Præst under anklage for nedsættende udtalelser

Kirkeretsekspert bakker op om klage over sognepræst, som i bog om sex og kristendom har udtalt sig negativt om menighedsrådsmedlemmer

Poul Joachim Stender har hidtil vakt opmærksomhed med sine erotiske udtalelser om Jesus og Gud i år. Nu er han under anklage for nedsættende udtalelser.
Poul Joachim Stender har hidtil vakt opmærksomhed med sine erotiske udtalelser om Jesus og Gud i år. Nu er han under anklage for nedsættende udtalelser. Foto: .

Sognepræster skal ikke have lov til at krænke samtlige landets menighedsrådsmedlemmer uden en påtale fra biskoppen. Det mener rets-teolog og kirkeretsekspert Kristine Garde, der dermed bakker op om en klage fremsat af dr.theol. Carsten Breengaard og cand.theol. Johannes H. Christensen over sognepræst og forfatter Poul Joachim Stender.

DOKUMENTATION: Læs klage over Poul Joachim Stender

I sin nyeste bog "Med Gud i sengen" skriver Poul Joachim Stender, at "antallet af sexede menighedsrådsmedlemmer er skræmmende lavt."

Den passage bør få konsekvenser for præsten, som til daglig skal arbejde sammen med menighedsrådsmedlemmer, vurderer Kristine Garde.

"Her er der tale om en usaglig, negativ og nedladende beskrivelse af det folkekirkelige almene præstedømme," siger hun til Kristeligt Dagblad og uddyber:

"Jeg mener, at biskoppen her er nødt til at træde i karakter med en irettesættelse og en påtale, som ville have stor signalværdi i forhold til menighedsrådsmedlemmerne. For den type udtalelser gavner ikke samarbejdet mellem præst og menighedsråd."

Poul Joachim Stender har hidtil mest vakt opmærksomhed med sine erotiske udtalelser om Jesus og Gud i bogen fra februar i år. Men det nye aspekt i sagen er, at bogens beskrivelser af sex og kristendom trækkes helt op i nutiden og sættes i forbindelse med de mennesker, Poul Joachim Stender som præst og tjenestemand har et ansvar for at arbejde sammen med.

"Det er stærkt krænkende, at en sognepræst karakteriserer folkekirkens folkelige element på den måde. Det er jo en tjenestemand, som siger det om sine nærmeste samarbejdspartnere," siger dr.theol. og tidligere universitetslektor Carsten Breengaard, som sammen med Johannes H. Christensen har indgivet klagen til biskop Peter Fischer-Møller, Roskilde Stift.

Klagerne ønsker, at biskoppen med en tjenstlig samtale skal markere en grænse for, hvilke sproglige virkemidler en præst må anvende.

"Det ville være udmærket, hvis biskoppen sagde, 'kan vi så få en ordentlig tone, sognepræst!'," siger Carsten Breengaard.

Gotfred Larsen, næstformand i Landsforeningen af Menighedsråd, kalder Poul Joachim Stenders beskrivelse for en "uforskammet og utilstedelig generalisering." Alligevel afviser han en påtale af sognepræsten.

"Det er en uforskammethed over for en befolkningsgruppe, som kan virke sårende. Ikke fordi menighedsråd går rundt og vil være sexede. Men det er en nedladende og hoven udtalelse. Det er ikke passende, at præstestanden karakteriserer menighedsrådene i generelle vendinger. Han kan mene, hvad han vil, men bør holde mund med det," siger Gotfred Larsen og kalder bogen "ligegyldig" og "ikke værd at bruge tid på".

Poul Joachim Stender, der selv er medlem af bestyrelsen for Landsforeningen af Menighedsråd, fortryder nu den markante beskrivelse af menighedsrådsmedlemmerne.

"Man kan måske misforstå den intention, så set i bakspejlet burde jeg nok have uddybet det," siger sognepræsten.

kirke@kristeligt-dagblad.dk