Præst: Menigheden hører ikke det, præsten prædiker

Der kan være langt fra det, som præsten siger fra prædikestolen til det, menigheden hører. Det er nemlig en kompliceret proces at lytte til en prædiken, konkluderer præst i en ny undersøgelse af kirkegængere

Det er en kompliceret proces at lytte til en prædiken, og præstens intentioner for prædikenen er ikke nødvendigvis ens med de budskaber, som det menigheden hører.
Det er en kompliceret proces at lytte til en prædiken, og præstens intentioner for prædikenen er ikke nødvendigvis ens med de budskaber, som det menigheden hører.

Skolelærere ved det. Ægtepar ved det. Og forældre ved det i særdeleshed. Folk hører ikke altid efter, det man siger, og hvis de gør, hører de ofte kun det, de vil høre.

Sådan er det i en vis udstrækning også i folkekirken.

Man behøver ikke at have været præst i særlig lang tid, før man oplever, at kirkegængerne siger til en i kirkedøren, at de og de pointer i ens prædiken var fine. Men man ved, at det har man aldrig sagt, siger præst Marianne Gaarden til DRs radioprogram Religionsrapport.

Hun har netop foretaget en undersøgelse af, hvad kirkegængere får ud af at komme i kirke og høre præsten prædike.

LÆS OGSÅ: Menigheden skal forstå, hvad teksten siger

Her konkluderer hun, at det er en kompliceret proces at lytte til en prædiken. Forholdet mellem, hvad præsten siger, og hvad menigheden hører, er langt fra en til en. Det skyldes, at man ikke slår sine tanker fra eller holder op med at tænke, mens man sidder og lytter:

Man sidder og tænker, parallelt med at man også lytter. Man sidder og får associationer i forhold til det, der bliver sagt. Eller det kan være noget i kirkerummet, der afleder ens tankevirksomhed, siger hun.

Jeg vil tro, at størstedelen af vores modtagerapparat går med vores egen tankevirksomhed, der går i dialog med det, der er sagt, siger Mariannne Gaarden som forklaring på, hvorfor menighedens udbytte af søndagens prædiken kan afgive noget fra præstens intentioner.

Men hvad er så hensigten med prædikerne, kan man oplagt spørge? I Mariannne Gaardens undersøgelse efterspørger kirkegængerne, at prædikenen relaterer sig til deres eget, personlige liv.

Prædikenen skal være i relation med det liv, folk lever; med problemer med partneren, børn, i forhold til deres arbejde eller sygdom; alle de livsvilkår, vi mennesker lever under, siger hun og forklarer, at kirkegængerne ikke har brug for at få prædiketeksten genfortalt eller fortolket.

Den indstilling har ifølge Marianne Gaarden ændret sig over tid. Før i tiden ville folk snarere søge til kirken for at få frelse eller syndsforladelse, men det gælder ikke længere.

Folk efterspørger mening. Det tror jeg er en ubevidst detektor i den måde, de lytter til prædikenen. De søger efter mening, og de er på i det øjeblik, noget giver mening.

Marianne Gaarden vurderer ud fra de svar, hun har fået i sine interviews med kirkegængere, at folk går i kirke for at få åndelig næring. Og det gælder også de kirkegængere, der ikke opfatter sig selv som troende:

Vi snakker om, at vi lever i en sekulariseret tidsalder, altså, at folk ikke er troende. Men troen lever i bedste velgående. Der er folk der siger, at "Jeg tror ikke på Gud eller alt det der pjat med Adam og Eva og verdens skabelse - men der er mere mellem himmel og jord og jeg tror på, der er en kraft." Der er en tro, der langt fra altid er formuleret, som slet ikke kan defineres og puttes ind i kirkens dogmer, men troen er der. Jeg tror, præsterne underkender folks tro, når vi har så travlt med at sige, at folk kun kommer i kirken til de kirkelige handlinger som begravelser, dåb og bryllupper. Jeg tror faktisk, at folk rigtig gerne vil have åndelig næring, siger hun til DRs Religionsrapport.