Da en institution under folkekirken forleden satte sig for at lave en rapport om skolernes julegudstjeneste, løb den ind i et problem, den ikke havde forudset.
Det viste sig nemlig, at det langtfra er alle, der kalder det en julegudstjeneste, når folkeskoleelever afslutter året med at tage i kirke inden juleferien. Mange steder kaldes arrangementet en juleafslutning eller noget helt tredje.
Det overraskede rapportens redaktør, Ane Kirstine Brandt, som er konstitueret generalsekretær i Folkekirke & Religionsmøde, der er et samarbejde på tværs af landets stifter.
”Vi kan ikke sige, om det er et nyt fænomen eller ej. Det er der som sådan ikke noget, der peger på. Men ud fra de interviews, vi lavede til rapporten, var der en tendens til, at det er mindre forkyndende, når man kalder det en juleafslutning, end når man kalder det en julegudstjeneste,” siger hun.
I rapporten har Folkekirke & Religionsmøde talt med seks præster om deres erfaringer med at invitere skoler i kirke til jul. En af dem siger i rapporten, at det blandt andet er forsigtighed, der får hende til at kalde det en juleafslutning.
”Folkeskolen er ret nervøs for folkekirken og er bange for ateistforældre (…). Vi må ikke få klager,” lyder det fra en af præsterne i rapporten, der bakkes op af en anden, som pointerer, at det også er af hensyn til en mangfoldig elevgruppe, at man vælger at kalde det en juleafslutning.
Derfor vil mange af de såkaldte julegudstjenester ligne klassiske højmesser med bøn, velsignelse og prædiken, mens mange juleafslutninger i højere grad vil have et mere neutralt præg, hvor præsten holder en tale i stedet for en prædiken, og hvor der synges salmer, men ikke bliver bedt, lyder det i rapporten.
Det genkender Pia Rose Böwadt, der forsker i religionspædagogik og underviser lærerstuderende i religion ved Københavns Professionshøjskole. I forbindelse med en undersøgelse har hun netop interviewet fire præster om deres tradition med skolernes kirkegang til jul. Og hun hæftede sig også ved forskellene på de præster, der kalder det julegudstjenester, og dem, der kalder det noget andet.
”For en af præsterne var det meget vigtigt at sige, at det var en julegudstjeneste, mens en anden kalder det juleafslutning. En helt tredje sagde, at det var ’julebudskabsformdidling’. Det viser meget klart, at det er et kompliceret felt, og at der er store forskelle fra skole til skole og kirke til kirke på, hvor eksplicit forkyndende man ønsker at være,” siger hun.
For eksempel sagde en af præsterne til Pia Rose Böwadt, at juleafslutningen er et besøg mellem naboer i form af skole og kirke for at vise gensidig respekt. Derfor understregede han, at der hverken ville være prædiken, velsignelse eller bøn, men i stedet salmesang, tale og oplæsning fra juleevangeliet. For en anden var det helt omvendt.
”Og det er jo udtryk for, at der foregår en forhandling mellem skole og kirke lokalt. Præsterne bøjer sig lidt for skolerne i nogle tilfælde, for eksempel hvis skolerne ønsker, at man skal skrue lidt ned for det forkyndende element. Andre steder retter skolen måske ind i forhold til præsten, hvis han eller hun står fast på, at der skal være forkyndende elementer,” siger hun.
Den forhandling kender provst Eigil Saxe fra Lyngby Provsti til. Han er formand for Folkekirkens Skoletjeneste i Kgs. Lyngby-Rudersdal i Storkøbenhavn og mener, at det ikke er et nyt fænomen, at mange kalder skolernes kirkegang til jul for en juleafslutning.
”Det har jeg kaldt det, lige siden jeg var helt ny præst for 30 år siden. Jeg tror ikke, at man skal lægge så meget i, om det hedder det ene eller det andet. For skolerne er det vigtigste, at man bliver enige om præmisserne for arrangementet i kirken. Og det er en forhandling, man må tage fra år til år om, hvorvidt juleafslutningen skal ligne en højmesse eller være mere neutral i sit udtryk,” siger provsten, der mener, at denne forhandling med skolerne er blevet nemmere, siden han var ung præst.
”Dengang kunne vi næsten ikke få lov til at holde noget her i Storkøbenhavn. Skoleledelsen var ikke til at rokke med i den forhandling, men i dag har mange skoler ikke noget imod, at man lyser velsignelsen og beder Fadervor med eleverne.”