Rapport: Kirke-restriktioner kan være på kant med religionsfriheden

En international kirkerapport peger på, at restriktioner ved gudstjenester, begravelser og andre kirkelige handlinger truer med at være i konflikt med såvel religions- og forsamlingsfrihed som hensynet til et helhedssyn på mennesket

"Når regeringerne i anledning af pandemien lukker samfundene ned, herunder også kirkerne, så strider det principielt mod den fundamentale ret, der giver borgere i Europa ret til ikke bare at tænke og tro, hvad de vil i deres hjerter, men også ret til at samles til gudstjenester." Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix

Et rapport fra Kirkernes Europæiske Konference (KEK) kaster lys over den aktuelle debat om de svære coronarestriktioner for kirkerne i Danmark. KEK er et forum, hvor folkekirken er medlem sammen med mange andre protestantiske, ortodokse og anglikanske kirker, og her sidder en gruppe, der fra begyndelsen har fulgt udviklingen på menneskerettighedsområdet under pandemien.

Når regeringerne i anledning af pandemien lukker samfundene ned, herunder også kirkerne, så strider det principielt mod den fundamentale ret, der giver borgere i Europa ret til ikke bare at tænke og tro, hvad de vil i deres hjerter, men også ret til at samles til gudstjenester. Det står i den europæiske menneskerettighedskonvention, at borgerne har frihed til enten alene eller sammen med andre, offentligt eller privat, at udøve sin religion eller overbevisning gennem gudstjeneste, undervisning, religiøse skikke og overholdelse af rituelle forskrifter. Dog kan denne frihed godt tilsidesættes af regeringer, hvis det sker ved lov og er nødvendigt af hensyn til for eksempel den offentlige orden eller sundheden. Der er således intet i vejen for midlertidigt at suspendere folks ret til at gå i kirke med andre.

KEK’s papir støtter derfor også europæiske regeringers valg af nedlukning og advarer mod, at enkeltpersoner viser civil ulydighed. Set på afstand har man fulgt dette til punkt og prikke i Danmark, hvor der har været massiv opslutning fra folkekirken, frikirker, moskeer og så videre til nedlukningen. Alle har delt den fælles interesse i at hindre pandemien i at sprede sig, ikke mindst til de svage og sårbare. Indskrænkning af retten til at samles i kirken er imidlertid stadig en alvorlig sag, der ifølge KEK skal benytte redskaber, der er fornuftigt begrundet og ikke ude af proportioner med situationen. Hertil hører, at der må være tale om ligebehandling, så der ikke i ly af pandemien lægges større begrænsninger på kirkerne end andre institutioner. Kirker kan lukkes, men ikke længere end sagligt begrundet og ikke mere end andre samfundsinstitutioner. Regeringer må ikke bruge pandemien til at fremme egne politiske agendaer, som de europæiske kirkeledere ser eksempler på andre steder i verden.

KEK så ikke religionsfriheden truet under den store fælles nedlukning, men deres overvejelser er blevet aktuelle under genoplukningen, hvor man må samles flere på kroen til mindesamværet end i kirken til begravelsen. Vælger en familie at holde hele begravelseshøjtideligheden på kroen, kan flere deltage, og så er der tale om en politisk favorisering af den ikke-kirkelige begravelse. Begynder det ikke at lugte af en tilsidesættelse af en fundamental europæisk menneskerettighed?

Rapporten slår også på et helhedssyn på mennesket og peger på det dilemma, at man på den ene side skal beskytte menneskeliv, men på den anden side også huske, at menneskelig værdighed indebærer mere end at overleve, og at mennesker har brug for social kontakt. Denne besindige overvejelse er blevet aktuel nu, hvor begravelserne stadig udsættes for restriktioner. Mennesker dør jo stadig af kræft, hjertestop og trafikulykker. Tilbage sidder stadig efterladte familiemedlemmer og venner, der har brug for hjælp til at komme videre, men som bare ikke har lov at samles i kirken på grund af pandemien. Her er der brug for det nævnte helhedssyn. Det er vigtigt for de pårørende at følge den afdøde det sidste stykke vej, være fysisk til stede ved begravelsen og få sagt ordentligt farvel, også for deres egen skyld. Det er vigtigt i sorgprocessen og for at komme videre som menneske. At forhindre folk i denne proces kan medføre en lang tid med byrder af uforløste følelser, som kan være mindst lige så tunge som covid-smitten. Ud fra et helhedssyn på mennesket bør netop begravelser være det sidste sted at lukke ned. Begravelser er så vigtige begivenheder i menneskelivet, at alt må gøres for at skaffe folk fri adgang til at deltage. Også med coronapas, hvis dette er nødvendigt, selvom det følelsesmæssigt giver en række andre vanskeligheder at kræve særlige ”adgangskort” til en kirke.

Kurt E. Larsen er professor i kirkehistorie