Folkekirkens præsteret, som sognepræst Thorkild Grosbøll i et år var tæt på at blive indklaget for, er den sidste rest af kirkens egen lovfæstede mulighed for at rejse retssager, som har med den kirkelige virksomhed at gøre. Tidligere havde både den katolske og den lutherske kirke en række gejstlige retter ved siden af de verdslige, men de er alle gennem årene blevet nedlagt.
Folkekirkens nuværende præsteret er vedtaget i 1992 af Folketinget og er dermed af ret ny dato. Indtil da var der de gejstlige retter, som kunne dømme præster eller provster som havde gjort sig skyldig i disciplinære forseelser eller overtrådt selve kirkens lutherske bekendelsesgrundlag.
I tidligere tid, under Den katolske kirke, var det almindeligt at kirken havde en række domstole ved siden af de verdslige. I 1916 gennemførtes en større reform af dansk retspleje, og de gejstlige retter kom i søgelyset. Mange mente, at det ikke længere var tidssvarende, at kirken havde sine egne domstole.
Et udvalg fik til opgave at undersøge, om det system kunne laves om. Konklusionen blev, at disciplinære overtrædelse kunne retsforfølges under anden lovgivning, for eksempel tjenestemandsloven, og tilbage stod kun et enkelt punkt: kirkens bekendelsesgrundlag. Udvalget mente, at folkekirken selv havde en vital interesse i, at kirkens forkyndelse sikres frihed i forhold til de administrative myndigheder. En del af muligheden for retsforfølgelse skulle fortsat ligge i kirken. Udvalget fremlagde imidlertid ikke noget udkast til en ny lov.
Først i 1991 gik man igen i gang med præsteretten. Det var ved denne lejlighed, at biskopperne fik indføjet, at hvis en biskop krævede en sag rejst, så skulle Kirkeministeriet efterkomme det. Anklagede præster skulle nu ikke længere for en kirkelig ret, men i den lokale byret, dog med teologisk sagkyndige dommere til at supplere den juridiske dommer. Den nye lov blev vedtaget med bred enighed i Folketinget i 1992 under navnet "Lov om domstolsbehandling af gejstlige læresager".
Den første præst, som stod anklaget for præsteretten var sognepræst i Snedsted, Bent Feldbæk Nielsen, som på egen hånd ændrede i det autoriserede dåbsritual og efter myndighedernes opfattelse prædikede imod det teologiske indhold i folkekirkens barneåb. Sagen kom til at tage fem år fra 1994 og til 1999, hvor landsretten stadfæstede afskedigelsen af Bent Feldbæk Nielsen.
Siden har ingen anden præst, provst eller biskop været anklaget ved præsteretten. Derimod har der været en løbende debat om præsteretten, med dens langsommelighed, er det bedste bud på folkekirkens beskyttelse af bekendelsesgrundlaget. Flere har fremført, at der i stedet skulle oprettes et lærenævn, som blandt andet kendes fra en række nordiske kirker. Nævnet er ikke en del af domstolene og har mulighed for at afsige en langt hurtigere afgørelse.