Prøv avisen

Puslespil eller hårdkogt

Krimi: Intelligent engelsk opdager eller hårdkogt amerikansk detektiv? Krimier fås på mange måder

Krimier er i dag fast punkt på de fleste danske forlags udgivelsesprogrammer, men sådan har det ikke altid været. Det er ikke så forfærdelig mange år siden, at krimier blev betragtet som anden- klasses litteratur, en slags underlødig kiosklitteratur, og det er da også korrekt, at krimiens indtog på det danske marked i væsentlig grad skete via en række kioskforlags udgivelser af særlige krimiseriehæfter. Men den store interesse for krimien fik hurtigt andre og mere seriøse forlag til at følge trop med bogudgivelser. Der er vel næppe udgivet så mange krimier i Danmark som op gennem 1990'erne, og kritikken af krimilitteraturen som »andenklasses« og »ikke-rigtig-litteratur« er for længst forstummet. Tværtimod er det ikke svært at finde både såkaldte eksperter og mange andre, der vil forsvare det standpunkt, at krimien i dag er den egentlige samtidsroman: Vor tids væsentligste både samfundsbeskrivende og -kritiske roman. Så med alle sine genrer og al sit væsen er krimien virkelig kommet ind i varmen. Og der er mange genrer, for som bekendt: Kært barn har mange navne. Der er kulturkrimien, hvor for eksempel hovedpersonen tilhører et etnisk mindretal eller andre minoritetsgrupper (f.eks. amerikaneren Tony Hillermans krimier med den indianske politimand Jim Chee), den historiske krimi (for eksempel Bruce Alexanders bøger om den blinde sir John Fielding, der løser mordgåder i 1700-tallets England) eller middelalderkrimien (f.eks. den danske forfatter Martin Jensens bøger om byfogeden Eske Litle, der gør det samme i Assens i 1300-tallet). Så er der femi-krimien, der herhjemme fik sit gennembrud med Sarah Paretskys romaner med den kvindelige detektiv V.I. Warshawski i hovedrollen, og der er politiromanen, hvor Ed McBains bøger fra station 87 er blandt klassikerne og naturligvis også retssalskrimien, hvor Scott Turow er en af de store. Ud over de her nævnte genrer (der er vist også en genre, der kaldes økokrimien?), er der selvfølgelig de to store grundlæggende: puslespilskrimien og den hårdkogte krimi. Mens den første forbindes med britisk krimitradition, forbindes den anden typisk med den amerikanske, selv om der på begge sider af Atlanten kan findes mange eksempler, der bryder dette mønster. Englænderen Wilkie Collins (hans kriminalistiske hovedværk »Månestenen« udkom i 1868, på dansk i 1920) og ikke mindst Arthur Conan Doyle med den deduktive Sherlock Holmes lagde grunden til puslespils-krimien, som vi kender i rendyrket form for eksempel hos Agatha Christie. Hendes belgiske detektiv, Hercule Poirot, bruger sine grå celler til brik for brik at stykke løsningen på mordgåden sammen, og den anden kendte Agatha Christie-figur, Miss Jane Marple, bruger sin indgående menneskekundskab baseret på sin viden om folk og naboer i landsbyen St. Mary Mead til at finde frem til morderen. Det er svært, ja, faktisk umuligt, at forestille sig Hercule Poirot lange en lige venstre ud eller Miss Marple med en pistol i hånden, og netop det er også kendetegnende for den traditionelle puslespilskrimi: Et minimum af vold, altså lige bortset fra - som regel - det ene mord, der skal opklares. Anderledes er det med de hårdkogte krimier, der også kunne kaldes hårdtslående. For her slås der med en proper næve, og helten, som regel en mandlig detektiv, er altid udstyret med et våben. To af genrens mest kendte forfattere er Dashiell Hammet og Raymond Chandler. Sidstnævnte tog iøvrigt i et berømte essay, Mordets enkle kunst, der først udkom på dansk i 1983, afstand fra puslespilskrimien og krævede handlingsprægede kriminalromaner. Og det er også, hvad man får, når man læser hans egne krimier, der har privatdetektiven Philip Marlowe i hovedrollen. I Kristeligt Dagblads sommerserie om krimien går vi i dag tættere på Collins' hovedværk, »Månestenen«, og senere følger også en artikel om Raymond Chandler. miekristeligt-dagblad.dk Mord i liggestolen Kvinder på sporet, mord på menuen og eksistentielle studier i skyld og straf. Kristeligt Dagblad sætter i en række artikler fokus på danskernes ferielæsning nummer ét, krimierne. Dette er anden artikel i serien. Første artikel blev bragt lørdag den 23. juni (Dan Turll)