Præster i valg- og frimenigheder er særligt udsatte for stress

Fri- og valgmenighedspræster står ofte i en mere sårbar position og er mere udsatte for stress, mener flere frikirke-folk

Fri - og valgmenighedspræster er mere udsatte for stress på grund af deres særlige ansættelsesforhold, lyder det fra flere sider.
Fri - og valgmenighedspræster er mere udsatte for stress på grund af deres særlige ansættelsesforhold, lyder det fra flere sider.

Efter kun to måneder som valgmenighedspræst gik Uffe Kronborg ned med en depression. Sygemeldingen var udløst af flere faktorer, men arbejdet i Hedensted Valgmenighed blev ikke som forventet og efter halvandet år i stillingen sagde han op.

Der er ingen tvivl om, at et job som valgmenighedspræst har en særlig sårbarhed. Om det så er stress, udbrændthed, sorg eller en depression, man rammes af. Sårbarheden forstærkes i den ensomme struktur, der kendetegner et job som valg- eller frimenighedspræst, fortæller Uffe Kronborg, der i dag er sognepræst i Ansgars Kirke i Aalborg.

LÆS OGSÅ: Hver femte præst har været syg af stress

Uffe Kronborgs historie er ikke unik.

I går kunne Politiken fortælle, at 20 procent af folkekirkens præster rammes af stress. Flere kilder, Kristeligt Dagblad har talt med, vurderer imidlertid, at risikoen for at få stress er endnu større hos valg- og frimenighedspræster. Ifølge Kristeligt Dagblads oplysninger har mindst fem præster i de 33 fri- og valgmenigheder på den kirkelige højrefløj lidt af stress, udbrændthed eller depression. Kilder i miljøet skønner, at det reelle tal er mindst dobbelt så højt.

Formand for Indre Mission Hans-Ole Bækgaard, der selv er valgmenighedspræst i Aarhus Bykirke, genkender problemet. Hans forgænger på posten var kirkens første præst, men tog allerede efter et år afsked med menigheden blandt andet på grund af stress.

Det at være ny menighed giver nogle udfordringer. Man har mange visioner og tanker om det at være menighed, men ikke alle visioner kan indfries. Samtidig skal man som valg- og frimenighedspræst være opmærksom på, at man bliver tilknyttet menigheden på en anden måde end sognepræsten. Man er direkte valgt og direkte aflønnet, og hvis ikke man har afstemte forhold på forhånd, så kan der være uindfriede forventninger fra begge sider, lyder det fra Hans-Ole Bækgaard.

Generalsekretær for Luthersk Mission Jens Ole Christensen genkender også problemet med stress blandt valg- og frimenighedspræster.

Vi har oplevet det i mindre grad end det, jeg lægger mærke til hos andre lignende organisationer. Måske skyldes det den særlige opbygning, vi har. Vi ser ikke præsten som den eneste hyrde for menigheden, men sætter ledelsesansvaret ind i et fællesskab. Derfor er vores præster med i ledelsesgrupper, hvor der ud over præsten typisk er to-tre lægmænd fra menigheden.

Ledelseskonsulent Poul Langagergaard er ikke i tvivl om, at vi i takt med etableringen af flere valg- og frimenigheder også vil se flere stress-meldinger blandt præsterne. Mellem 10 og 15 nye menigheder af slagsen er på vej.

Det at en fri- og valgmenighedspræst er så tæt forbundet med dem, der betaler præstens løn, gør, at der opstår en potentiel risiko for stress. Derudover hænger det sammen med præstations-afklaringen, som måske ikke er på plads.

Hos Dansk Oase vurderer formand og valgmenighedspræst i Aalborg Valgmenighed Jesper Fodgaard, at Politikens oplysninger om, at hver femte folkekirkepræst rammes af stress, også gælder i valg- og frimenigheder.

Det er klart, at stress også er et problem, vi genkender i Dansk Oase, men jeg tror, alle steder med præster oplever stress. Jeg tror ikke, det er værre eller bedre at være præst i en frimenighed.