I flere år har der været beretninger om trusler, vold og had mod kristne på de svenske asylcentre. For første gang har den kristne organisation Åbne Døre nu kortlagt omfanget, og dens rapport viser, at 123 kristne har oplevet forfølgelse eller chikane.
”De slog mig, og dagen efter meldte jeg det til politiet, men de gjorde ingenting. Anden gang de slog mig, anmeldte jeg det ikke, fordi jeg vidste, at politiet ikke ville gøre noget. Og hvis muslimerne vidste, at vi anmeldte dem, ville situationen blive endnu sværere,” fortæller en kristen i undersøgelsen.
I alt har de 123 personer været udsat for 512 hændelser, og 45 procent af de chikanerede har modtaget dødstrusler. Anne Muench, der er projektleder hos Åbne Døre, fortæller, at undersøgelsen involverer asylansøgere og folk, der har fået bevilget asyl siden den 1. juli 2012. Det betyder, at cirka 25 personer hvert år er blevet udsat i gennemsnit.
”Vi mener, at det er et urovækkende højt tal, når man tænker på, at Sverige er et land med religionsfrihed. Desuden er der et stort mørketal, for vi kender til mange, der ikke har turdet deltage. Vi har brugt to måneder på rapporten, og der er behov for flere undersøgelser, men allerede nu kan vi konstatere: Ja, kristne flygtninge forfølges i Sverige,” siger hun.
Indtil videre har der i Sverige været debat om, hvorvidt fænomenet var begrænset til enkeltstående tilfælde, men ifølge Anne Muench betyder den nye rapport, at myndighederne har klar dokumentation for, at forfølgelsen er udbredt over hele landet. 77 procent af de ramte er konvertitter.
”Vi har nu et bedre udgangspunkt for at gå i dialog med myndighederne, fordi vi har fakta klar. Vi håber, at det kan betyde, at politiet og asylmyndighederne vil tage problemet alvorligt,” siger hun.
Hvis man spørger forfatter og debattør Nuri Kino, er der dog ikke den store grund til at gøre sig forhåbninger om, at den svenske asylmyndighed, Migrationsverket, skrider ind. Han mener, at årsagen til, at Migrationsverket ikke tager problemet alvorligt, er, at man frygter racismeanklager.
”Det er meget patetisk og simpelt: at man er bange for islamofobi. Man tør ikke nævne problemer med flygtningestrømmen, og det betyder, at man ser igennem fingrene med, at kristne bliver behandlet som andenrangsborgere. Rapporten viser, at man ikke kan fornægte problemet, men der sker alligevel ikke noget,” siger han.
Göran Larsson, der er professor i religionsvidenskab ved Göteborgs universitet, er ikke overrasket over de mere end 500 episoder. Han peger på, at der ud over forfølgelse af kristne også er andre grupper, der rammes.
”Mellemøsten er fyldt med konflikter, og de kommer desværre med til Europa. Det er sørgeligt, men der er også problemer mellem shia- og sunni-muslimer og mellem dem, der støtter og er modstandere af IS,” siger han.
Løsningen er ifølge professoren en fælles indsats fra politiet og asylcentrene.
”I dag er det ofte sådan, at politiet ikke gør op, hvad der ligger bag en forbrydelse, men blot konstaterer, at der har været et slagsmål. Måske fordi asylcenteret ligger ude på landet, hvor man slet ikke er vant til religiøse konflikter. Det skal der laves om på, både så man bedre kan forstå omfanget, men også så man kan straffe overfaldsmændene. Og for asylcentrene bør man i langt højere grad skride ind og gøre det klart, at man under ingen omstændigheder kan krænke religionsfriheden i Sverige,” siger han.
Det har ikke været muligt af få en kommentar fra Migrationsverket.