Rapport: Moder Teresas godhed er en myte

Canadiske forskere sætter spørgsmålstegn ved, hvor god moder Teresa i virkeligheden var. Hun nød at se de fattige lide og undlod at give dem lægehjælp, selvom hun havde masser af penge, lyder det i deres rapport

Moder Teresa har opnået stor anerkendelse over hele verden for sit arbejde blandt fattige. En ny rapport sætter spørgsmålstegn ved, hvor forbilledligt hendes arbejde i virkeligheden var.
Moder Teresa har opnået stor anerkendelse over hele verden for sit arbejde blandt fattige. En ny rapport sætter spørgsmålstegn ved, hvor forbilledligt hendes arbejde i virkeligheden var. Foto: SANJEEV GUPTA Denmark.

Hun er blevet til symbolet på menneskelig godhed på jorden. Men det strålende glansbillede af det katolske trosikon moder Teresa er ikke andet end en myte og et tomt image.

Det er konklusionen fra tre canadiske forskere, der i løbet af marts udgiver en akademisk artikel om moder Teresas arbejde i det religionsvidenskabelige tidsskrift Religion/Sciences religieuses.

"Mens vi kiggede efter dokumentation for fænomenet altruisme til et seminar om etik, faldt en af os over en af den katolske kirkes mest fremtrædende personers liv og arbejde, moder Teresa, hvis virkelige navn var Agnes Gonxha. Beskrivelsen var så ekstatisk, at det pirrede vores nysgerrighed til at undersøge det nærmere," siger professor Serge Larivée, der har ledt forskningen, i en pressemeddelelse fra Université de Montréa.

LÆS OGSÅ
: Moder Teresas tvivl inspirerer nonneordenen

Moder Teresa var en katolsk nonne, som især blev kendt for sit arbejde blandt fattige i Kolkata i Indien. Hun døde i 1997 og står i dag som et af de største forbilleder for det diakonale arbejde i den katolske kirke.

Men billedet af den ejegode og selvopofrende kvinde har alvorlige sprækker, lyder det i forskernes artikel. Der er nemlig ikke sammenhæng mellem den måde, hun levede på, og det billede der er blevet skabt af hende.

Hun havde en besynderlig måde at tage sig af de syge på, hun havde tvivlsomme politiske kontakter, og hendes måde at forvalte de enorme summer af penge, der kom ind til hendes hjælpearbejde, var kritisabel, lyder nogle af forskernes anklager mod moder Teresa.

Blandt andet peger de på, at mange af de fattige, der kom til hendes omsorgshjem, aldrig modtog nogen lægebehandling. De fattige lå og døde, uden at der blev gjort noget. Der var dårlig hygiejne, mangel på smertestillende medicin og i det hele taget dårlige forhold i hendes institutioner på trods af, at der var rigeligt med penge, lyder påstandene fra forskerne, der rejser spørgsmålet:

"Hvor er alle millionerne blevet af?"

Kritikken af moder Teresas er ikke ny. Den stærkt religionskritiske amerikansk-britiske journalist Christopher Hitchens har rejst en tilsvarende kritik af hende og har blandt andet beskyldt hende for bedrageri.

LÆS OGSÅ: Ridser i lakken på trosikon, der viede sit liv til de fattige

De canadiske forskere citerer moder Teresas svar på kritikken, som hun angiveligt skulle have sagt i et interview med Christopher Hitchens:

"Der er noget smukt ved at se fattige acceptere deres lod, at lide ligesom Kristus' passion. Verden modtager meget fra deres lidelser."

Lidelse var dog ikke et smukkere fænomen, end at moder Teresa selv blev behandlet på en moderne palliativ afdeling på et amerikansk hospital, da hun lå for døden, pointerer forskerne i pressemeddelelsen.

Når det alligevel lykkedes moder Teresa at blive et symbol på menneskelig godhed og forbillede for kirkens humanitære arbejde, skyldes det ifølge den canadiske rapport en effektiv mediestrategi, der begyndte med en god kontakt til en konservativ katolsk journalist på BBC.

Derefter er hendes succes gået slag i slag efter Matthæus-princippets forskrifter om, at succes avler endnu mere succes. Hun modtog et hav af priser og hæder og blev blandt andet beæret med Nobels Fredspris i 1979.