var eksperimenterelysten sort-hvid film, der handlede om at lave film. Den har aldrig været nogen stor publikumssucces, og i dag er det mest bemærkelsesværdige ved et helt usædvanligt lavt budget på kun en million. Og så var det i programmet til »Epidemic« Trier skrev, at en film skal være som en sten i skoen. Ingen behagesyge her. Triers tredje film, »Europa« (1991) vakte international opsigt, men stadig formåede Trier ikke at få folk i biografen herhjemme. »Europa«, den tredje i hans såkaldte Europa-trilogi, foregår i Tyskland år 0, altså 1945, og skildrer en idealistisk, ung amerikaners mislykkede forsøg på bare at hjælpe de slagne fjender fra krigen. Filmen fængede aldrig følelsesmæssigt, men sikke billeder! Det var i »Europa«, vi første gang hørte navnet »Zentropa«, for det hed det togselskab, den unge amerikaner arbejdede for. Dogmerne Det var filmen »Breaking the Waves« fra 1996, der blev Triers helt store, internationale gennembrud. Med en international indtjening på over 200 millioner kroner var den dansk films største succes siden Bille Augusts »Pelle Erobreren«. I Cannes blev det - til Triers udtalte skuffelse - »kun« til andenpræmien, juryens specialpris, for skildringen af den enfoldige Bess, der ofrer sig for sin elskede, borebissen Jan. Her ramte Trier sit publikum i hjertekulen, men han trådte det også over tæerne: kvindelige tilskuere følte, at det var utilgiveligt at skildre en kvinde, der nåede frelsen ved den totale og dødelige ydmygelse. Andre blev dog bjergtaget over, at Trier formåede at modernisere det klassiske melodrama. Slutningen, hvor himlens klokker ringer ned mod det hav, Bess er stedt til hvile i, vakte også en del opsigt blandt et publikum, der nok ikke er vant til, at en lykkelig slutning er ensbetydende med en guddommelig accept af en særdeles kødelig opofrelse. Da filmen vandt den danske Bodil-pris, gjorde Trier sig bemærket ved i den filmede takketale at åle alle de danske filmfolk, der i årenes løb havde såret ham. Han gjorde det med et smil på læben og med sin karakteristiske ironi. Han tilgav nemlig dem alle! I foråret 1995 udsendte Trier sammen med Thomas Vinterberg det siden så berømte kyskhedsløfte. I et sprog, der legende lagde sig op ad klosterbroderskabets, formulerede de 10 bud, der skulle rense filmsproget for teknisk sminke. Det betød blandt andet håndholdt kamera, og at lyd og billede skulle indspilles samtidigt. Triers eget bud på en dogmefilm, »Idioterne« (1998), blev ikke den mest elskede af de tre, danske dogmefilm, vi har set indtil videre. Men »Idioterne« er den mest foruroligende af de tre. Svær at forholde sig til, svær at fordøje. En skildring af en flok unge velfærdsdanskeres forsøg på at finde deres egen, indre idiot - barnet i sig selv, om man vil. De provokerer i urkomiske scener høj og lav, men da kvinden Karen som den eneste påtager sig at spille idiot i en situation, hvor det virkelig betyder noget for hende, bliver filmen en chokerende oplevelse, man sjældent ser magen til. Tv-fornyer Trier har lavet andet end film. Ud over indspilningen af Carl Th. Dreyers manuskript til »Medea« på Tv-Teatret i 1987 er det på tv blevet til talkshowet »Lærerværelset« og interview-serien »Marathon«. I en klasse helt for sig selv står naturligvis Triers to gange fire episoder om »Riget«. Med populære skuespillere i roller som uduelige læger med hemmelige loger og synske patienter og med en god del uhygge og mystik tegnede Trier og hans mangeårige samarbejdspartner Niels Vørsel et først sarkastisk og - i de sidste fire afsnit - grotesk billede af livet på et hospital. Og vel af livet i Danmark i 90'erne. Og tv-sproget? Igen var Trier mere end almindeligt opfindsom. Her blev brudt alle regler for, hvordan man filmer rigtigt og pænt. Men det var tider, dengang da »Riget« gik over skærmen i 1994 og 1997. Ikke mindst Triers egne Hitchcock-agtige afrundinger, hvor han ironisk opsummerede handlingen og bad os tage det gode med det onde står i erindringen om en tv-serie, der blandede genrer, man troede adskilte for tid og evighed. Triers næste tv-provokation var af en helt anden skuffe, da han i et oprør med barndomsshjemmets kulturradikale vrængen på næsen ad den folkelige Korch købtre rettighederne til filmatiseringen af Morten Korchs romaner. Trier selv fungerede som en slags kunstnerisk konsulent på serien, der forsøgte at ramme et meget bredt publikum på én gang, nemlig såvel det klassiske Korch-publikum som det typiske Trier-publikum. Det nye årtusinde åbnede med de fire dogme-brødres D-dags projekt. Med fire hold skuespillere og fire filmhold rundt omkring i København nytårsaften stod Trier, Thomas Vinterberg, Søren Kragh-Jakobsen og Christian Levring for hver sin del af en samlet fortælling, der blev sendt samtidig på de landsdækkende, danske kanaler 1. januar. Helt vellykket var det ikke, men ideen var nyskabende. Nu venter vi så på »Dancer in the Dark«. I en tid, hvor ingen laver musicals, har Trier gravet denne storslåede, typisk amerikanske genre frem fra filmhistoriens arkiver; efter hvad man forstår fra anmeldelserne fra Cannes i en særdeles tragisk variant, der slet ikke hører genren til. Historierne om, hvordan hovedrolleindehaveren, islandske Bjørk, udvandrede fra optagelserne, har fyldt den presse, der har »konflikt« som et af sine nyhedskriterier. Og på trods af at Trier ved prismodtagelsen sagde, at han elskede hende, selvom hun næppe ville tro det, lod han gassen gå af den ballon, da han ved den efterfølgende pressekonference sagde, at »elske« jo er sådan noget amerikansk noget. Han fik også sagt, at Cannes-festivalens leder, Gilles Jacob, som han karakteriserede som en meget venlig mand, nok ikke vidste så meget om film! Guldpalmerne til trods: Provokatøren Lars von Trier lever i bedste velgående. Så mon ikke vi stadig kan forvente os pressehistorier om hans - kalkulerede? - meritter i årene fremover. Det gør livet med dansk film lidt sjovere. Og Lars von Triers film gør dansk og international film meget bedre. Tillykke med guldpalmerne.