Prøv avisen

Rasmus Botoft: "Jeg kom ikke til at tvivle mere på grund af døden"

”Det vil være for meget at sige, at jeg på den måde går og grunder over min tro. Den er der ligesom bare, og den er meget forbundet med at opleve naturens kræfter,” siger skuespiller Rasmus Botoft. – Foto: Kim Haugaard.

Skuespiller Rasmus Botoft fra tv-satiren Rytteriet har en religiøs overbygning i sit sind. Hans mors alt for tidlige død gjorde ham ikke vred på Gud

Hvordan vil du beskrive din tro?

Troen er et grundvilkår for mig. For mig er troen der bare. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg tror på en form for Gud, og jeg kan også finde på at bede. Jeg har en religiøs overbygning forholdsvis nærværende i mit sind.

Jeg er døbt, konfirmeret og gift. Jeg er medlem af folkekirken og har ingen intentioner om at melde mig ud. Men jeg kan ikke sige, at jeg er en aktiv kirkegænger. Jeg kommer der ikke hver søndag. Når jeg har brug for at mærke min tro, kan det sagtens være, at jeg går en tur for at være udenfor et smukt sted i naturen. Men jeg kan også godt lide den ro, der er i kirkerummet.

LÆS OGSÅ: "Livet går nedenom og heldigvis hjem"

Kirken har en vigtig rolle. Vi har brug for noget, som trækker nogle større buer op, for der er så meget, som trækker i en forfladigende retning. Vi har brug for noget, der er større end os selv og kan udvide vores ånd, så der ikke bare går X-Factor og ligegyldighed i det hele.

Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

Det var meget afslappet. Det var ikke sådan, at vi bad og var religiøse på nogen måde, men kirken var helt klart til stede. Min familie rejste meget i min barndom, og vi besøgte altid kirker, når vi rejste. Vi var altid inde i nogle kirker og tændte ofte lys.

Kirken var også en naturlig del, fordi jeg var grøn spejder i KFUM i fem år og kom i kirken og menighedshuset.

Hvad har udfordret din tro?

Døden er en udfordring. Begge mine forældre er døde; de blev ikke så gamle. Døden er meget definitiv og ultimativ. Men det har også styrket min tro, for omkring død og begravelse synes jeg, at kirken har en meget, meget vigtig funktion i vores samfund. Den er helende. Præsterne spiller også en helende rolle. Kirken spiller en meget stor rolle i de ritualer, der er forbundet med begravelser. Det er en rolle, som jeg ikke kan se, hvordan vi kan undvære.

Jeg kom ikke til at tvivle mere på grund af døden. Men man kan synes, at noget er meningsløst og uretfærdigt. Jeg synes, min mor døde alt for tidligt. Men jeg var ikke vred på Gud, nærmere magtesløs.

Jeg kan heller ikke sige konkret, hvornår jeg har tvivlet. Jeg bad også som lille. Jeg bad, før jeg skulle sove, og havde faste ritualer, jeg skulle igennem, bare for mig selv. Men det var ikke noget, jeg sagde højt.

Troen har ikke været noget, jeg har været flov over, men omvendt heller ikke noget, jeg specielt har delt med andre. Men det har været noget, jeg altid har brugt.

Hvad har formet den tro, du har i dag?

Helt klart min opvækst og det, at jeg har været i så mange kirker sammen med min familie, at det blev afslappet og en naturlig ting at gå ind i en kirke og overvære en gudstjeneste. Jeg havde supergod religionsundervisning i gymnasiet, som jeg får lyst til at nævne. Kristendomsundervisningen i folkeskolen står også helt klart for mig.

Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?

Det synes jeg er et enormt svært spørgsmål. Det ved jeg ikke, da jeg ikke har prøvet at have en anden livsanskuelse.

Jeg har en indvendig styrke og tro, der giver mig en form for ro. Roen kan jeg bruge i alt. Den er jo et grundprincip.

Min tro er meget forbundet med natur. Jeg mærker det stærkt, når jeg har store naturoplevelser og er ude i naturen. Der synes jeg, at jeg kan mærke en form for styrke i bare det at være. Jeg kan mærke de urkræfter, der er i naturen.

Hvem er et forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?

Jeg har ikke et ikon eller et forbillede i den forstand. Men jeg synes, at min svigerfar er en meget klog mand, hvad eksistentielle spørgsmål angår. Vi har nogle gode snakke, også om alvorlige og dybe emner.

Jeg synes også, at den aarhusianske biskop, Kjeld Holm, siger nogle kloge ting i den kirkelige og eksistentielle debat.

Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?

Når jeg tvivlede og blev frustreret over noget, sagde min far altid husk, at du er stærk. Det bruger jeg nogle gange, så jeg ved, at jeg nok skal klare det, hvis noget er hårdt. Jeg husker min fars blik, når han kiggede på mig og sagde husk, du er så stærk.

Så er der et Shakespeare-citat, der lyder: Tvivlen er en forræder, der får dig til at miste alt det gode, du kunne få, hvis bare du forsøgte. Det citat gjorde stort indtryk på mig for mange år siden. Jeg har altid gået og grundet over det. For tvivlen er jo også en evig følgesvend, når man skriver selv og laver de ting, jeg laver. Så er man i tvivl om, hvorvidt det er sjovt og godt nok, og om det er rigtigt. Tvivlen er altid en følgesvend, men tvivlen må ikke bremse en i ens søgen efter at finde en mening med sit liv eller en mening med den tekst, man er ved at skrive.