Præster får hjælp til begravelser af ikke-medlemmer

Særligt yngre præster skal tage stilling til begravelser af afdøde, der ikke er medlem af folkekirken. Biskopper vil hjælpe med en vejledning

Præster kan selv bestemme, om de vil begrave afdøde, der ikke er medlemmer af folkekirken. En ny vejledning skal hjælpe præsterne. -
Præster kan selv bestemme, om de vil begrave afdøde, der ikke er medlemmer af folkekirken. En ny vejledning skal hjælpe præsterne. -. Foto: stock.xchng.

Præster skal jævnligt vurdere, om de skal gå med til at begrave en afdød, der ikke er medlem af folkekirken.

Det er i dag muligt for præsterne både at sige ja og nej. Biskopperne besluttede i går, at de nu vil hjælpe usikre præster med en vejledning. Det skriver Politiken.dk.

Ifølge biskop i Viborg Stift, Karsten Nissen, skal særligt yngre præster tage stilling til ønsket om en begravelse for ikke-medlemmer.

- Vi lægger meget vægt på, at sognepræsten beholder det individuelle skøn i situationer, hvor afdøde ikke er medlemmer af folkekirken, så det vil vi ikke ændre på. Men vi ser et behov for at hjælpe præsterne med en mere præcis vejledning, siger Karsten Nissen.

Cirke hver femte dansker er ikke medlem af folkekirken.