Radikale Venstre er gået fra husmandsbevægelse til laksko

Forholdet til kirke og kristendom har i Radikale Venstre bevæget sig fra at være rettet mod husmændene til i dag at være designpolitik. Her bliver noget, som få ser som et problem, gjort til et problem, lyder kritikken

– Illustration: Morten Voigt.
– Illustration: Morten Voigt.

Som 21-årig stod Asger Baunsbak-Jensen for første gang i De Radikales partiværelse på Christiansborg. Der slog det ham, at der på den ene væg var et billede af Grundtvig og på den modsatte et billede af Georg Brandes. Det tydeliggjorde, at partiet bestod af både husmænd med en sympati for Grundtvig og oplysningsfolk med sympati for Brandes.

LÆS OGSÅ: De Radikale taler stadig sort. Kristendom er ikke blot et stofområde

Da Radikale Venstre i 1905 blev stiftet var der både grundtvigske fri- og højskolefolk og tilhængere af Brandes. Frihedssynet bandt dem sammen. I Radikale Venstre er der en åndelig frihed, men partiet er ikke en kirkelig bevægelse. Jeg har i mine 40 år i partiet aldrig oplevet, at der ikke har været fuld respekt for mit kristendomssyn, siger Asger Baunsbak-Jensen, præst og tidligere folketingsmedlem for Radikale Venstre.

Forskellige strømninger i partiet er kommet i fokus, efter at Kristeligt Dagblad skrev om, hvordan den radikale kirkeminister, Manu Sareen, har givet to millioner kroner til at oplyse om påsken, mens partifællen, kulturminister Uffe Elbæk afskaffer kravet til DR om at dække kristne højtider. Det blev kaldt en slingrekurs.

Asger Baunsbak-Jensen peger på, at det er vigtigt at huske, at De Radikale er mindretallenes parti. Frihedssynet i partiet betyder, at der er plads til at kæmpe også for mindre sager. Han vil ikke kalde det en slingrekurs, men et udtryk for frihed og betegner den aktuelle situation i partiet som et generationsproblem.

I dag er det sådan ikke kun hos Radikale Venstre, men også hos flere andre partier, at den yngre del af partiet ikke i samme grad har en højskole- eller kirkelig baggrund. Det, vi kalder det sekulære eller antiklerikale, findes overalt i den unge generation af universitetsfolk og er stærkt repræsenteret blandt politikere i dag. Det er et generationsproblem. Derfor kan man ikke spidde De Radikale og sige, at de ikke længere er kristne. Det har aldrig været et kristent folkeparti, men et parti, hvor åndelige kræfter kunne arbejde i frihed og respekt for hinanden, siger han.

Der er dog situationer også i den senere tid, hvor frihedssynet er udvidet for meget, mener Asger Baunsbak-Jensen. For eksempel i partiets forslag om et kønsneutralt pas.

Det er en overdrivelse, som nærmer sig det pjattede. Det bliver en karikatur af friheden. Men det er kun ganske få i partiet, der udtaler sig på den måde. Generelt har partiets undervisnings- og kirkeministre tilhørt den grundtvigske fløj, og det gør Manu Sareen også. Desuden er Margrethe Vestager og Marianne Jelved på den linje. Men klasserne eksisterer ikke mere, og derfor er husmandsbevægelsen i partiet næsten væk og dermed den del af partiet, som ellers traditionelt er orienteret omkring Grundtvig, siger han.

Ifølge Jørgen Carlsen, idéhistoriker og forstander på Testrup Højskole, er den folkelige forankring i partiet ved at forsvinde. Det er en udvikling, der har taget fart i løbet af de seneste 10 til 20 år.

Min påstand er, at de husmandsradikale mere stemmer pr. rygmarv og tradition, end de slutter op om partiets aktuelle politiske profil, siger han og betegner sig selv som en interesseret iagttager af partiet.

Han mener, at Radikale Venstre er gået fra at have en folkelig politik til at have en designpolitik.

Det er typisk for De Radikale at komme med en buldrende teatertorden om problemer, som stort set ingen andre fornemmer som problemer. For eksempel delt fadderskab og kønsneutrale pas. Det er en designpolitik, som har haft appel til den kreative klasse. Man skal bare huske på, at den kreative klasse er aldeles troløs i sin vælgertilslutning. Her går man efter det hotteste tilbud, mens de husmandsradikale altid har haft hjertet med, siger han.

Det får Jørgen Carlsen til at kalde De Radikale for et ufolkeligt parti.

De moderne radikale har en evne til formynderisk at ville læse korrektur på folkeligheden og lave politik, som ikke udspringer af det folkelige. Holdningen til kristendomsundervisningen i skolen er et eksempel på, at Radikale Venstre er et af de mest antikristelige partier i Danmark. Ja, de er nærmest missionerende antikristelige. Sjovt nok har de selv et ligefremt religiøst forhold til principper. Den højt besungne åndsfrihed, de påkalder sig, er næsten ikke til at skelne fra åndsforladthed. For principrytteriet afføder let et arrogant og tyrannisk forhold til virkeligheden. Man bliver nærmest fornærmet over det liv, der leves i Danmark. Det gør, at man mister sit fodfæste i befolkningen. Der er ikke meget kontakt til forsamlingshusdanmark, hvor De Radikale ellers tidligere stod stærkt. Tænk på en så lysende skikkelse som den radikale undervisningsminister Jørgen Jørgensen. I stedet er de moderne radikale begyndt at gå med laksko, siger han.

Jørgen Carlsen peger dog på, at der fortsat er kirkelige og folkelige kræfter i partiet. For eksempel Mikkel Wold, præst i Marmorkirken og folketingskandidat for partiet. Ligesom han også fremhæver kirkeordfører Marlene Borst Hansen for ikke at have berøringsangst med den kristne kulturarv.

Jeg mener bestemt ikke, at partiet skal være religiøst bekendende. Men når man går til angreb på noget, som eksisterer som en bred kulturstrøm, siger det noget om partiets ufolkelige attitude. Lad mig i al stilfærdighed nævne, at cirka 80 procent af den danske befolkning er medlemmer af folkekirken, siger han og fortsætter:

Jeg tror, det bliver meget vanskeligt at rette op på den radikale slingrekurs. Man har afskåret sig fra de husmandsradikale rødder, som kun eksisterer som et levn i partiet. Der er ikke megen udsigt til fornyelse på det område, siger han.

Søren Bald er tidligere landsformand for Radikale Venstre, højskoleforstander og formand for Foreningen for Folkehøjskoler. Han tilhører den del af partiet, som eksempelvis ønsker stat og kirke adskilt, og er enig i, at den kristne og folkelige signatur ikke er nær så tydelig, som den har været tidligere.

Der er nogle i partiet, som ikke er så bevidste om, at det folkelige helt fra begyndelsen har været en del af partiet. Vores samfund har oplevet en sekularisering, og den har virket mere ind på De Radikale, end De Radikale har indvirket på samfundet i hvert fald i det spørgsmål. Det betyder dog ikke, at der ikke fortsat er repræsentanter for den grundtvigske fløj i partiet. Men de grundtvigske har ikke patent på det folkelige. De har en god udgave af det, som jeg har stor respekt for, men det er noget, vi alle er forpligtet af. Nogle kan om søndagen finde på at læse i Grundloven, mens andre finder de hellige skrifter frem, men demokratiopfattelsen, hvor friheden er central, forener os, siger Søren Bald.