Psykiatere undervurderer patienters religiøsitet

Selvom det kan være gavnligt at inddrage religion i samtalen med psykiatriske patienter, sker det sjældent på ­psykiaterens initiativ, viser undersøgelse. Emnet er stadig for privat, siger den ph.d.-studerende bag

Man skal regne med at blive spurgt ind til lidt af hvert under en samtale med en psykiater. Til sindslidelser i slægten, traumatiske oplevelser i barndommen, tidligere parforhold, helbred og seksuelle præferencer. Men ens religiøse tilhørsforhold vil man i mange tilfælde kunne få lov til at holde for sig selv. Det spørgsmål tages nemlig sjældent op af psykiatere, selvom det faktisk burde blive det.

Det konkluderer Ricko Damberg Nissen, der er antropolog og ph.d.-studerende på institut for sundhedstjenesteforskning på Syddansk Universitet. I sit ph.d.-projekt, der afsluttes næste år, undersøger han, hvordan psykiatere forstår og håndterer deres patienters religiøsitet, og i den forbindelse har han lavet dybdegående interviews med 22 psykiatere fra Region Syddanmark.

”Der er ingen af de psykiatere, jeg har talt med, som systematisk spørger ind til deres patienters religiøsitet. Det kommer kun på tale, hvis det helt tydeligt træder frem som en negativ ting, psykiateren ikke kan undgå at blive opmærksom på. Hvis religion tages op som noget positivt under samtalen, er det kun, fordi patienten selv bringer den på banen,” siger han.

Målet med ph.d.-projektet er ifølge Ricko Damberg Nissen at undersøge, hvordan religion kan bruges positivt i psykiatrien, ligesom man ser det i behandlingsforløb for kræftsyge og terminale patienter.

”Den type patienter står ofte over for større kriser, hvor det giver mere mening at tale om liv, død og tro. Men der er meget international forskning, som viser, at patienter inden for psykiatrien også gerne vil tale om deres religiøsitet, og at psykiatriske patienter ofte er mere religiøse end det brede gennemsnit. Derudover har forskning også vist, at patienters religiøsitet kan bruges aktivt og positivt til at få dem igennem kriser. Jeg havde derfor ventet, at psykiaterne måske gik mere aktivt ind i den positive religion, end min undersøgelse viste,” siger han og tilføjer, at han med ”positiv religion” blandt andet hentyder til, at patienter kan hente støtte i det religiøse fællesskab, de er med i.

De psykiatere, Ricko Damberg Nissen har talt med, havde alle oplevet patienter, hvor religion enten havde en positiv eller negativ betydning på deres sygdomsforløb. Det sidste kunne være, at de var blevet ekskluderet fra et religiøst fællesskab på grund af deres overbevisning eller seksuelle orientering. At psykiaterne alligevel ikke selv bragte emnet på banen i deres konsultationer, skyldtes ofte, at det ikke var naturligt for dem, siger han.

”Nogle af dem, jeg talte med, fortalte, at det ikke var vigtigt for dem at vide, om patienten var religiøs. Andre sagde, at de bare ikke spurgte systematisk ind til religion, men prøvede at være opmærksomme på, hvilke problemstillinger der dukkede op i samtalen. Og en gav udtryk for, at det er svært at snakke om religion. Generelt lå det mellem linjerne, at religion er meget privat i Danmark. Her render man ikke rundt med religiøse overbevisninger uden på tøjet, og derfor er det mere uklart, hvordan man skal forholde sig til andres religion.”

Poul Videbech, der er professor og overlæge på Psykiatrisk Center Glostrup, har tidligere kritiseret, at religiøsitet ikke fylder meget i psykiaternes samtaler med patienter. Og han tror ikke, billedet har ændret sig over de seneste år.

”Der er en blufærdighed omkring religiøsitet hos læger og hos de fleste danskere, hvilket nok spiller ind. Men jeg kender bestemt patienter, hvor religion har haft enorm betydning for sygdomsforløbet. Deres religiøse opfattelse kan både være hindrende og lindrende i behandlingen, hvilket er to gode argumenter for at tage emnet op. Jeg har både haft samtaler, hvor jeg kunne fornemme, at det var vigtigt at komme ind på det religiøse, og samtaler, hvor jeg ikke havde overvejet at spørge ind til religion, men hvor det viste sig at være vigtigt,” siger han.

Det kan dog også være svært for læger at overskue de religiøse problemstillinger, en psykiatrisk patient har, siger Henriette Pedersen, der er sognepræst i ­Budolfi Kirke i Aalborg og tilknyttet Aalborg Psykiatriske Sygehus som sygehuspræst.

”Når vi taler om religiøsitet hos psykiatriske patienter, så spænder det fra almindelige folkekirkekristne til folk, der tror på ufoer. Der er tale om et bredt spektrum og om både sund og usund religion. Derfor tror jeg, at det kan være svært at håndtere for en læge, der ikke har stor viden om religiøsitet fra sin uddannelse eller sit arbejde,” siger hun og tilføjer, at hun i sit arbejde på sygehuset til gengæld oplever en større anerkendelse af, at patienter også har en åndelighed og religion med sig.

”Tidligere tænkte man, ’hvad laver præsten på et psykiatrisk sygehus – er det ikke bare opium for folket?’ Sådan er det slet ikke mere. Men lægen og præsten kommer med hver deres faglighed, og måske er det bedre, at patienten taler om religion med præsten end med lægen, ligesom jeg ikke snakker om medicin med patienter,” siger hun. J