Religionsdialog handler ikke alene om teologiske forskelle og uenighed om, hvad man kan blive enige om. I dialogen på Dansk-Arabisk Dialogkonference i Libanons hovedstad, Beirut, i sidste uge tørnede arabisk og vesteuropæisk kultur, omgangsform, fairness og sprog også sammen. For det meste dog i venskabelighed.
For hvad stiller man op med en fælles udtalelse om, hvad man er enige om, for eksempel når den for Saudi-Arabien i øvrigt ellers liberale filosof Mohammad Mahfouz sætter spørgsmålstegn ved ordet kærlighed, som i Saudi-Arabien er rettet mod individet. Derfor mente han heller ikke, at ordet kunne bruges i en fælles udtalelse i en oversættelse til det engelske love.
LÆS OGSÅ: "De kristne var også fanatiske"
Der er også i de arabiske lande en udstrakt respekt for autoriteter, hvilket manifesteres i, hvor mange your excellency, der skal udta-les. På besøget i Hariri-cen-teret forud for sidste del af konferencen blev det sagt utallige gange, da flere parlamentsmedlemmer og den danske ambassadør var til stede.
Konferencen var kort, to en halv dag, og på den sidste aften inden afrejsen dagen efter var der panik før lukketid. Skulle der udarbejdes en fælles udtalelse, eller skulle der ikke? Flere mente, at det måtte vente til anden del af konferencen, som finder sted i København til september.
Der var en række meningsudvekslinger, blandt andet om, hvorvidt religioner i Vesteuropa eller i Mellemøsten havde det sværest, og hvorvidt de højestråbende var de eneste, der fik ordet. Men det endte i enighed om, at grundlaget for en udtalelse var papirerne fra de arbejdsgrupper, der havde til opgave at finde ud af, hvad muslimer og kristne er fælles om i forhold til blandt andet teologi og etik.
De udtalelser, der var skrevet ned, befandt sig på generalsekretær i Danske Kirkers Råd Mads Christoffersens computer og var endnu ikke omdelt. Så fra computer til et lærred, hvor sekretærerne fra arbejdsgrupperne havde noget besvær med at huske, hvad der var de vigtigste ting og også med at fatte sig i den korthed, der var blevet pålagt dem fra formanden for den danske delegation, domprovst Anders Gadegaard, formand for Danske Kirkers Råd.
Ud fra punkterne skulle der udarbejdes et udkast til en fælles udtalelse, men tiden var knap. Midt i det hele smed dommer Abbas Al-Halabi, præsident for Den arabiske gruppe for muslimsk-kristen dialog og medarrangør, så lige ind, at han skulle møde den libanesiske ministerpræsident klokken 10 næste morgen.
Og så er jeg nødt til at have en fælles udtalelse med, sagde han.
Hvortil biskop i Viborg Stift Karsten Nissen sagde, at han under ingen omstændigheder stillede sig bag en fælles udtalelse, som han ikke havde set inden offentliggørelse.
Lige som alle I andre har jeg også et bagland at stå til ansvar for.
Efter en del palaver frem og tilbage fik Abbas Al-Halabi mandat til pressemødet, som på den ene side var en uventet og tidskrævende bombe under konferencen og på den anden en helt oplagt mulighed for at få ministerpræsidenten på dialogholdet, og dermed for en videre udbredelse af et eventuelt resultat.
Dommeren gik ikke alene, men havde samme gruppe med, som tidligere havde mødt blandt andre stormuftien i Libanon. Den danske del bestod af blandt andre Roskilde-biskoppen Peter Fischer-Møller og talsmand for Muslimernes Fællesråd Mustafa Gazan.
Aftenen sluttede dog ikke for de natarbejdende, der skulle skrive et udkast til en udtalelse med muslimsk og kristen bøn samt Lovsynger Herren på engelsk.
Under mødet næste formiddag skulle resten af deltagerne diskutere det dokument, som en arbejdsgruppe natten igennem havde arbejdet med. Et dokument, der skulle baseres på arbejdsgruppernes enighed om næstekærlighed, om at muslimer og kristne tror på én Gud og så videre.
I punkt 7 fremgik det blandt andet af udkastet, at religiøse ledere kunne få indflydelse på politik og lovgivning. Den sætning blev strøget, hvilket Mohammad Mahfouz opponerede imod hvortil Karsten Nissen bemærkede, at han på ingen måde ville have med en udtalelse at gøre, der tillod religioner at have magt over politik og lovgivning.
Det betyder ikke, at religion ikke skal lade sin stemme høre i samfundet, sagde han.
Mohammad Mahfouz gav sig og foreslog også et særskilt punkt om kvinders rettigheder. Han udbad sig også, at der blev fjernet et men, da ordet markerer noget negativt på arabisk.
Så ordlyden i sætningen blev i stedet, i professor i religionsret på Roskilde Universitet Lisbet Christoffersens opdrag, at: Religionssamfund og troende skal være en integreret og aktiv del af samfundet. Religiøse forskelle skal berige civile, politiske og kulturelle rettigheder for alle.
Men så kom dommer Abbas Al-Halabi tilbage fra pressemødet med ministerpræsidenten og meddelte, at den går ikke i Mellemøsten.
Vi kan da ikke skrive, at religiøse ledere ikke må blande sig i politik. Det virker i Vesten, men det virker ikke i Mellemøsten. Jeg kan slet ikke erklære mig enig i det.
Så mistede Anders Gade-gaard tålmodigheden og sagde, at han ikke bare kunne komme flyvende ind fra højre og ændre dagsordenen.
Sætningen blev stående.
Den irakiske syrisk-katolske ærkebiskop Georges Casmoussa påpegede, at han ikke ønskede at åbne et vindue for religiøs indflydelse i politik.
Det vil ikke være til de kristnes fordel.
Og til det tilføjede professor Jakob Skovgaard-Petersen, Københavns Universitet, at man ikke kan give magt til religiøse ledere og dermed også give dem magten over andre religioner.
Det hele endte efter nogle hektiske timer i fred og fordragelighed med et dokument, hvor der intet står om politisk magt til religiøse ledere, men at religionsfrihed er et fælles ord for kristne og muslimer, og at muslimske og kristne værdier er forbundne, når det handler om ytringsfrihed, lighed, retten til liv, rettigheder for kvinder og retfærdighed for alle.
Det her var en langt hurtigere proces, end når dokumenter skal rettes til i Kirkernes Verdensråd, konkluderede en overrasket Karsten Nissen.
Dokumentet, der er på engelsk, kan læses i sin fulde udstrækning på nettet.