Bortset fra, at det ikke er en pyramide som dem i Egypten, og bortset fra, at bunden af Genesaret sø på sit dybeste måler en del mere end 12 meter, er den god nok. Genesaret Sø gemmer på en undersøisk hemmelighed i sit sydvestlige hjørne: en kolossal kegleformet struktur, der måler over 60 meter i diameter, når op i ti meters højde på midten og består af store basaltsten på op til en meters tykkelse. Den er helt sikkert menneskeskabt, viser undersøgelser, siden stedet blev opdaget i 2003, og samlet set måtte de fortidige personer, der stod for besværet, slæbe noget i retning af 60.000 tons sten for at skabe formationen.
De israelske arkæologer, der har stået for undersøgelser af stendyngen, har også et bud på dens alder og formål. For at tage det sidste først: Det er sandsynligvis ikke blot en stendynge, men en stendysse, en antik gravhøj præcis som pyramiderne.
Der findes lignende, omend mindre, andre steder i Galilæa. Alderen har de også et bud på. Ud fra målinger i aflejringslaget omkring fundamentet mener de, at den er i retning af 4000 år gammel. Da er vi tilbage i den tid, hvor dette område hed Kanaans land, længe før, der var noget ved navn Israel.
Hvordan disse folk kunne konstruere den nu undersøiske struktur, er ikke helt så mystisk, som man skulle tro. Vandstanden i Genesaret sø er afhængig af den årlige nedbør, og i visse perioder anslås det, at den har stået noget lavere på grund af tørke. Noget tyder på, at den stod et par meter lavere på Jesu tid og betragteligt lavere for 4.000 år siden, hvor en langvarig tørke hærgede Nærorienten.
Det viser sig, at den mystiske stenstruktur måske har en nærmest mytisk side oven i hatten. Det er i hvert fald den israelske forsker Michael Freikmans teori, som han har lanceret i et videnskabeligt tidsskrift. Der findes nemlig en gammel myte skrevet på en kanaanæisk dialekt, ugaritisk. Den blev fundet sammen med omkring 1.500 andre indskrifter på samme sprog i Ugarit i det nuværende Nordsyrien. Selve indskriften er 5-600 år yngre end stendyssen og skrevet med det fascinerende kileskrifts-alfabet.
Myten fortæller i digtform om mordet på kongesønnen Aqhat. Han var den eneste og længe ventede søn af kong Dan’el. Som kongesøn havde Aqhat fået en vidunderlig gave i form af en magisk bue. Desværre for ham vakte dens evner gudinden Anats misundelse, og da han ikke ville give den til hende, fik hun ham snigmyrdet. I sin desperation beder kong Dan’el guden Ba’al om hjælp, og han finder på den måde nogle jordiske rester af sin søn, som han begraver et sted, der i beskrivelse svarer til Genesaret sø.
Hidtil har de fleste forskere anset myten for at være ren fiktion, men Michael Freikman mener nu, at den kolossale stendysse, der oprindeligt lå oven vande, kan hænge sammen med myten, der i så fald blev skabt til påmindelse om tabet af det umistelige, en konges eneste søn.
Hvis det skulle være tilfældet, kan vi sige, at denne kanaanæiske myte har konkurrence fra en jødisk myte. En middelalderlig, jødisk tradition vil vide, at den kilde, Gud slog i ørkenen for Moses, vandrede med folket til Kanaans land og til sidst lejrede sig i Genesaret Sø. Et skrift fra det sjette århundrede e.Kr. fortæller, hvordan en jødisk rabbiner en dag var ude at svømme i søen og pludselig fik øje på ”Mirjams brønd” under sig. Den og andre lignende beretninger gør det muligt, at man alt efter vandets klarhed og højden på Genesaret Sø igennem århundrederne har kendt til denne kolossale konstruktion og ladet tankerne vandre om dens ophav.
Så Genesaret Sø huser altså en pyramidelignende struktur under sine vande. Og hvis man en dag skulle støde på en overskrift om, at Jesus ikke gik på vandet, men balancerede på en pyramidetop, så ved man nu hvorfor!
Morten Hørning Jensen er lektor på Menigheds-fakultetet og redaktør af det arkæologiske tidsskrift TEL.
Morten Hørning Jensen er lektor på Menighedsfakultetet og redaktør af det arkæologiske tidsskrift TEL.