Han måtte tage sin bil, køre ud i skoven og råbe sin frustration ud blandt træerne.
Sådan var en af cand.mag. Ib Sørensens reaktioner, efter han havde holdt møder med det omstridte trosfællesskab Faderhuset i forbindelse med den erhvervs-ph.d., han er ved at færdiggøre om pentekostale trosfællesskaber. Han har undersøgt, hvorfor nogle af disse trosfællesskaber udvikler problematiske relationer til omverdenen, mens andre, det store flertal, ikke gør. Og han har identificeret en række meninger, der er karakteristiske for sådanne trosfællesskaber – herunder ubegrænsede forventninger om mirakler, eksklusiv selvforståelse, dæmonisering af omverdenen og drømmen om et nyt kristent samfund.
LÆS OGSÅ:Ekspert bekymret for Faderhusets medlemmer
For at undersøge dette fokuserer han på Faderhuset og Evangelist, fordi de gentagne gange har været i konflikt med medborgere og myndigheder, og han inddrager Bykirken i Odense som en kontrast-case, der fungerer som sammenligningsgrundlag for Evangelist og Faderhuset.
Ib Sørensen, der selv har en fortid som frikirkepræst gennem 18 år i Det Danske Missionsforbund, har opholdt sig sammenlagt en måned hvert af de tre steder over en periode på tre år. Hans feltstudier og adskillige interview taler deres tydelige sprog: Mens det omstridte trosfællesskab Evangelist, der ledes af Christian Hedegaard og har sit hovedsæde i Gørløse på Sjælland, efterhånden åbner sig mere og mere for omverdenen, sker det stik modsatte for det mindst lige så omstridte trosfællesskab Faderhuset. Trosfællesskabet har efter det kontroversielle opkøb af Ungdomshuset på Jagtvej 69 i København haft til huse på Bandholm Hotel på Lolland, hvor menigheden ledes af Ruth Evensen. I forbindelse med flytningen og i tiden efter er mange af medlemmerne faldet fra, og i dag bor de tilbageværende 40 voksne medlemmer og 20 børn på og omkring hotellet, hvor børnene også undervises.
– Siden trosfællesskabet blev stiftet i 1990, og bare på de tre år, hvor jeg har fulgt det i 2007, 2008 og 2009, har det lukket sig mere og mere om sig selv. Det betyder, at der bliver dannet nogle særlige meninger og praktikker, som man ikke ser hos andre pentekostale trosfællesskaber. Man regulerer eksempelvis folks ægteskabelige seksualliv. Man skal spørge ledelsen, om det er o.k. eller rigtigt, at man har sex i aften, hvis man har tænkt sig at have det. Det er ledelsen, der bestemmer, om det kan lade sig gøre eller ej. Den her regulering af adfærd kan kun lade sig gøre, fordi det efterhånden er så lille og lukket et trosfællesskab, og fordi deltagerne er indforstået med, at Faderhuset praktiserer sin helt egen version af karismatisk kristendom, siger Ib Sørensen.
Han bruger forskellige metaforer til at beskrive de tre trosfællesskaber, og Faderhuset betegner han, ud fra sine observationer og studier, som et "Refugium" – et alternativt fællesskab, som trækker sig tilbage fra omverdenen, som man mener er overmandet af det onde. I stedet for at frelse verden koncentrerer man sig i Faderhuset om at sikre egen frelse. Refugier kan, ifølge Ib Sørensen, udvikle sig til at være skadelige:
– Jeg er bekymret for, om det kan udvikle sig til at blive så særligt, at det skader medlemmerne. Det er en høj pris, de betaler ved at leve i Faderhuset, og vejen til frelse er smal, siger Ib Sørensen og refererer blandt andet til de erfaringer, han gjorde sig en dag, hvor han interviewede ledergruppen i Faderhuset. Den dag hvor han senere måtte køre ud i skoven og skrige sin frustration ud:
– Det særlige ved Faderhuset er, at det er vanskeligt at finde ud af, hvordan sandhed defineres i trosfællesskabet. Det, der her og nu er i lederens "hjerte", synes at være sandt. Men det kan godt være noget andet i morgen. Man kan mene noget ret forskelligt fra tid til anden, uden at nogen mening eller nogen beslutning på noget tidspunkt nødvendigvis var forkert. For eksempel var det rigtigt at købe ungdomshuset ud fra "hjertet" dengang, selvom det måske ikke ville være rigtigt nu. Det bliver meget vanskeligt at argumentere, kritisere, evaluere og lære i sådan et system.
Denne måde at leve på viste sig også i beboernes og ledelsens udtalelser under Ib Sørensens ophold i Faderhuset. Ruth Evensen giver eksempelvis udtryk for, at Faderhuset lukker sig mere og mere om sig selv, når hun i et interview med Ib Sørensen fortæller, at Faderhuset, modsat mange andre trosfællesskaber, har gjort op med "evangelisering" og "gademission":
"Der sker højst det, at vi lukker verden ind i menigheden, og det har vi ikke lyst til. Den seneste udvikling har betydet et mere indadrettet fokus (...) Vi er nok blevet mere ark-orienterede, vi bygger en ark. Når det hele går amok, så sørger vi for, at vi selv bliver frelst, og at andre kan finde frelse. Det er en hel vanvittig tidsånd, der bare brager igennem derude", lyder det fra Ruth Evensen i ph.d.afhandlingen.
Ib Sørensen påpeger, at både Evangelist og Faderhuset står uden for et bredere kirkeligt fællesskab. De er eksempelvis ikke med i FrikirkeNet eller andre netværk for pentekostale trosfællesskaber som Pinsekirkerne i Danmark og Apostolsk Kirke, og dermed er der ingen solidariske forpligtigelser at tage hensyn til eller nogen, der kan kigge dem efter i kortene. Ifølge forskeren kan det meget nemt forstærke en tendens til at udvikle sig mod at blive et lukket trosfællesskab med problematiske relationer indadtil og til omverdenen. Og denne lukkethed om sig selv efterlader ikke plads til, at modsatrettede argumenter og forskelligheder kommer frem. Det er kun det sande inden for trosfællesskabet, der gælder. Det, som ledelsen har bestemt er sandt.
Det kan i aller yderste tilfælde blive meget farligt. Man har eksempelvis set udenlandske eksempler på, at ekstremt lukkede trosfællesskaber – sekter – har begået kollektivt selvmord på sektlederens opfordring. Ib Sørensen vil ikke komme med sin vurdering af, om Faderhuset er så lukket, at noget så ekstremt ville kunne ske i fremtiden – men siger alligevel:
– Historien tilsiger, at intet er umuligt. Jo mere trosfællesskaber lukker sig om sig selv, jo mere sære meninger og normer kan der udvikles. På baggrund af mine studier vil jeg mene, at Faderhuset har bevæget sig fra at være en problematisk samfundsdeltager med hensyn til dets relationer til omverdenen til nu at være problematisk med hensyn til Faderhusets egne deltagere, siger Ib Sørensen.
Han tror mere på, at medlemmer vil sive ud af Faderhuset, som derfor ikke har nogen lang fremtid for sig.
Anderledes ser det ud med Evangelist. Ifølge Ib Sørensens observationer har trosfællesskabet udviklet sig til at være mere åbent i dag – og det bliver nøglen til, at trosfællesskabet forandrer sig og overlever, vurderer han. Som en metafor for Evangelist og andre lignende pentekostale trosfællesskaber bruger Ib Sørensen navnet "Kasernen". Hermed ønsker han at understrege, at trosfællesskabet kræver, at deltagerene træder ud af den almindelige civile verden og lader sig indrullere i et alternativt og autoritært fællesskab, hvor de bliver trænet til at blive loyale og kampdygtige soldater, der forsvarer kristendommes indflydelse i Danmark:
– Der bruges ofte en krigsretorik, og Evangelist kan beskrive sig selv som en spydspids, der ikke bare er vendt mod Fanden og dæmoner, men tillige mod systemet – det sekulære samfund og dets institutioner. Heller ikke her er der plads til uenigheder og slinger i geledderne. Det er ikke en diskussionsklub, man driver. Man skal disciplinere og underlægge sig krav og regler, siger Ib Sørensen og henviser til feltstudier i sin ph.d., der illustrerer dette – her bliver en kvinde på Evangelists bibelskole, Powerskolen, bedt om at pakke sine ting og gå af Christian Hedegaard, fordi hun betvivler, at der findes et fysisk Helvede.
Selvom Ib Sørensen kan hive adskillige eksempler frem, som viser, at der ikke er plads til uenigheder i Evangelist, ser han alligevel en stor forskel på Evangelist og Faderhuset. For mens Faderhuset, der startede som et respekteret trosfællesskab som Bykirken i Odense, helt har isoleret sig fra omverdenen, så har Evangelist åbnet sig mere og mere. Trosfællesskabet har stadig en udadrettet mission om, at Danmark skal blive et kristent land, og staten skal være Guds tjener. Og som noget nyt har Evangelist i 2008 etableret det såkaldte Powerhouse – en slags kirke i Gørløse, hvor deltagere kan engagere sig på løsere og friere præmisser end i "missionsorganisationen" Evangelist. Mens Faderhuset har mistet deltagere, har Evangelist fået flere deltagere – nogle fra andre pentekostale trosfællesskaber og andre rekrutteret fra gaden gennem mirakelmøder og tilbud om rehabilitering. I dag har 300 deltagere Evangelist som deres primære trosfællesskab, mens 1000 er løst tilknyttede sympatisører og partnere.
– Man systematiserer stadig den interne dannelse i Evangelist, og der er meget klare forståelser af, hvad der er kristeligt rigtigt at gøre og mene. Sygdom og lidelser tilskrives fortsat dæmoner og skal behandles med exorcismer snarere end medicin. Og folk flytter stadig ud af deres vante rammer for at være fuldtidsengageret i Evangelist. Men med etableringen af Powerhouse er der sket en ændring. Folk kan komme og gå, som de vil – leve et borgerligt liv og komme en gang imellem og få tanket op åndeligt, siger Ib Sørensen og fortsætter:
– På den måde åbnes der langsomt for flere og flere konkurrerende meninger. Det kan sagtens føre Evangelist ind på en mere mainstream kurs.
Hvis disse forudsigelser kommer til at udfolde sig i fremtiden, vil Ib Sørensen mene, at Evangelist kommer til at ligne mere almindelige pentekostale trosfællesskaber som dem, der er tilsluttet Pinsekirken og Apostolsk Kirke.
Uanset fremtiden for Faderhuset og Evangelist er der altid en vis risiko for, at nye radikale trosfællesskaber som Faderhuset og Evangelist vokser frem fra de pentekostale miljøer i Danmark, påpeger Ib Sørensen.
– Hvis man har den forståelse, at ledere er nogle, Gud udpeger, og det har man i pentekostale miljøer, så er døren åbnet for, at utålmodige karismatiske lederaspiranter som Ruth Evensen og Christian Hedegaard kommer og hævder, at de er udvalgte. Hvis ikke andre vil anerkende det i eksisterende trosfællesskaber, eller hvis anerkendelsen går for langsomt, kan de forsøge at kuppe et trosfællesskab, som Ruth Evensen gjorde, eller de kan starte deres egen butik, som Christian Hedegaard gjorde i sin tid.
Ifølge Ib Sørensen spiller netop ledere og ledelse en vigtig rolle for, at hans tre cases har udviklet sig så forskelligt, ligesom trosfællesskabets alder har betydning. Bykirken, som han kalder en "klinik", fordi trosfællesskabet primært er optaget af at tage sig af deltagernes individuelle behov, skiller sig tydeligt ud fra de to andre cases. Den har gennem tiden haft mange ledere og vælger ledere, der matcher trosfællesskabet. Sådan er det ikke i Evangelist og Faderhuset. Her er det i høj grad de stiftende ledere, der vælger og samler disciple omkring sig.
– Dermed har lederen det afgørende ord og kan styre meninger og selv afgøre teologiske paradokser. Det er ledelsens forståelse af, hvad Gud siger, der er det rigtige. I Bykirken er der omvendt plads til, at man har alternative og modstridende bud på, hvordan tingene hænger sammen.
Når Ib Sørensen skal pege på, hvordan man i fremtiden skal møde og tackle problemer med trosfællesskaber som Evangelist og Faderhuset, er kodeordet forståelse. Han giver på baggrund af sin forskning ikke meget for de politiske tanker fra Socialistisk Folkeparti, der var fremme sidste år i forhold til at etablere et center, der skal overvåge sekter.
– Vi har hårdt brug for, at de her mennesker kommer i samtale med andre mennesker, der respekterer dem. Man kan ikke have en dialog med nogen, der er sat til at overvåge en, og som går ud fra, at alene det at have en religiøs tro er suspekt, siger Ib Sørensen.
Han afviser, at man ikke tager tidligere medlemmer, som er trådt ud af Faderhuset og Evangelist, seriøst, hvis man møder de to trosfællesskaber med forståelse.
– At møde nogen med forståelse er ikke det samme som at acceptere, hvad der foregår, siger Ib Sørensen, der efterlyser tværfagligt og neutralt videncenter, der kan fokusere på forskning i religiøse og politiske trosfællesskaber.
Han selv stiller gerne op som kulturformidler mellem de problematiske trosfællesskaber og den brede offentlighed.