Hvad er den vigtigste pointe i dagens tekst?
Teksten om det dobbelte kærlighedsbud er kompliceret, og der er skrevet mange tykke bøger om den. På den ene side er den enkel at forstå, og samtidig rummer den så mange lag, at man aldrig bliver helt færdig med den. Hvis jeg skulle slå ned på, hvad jeg finder mest centralt, må det være, at vi har fået kærligheden som fortegn for vores liv givet af Gud. Det er livet om at gøre at elske.
Hvis du skulle prædike over bibelstykket, hvad ville du så lade teksten handle om?
Så ville jeg tage udgangspunkt i det store spørgsmål, hvad det vil sige at elske. Formentlig ville jeg forsøge at beskrive det at elske med at se med kærlighedens blik. Her bliver min næste ikke et objekt, men derimod en, der ikke lader sig definere. Det vil sige, at der altid vil være noget, du ikke kan udsige om den anden. På en måde åbner det kærlige blik muligheden for at kunne se både klarere og mere nysgerrigt på din næste. Samtidig sætter det åbne og kærlige blik ens næste fri, ved at der altid er mere at sige om din næste end det, du kan se.
Hvilke overraskelser, som alle måske ikke får øje på, vil du gerne pege på i fortællingen?
Jeg synes, den minder os om, at vi skal turde blive ved med at stille åbne og nysgerrige spørgsmål. I teksten stiller farisæerne en række spørgsmål til Jesus, ikke af interesse, men for at få ham ned med nakken. Den slutter med, at de holder mund og ikke længere tør spørge om noget. Selvom jeg godt forstår pointen, hvor de ikke har gode intentioner med spørgsmålene, er det alligevel en ærgerlig slutning. Generelt vil jeg sige, at vi ikke skal lade være med at spørge. Vi skal hele tiden turde stille åbne og nysgerrige spørgsmål til tilværelsen.
Hvordan lægger teksten op til, at man personligt kan handle anderledes?
At vi øver os i at se vores næste med kærlighedens blik.
Hvilken bibelsk fortælling har haft størst betydning for dig?
Jeg kan ikke sige, der er en bestemt fortælling i Bibelen, der har haft en særlig betydning for mit liv. For mig er Bibelen én lang fortælling om Gud og mennesker, som ikke slutter. Vi har alle fået givet et navn, og dermed er vi en del af den fortælling. Jeg synes, der er noget trøstefuldt over, at hverken jeg eller andre ejer min fortælling. Den er derimod også fortalt af Gud, og dermed lader min fortælling sig ikke definere af hverken mig selv eller andre.
Hvem har lært dig mest om Bibelen i dit liv?
Jeg gik i skole på Christiansø, hvor jeg havde en lærer, der var rigtig god til at fortælle os bibelhistorier. Hun underviste os i mange fag, og jeg havde hende blandt andet i kristendomshistorie. Jeg husker, at hun havde Bibelen med i klasselokalet, men hun læste ikke bare op. Hun genfortalte historierne med egne ord og er en af dem, der har lært mig meget om de bibelske fortællinger. Senere beskæftigede jeg mig mere professionelt med Bibelen som teologistuderende.
Hvor tit går du i kirke?
Det gør jeg for lidt i øjeblikket. Men jeg har haft perioder i mit liv, hvor jeg har gået meget i kirke, både som barn på Christiansø og som ung, da jeg var kirkesanger og kordegn på Bornholm. Senere kom jeg mere sporadisk i kirke, men da jeg blev valgt ind i menighedsrådet i Frihavnskirken på Østerbro i København, begyndte jeg igen at gå mere regelmæssigt i kirke. Jeg fortryder aldrig, når jeg først kommer af sted, men for tiden sker det for sjældent.
Hvad har været din bedste oplevelse med en gudstjeneste?
Generelt er det, når både musik, salmer, liturgi og prædiken går op i en højere enhed, og man har fornemmelsen af, at alle er optaget af, hvad der foregår. Det oplevede jeg for eksempel i Berlin for nogle år tilbage, hvor jeg var på påskeferie med min ene søster. Vi havde besluttet at gå til gudstjeneste i Berlins domkirke. Den var fyldt til bristepunktet af børn og voksne, men alligevel kunne man høre en knappenål falde til jorden. Det var en stemning af fortættet opmærksomhed.
Hvad har været din dårligste oplevelse med en gudstjeneste?
Jeg tror ikke, jeg har egentlig dårlige oplevelser med gudstjenester. Noget, jeg dog ikke bryder mig om, er, hvis postludiet udvikler sig til noget, der minder om en koncert. Generelt ser jeg musikken og orglet som en væsentlig del af gudstjenesten. Men når velsignelsen har lydt, får jeg trang til at komme ud og i gang med livet igen. Med velsignelsen i ryggen bliver man på en måde spyttet ud i verden. Hvis postludiet bliver for langt og koncertagtigt, sker der nemt det, at jeg igen synker ind i kroppen.