Rapport: Hvert femte katolske barn udsat for overgreb i Holland

En uafhængig rapport afslører misbrug af tusinder af børn i den katolske kirke i Holland. Kirken har ikke gjort nok for at forhindre overgrebene, lyder kritikken i rapporten

Tusindvis af hollandske børn er siden 1945 blevet udsat for overgreb i den katolske kirke, viser ny rapport.
Tusindvis af hollandske børn er siden 1945 blevet udsat for overgreb i den katolske kirke, viser ny rapport. Foto: Laurence Mouton/Laurence Mouton / PhotoAlto.

Tusindvis af hollandske børn er blevet udsat for seksuelle overgreb i katolske institutioner siden 1945. Det konkluderer en uafhængig undersøgelseskommission i en ny rapport.

På baggrund af spørgeskemaer til flere end 34.000 personer anslår kommissionen, at hvert femte barn, der har været tilknyttet en katolsk institution, har været udsat for overgreb. Det skriver BBC.

Undersøgelsen blev sat i værk i august sidste år efter anklager om misbrug i den østlige del af Holland. Men siden er undersøgelsen bredt ud til at handle om hele landet. Kommissionen har undersøgt 1800 indrapporteringer om misbrug i katolske institutioner.

I rapporten rettes der en skarp kritik mod den katolske kirke for ikke at have taget problemet seriøst:

Problemet med seksuelt misbrug har været kendt af den hollandske katolske kirke. Men der er ikke foretaget de nødvendige tiltag, konkluderer kommissionen og beskylder samtidig kirken for bevidst at have dækket over overgrebene for ikke at ødelægge sit omdømme.

Samtidig står der i rapporten, at seksuelle overgreb er et udbredt problem i hele det hollandske samfund. Ifølge rapporten har hvert 10. barn siden 1945 været udsat for misbrug i Holland.

Den hollandske del af den katolske kirke besluttede i sidste måned at oprette et kompensationssystem, der tilbyder ofre kompensation på mellem 35.000 og 750.000 kroner.

krak@k.dk