Psykolog: Det er hverken kreativt eller tillidsvækkende, når DR blander kærlighed og astrologi

Tyr, Krebs eller Løve? Søndag får et nyt datingprogram, hvor astrologien bestemmer, premiere på DR. Landets største mediehus burde holde sig for fin til at lave datingprogrammer baseret på astrologi, mener psykolog og familieterapeut. Programmet skal gøre folk klogere på astrologi – også skeptikerne, svarer redaktionschef i DR Ung TV

Psykolog Annette Due Madsen mener ikke, at det er etisk forsvarligt, at DR laver en udsendelse, hvor de matcher singler på baggrund af astrologi. Til højre ses Nikolaj og Sophies første møde i datingprogrammet "Matchet på Mælkevejen". Foto: Leif Tuxen og Line Snitker/DR
Psykolog Annette Due Madsen mener ikke, at det er etisk forsvarligt, at DR laver en udsendelse, hvor de matcher singler på baggrund af astrologi. Til højre ses Nikolaj og Sophies første møde i datingprogrammet "Matchet på Mælkevejen". Foto: Leif Tuxen og Line Snitker/DR.

”Astrologi er mere end poppet pseudovidenskab”, står der på Danmarks Radios side for deres nye datingprogram ”Matchet på Mælkevejen”. I programmet, der har premiere søndag, matches otte singler på baggrund af netop dette udsagn. For hvilket stjernetegn passer de deltagende bedst sammen med? Det er op til Amalie Bendixen og Marianne Gellert, som er værter på stjernetegnspodcasten ”Astropod”, at bestemme.

Men det er ikke etisk forsvarligt at lave et program, hvor man matcher par med udgangspunkt i astrologi, mener Annette Due Madsen, der er psykolog og familieterapeut.

Hun stiller sig meget undrende over for programmet, som hun endnu ikke har set, men som hun mener gør en af de vigtigste og alvorligste livsbegivenheder i et menneskeliv – at finde den gode og nære kærlighedsrelation – til noget ”ualvorligt”.

”Noget, der har så stor betydning for os mennesker som nære, trygge og varige relationer, fortjener en mere faglig og seriøs behandling. Der findes rigtigt meget forskning om, hvad der fremmer såvel som hæmmer gode relationer i at udvikle sig, og det ville have klædt en public service-kanal, der laver en udsendelse om parforhold, at tage afsæt i al den viden,” siger hun og fortsætter:

”Den her type udsendelser pirrer nysgerrighed og er underholdning på et etisk problematisk grundlag. Der er nok udsendelser på andre kanaler, hvor underholdning og opmærksomhedssøgende deltagere er højeste ledetråd. Og at DR går i samme retning, synes jeg hverken er kreativt eller særligt tillidsvækkende. Man har en etisk opgave i ikke at udnytte måske længselsfulde og opmærksomhedssøgende mennesker, som ofte er dem, der siger ja til at deltage i disse programmer, og man risikerer at udnytte og udstille sårbare sjæle.”

Redaktionschef i DR Ung TV Erik Struve Hansen forsvarer mediehusets etiske overvejelser ved at lægge vægt på, at deltagerne har fået mulighed for at se kritisk på DR’s metode:

”Som en del af konceptet måtte deltagerne ikke vide, hvilken metode de var matchet ud fra. Alle medvirkende sagde derfor også ja til at medvirke uden at kende matchmetoden, og de vidste altså ikke, at de var matchet på baggrund af astrologi. Derfor var det også vigtigt, at deltagerne, da metoden blev afsløret for dem, fik mulighed for at sige deres holdning til astrologien og stille sig kritiske over for metoden. Og det gør nogle af dem,” skriver han i en mail til Kristeligt Dagblad.

Erik Struve Hansen mener ikke, at programmet bare er letkøbt underholdning:

”Vi ved godt, at astrologi deler vandene, og vi har ingen intentioner om at legitimere eller overbevise om det ene eller det andet. Som sagt er det jo i sidste ende deltagerne, der fælder dom over astrologien som matchmaking-redskab, når de træffer deres valg. Der findes jo mange andre datingprogrammer, hvor deltagende matches ud fra andre kriterier, så jeg kan ikke se, hvorfor denne metode skulle være mere problematisk end noget andet. Denne gang har vi brugt astrologi, fordi det har vokset sig stort gennem årene hos særligt de unge. Om man tror på det eller ej, er ikke en præmis for at se programmet,” skriver Erik Struve Hansen.

Programmet er endnu en gren på den i årevis voksende tendens til at lukke astrologisk livstydning ind i vores liv, siger Astrid Krabbe Trolle, ph.d. i religionssociologi og postdoc på Roskilde Universitet. Ifølge hende passer astrologi ”perfekt” til i dag, hvor der er et stort fokus på selvudvikling – også i dating.

”Astrologi er ekstremt tilpasningsdygtigt i forhold til den måde, som folk kommunikerer på i dag – via datingsider og apps. Samtidig lever vi i et senmoderne samfund, hvor folk leger med deres identitet og prøver forskellige ting af, som datinglivet i sig selv er en stor arena for,” siger hun.

Alligevel undrer religionssociologen sig over, at DR med sit nye datingprogram ifølge hende legitimerer, at personer matches på basis af deres stjernetegn.

”Der er en væsentligt pointe forbundet med, at astrologien passer godt til tidens uforpligtende brug af religion, hvor mange kombinerer forskellige religiøse og spirituelle traditioner.”

Men, fortsætter hun:

”Man kunne vende det om og spørge, om DR også ville være garant for andre former for religion? Scientology for eksempel? Der kan være mange forskellige religiøse udtryk, som kan være mere eller mindre legitime i offentligheden. Men astrologi bliver her betragtet som en ufarlig religiøs tradition, der er erfarings- og praksisorienteret, og som folk bruger som en fortolkningsmulighed i deres hverdag, men som for de fleste ikke udgør et sammenhængende trossystem.”

Indtil fredag aften efter avisens deadline kunne man læse på DR’s hjemmeside, at “astrologi er mere end poppet pseudovidenskab”. Efter skarp kritik - blandt andet fra politisk side - valgte DR at fjerne den omtalte formulering samt en række andre formuleringer. I en mail skriver DR følgende til Ekstra Bladet: “De oprindelige formuleringer ramte simpelthen ikke skiven”, og at de nu er blevet ændret, så de "tydeligere flugter med programmets intention".