Prøv avisen
Kirkeanalyse

Reformationen i Danmark var med til at bevare de nordatlantiske landes sprog

Havde Færøerne og Island lidt samme skæbne som Orkney og Shetland og var blevet integreret i Skotland og Storbritannien, havde øernes selvstændige sprog og kultur fået sværere vilkår. Arkivbillede. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Kolonialismebegrebet diskuteres flittigt for tiden, men er ikke dækkende for Danmarks forhold til Island, Grønland og Færøerne

Kolonialismedebatten raser. Og det er korrekt at tale om kolonier, når det gælder de tidligere danske besiddelser i Afrika, Vest- og Ostindien. Derimod er kolonialismebegrebet knap så rammende, hvad angår fremfærden i Nordatlanten. For var Island, Grønland og Færøerne kolonier?

Ikke rigtigt. De hørte til riget som lande. Grønland var beboet af nordboerne før inuitterne, og selvom de norske og siden danske konger mistede forbindelsen, blev landet aldrig glemt. Færøerne opretholdt man løbende kontakt til. Det blev en selvstyrende del af det norske rige allerede fra omkring år 1100 og blev også behandlet som et af kongens lande, da Norge i 1380 kom i union med Danmark. Ved enevældens indførelse i 1660 tiltrådte Island og ”Vort Land Færø”, som kongen kaldte det, selvstændigt den nye statsordning.

Efter nederlaget i Napoleonskrigene i 1814 måtte Danmark afgive Norge, men fik lov til at beholde bilandene, Ø-Norge i form af Island, Færøerne og Grønland. Vi skal her erindre, at disse var de sidste rester af det store nordatlantiske rige med glemte lande som Orkney og Shetland. Havde Færøerne og Island lidt samme skæbne og var blevet integreret i Skotland og Storbritannien, havde øernes selvstændige sprog og kultur fået sværere vilkår. Det ser vi af, hvordan Reformationen i disse lande foregik. På Shetland, som i 1469 blev pantsat til Skotland, blev det norrøne sprog udryddet med Reformationen.

Hvad med Færøerne? I et kolonialistisk perspektiv kunne man godt tolke færingerne som et undertrykt folk; særligt hvis vi ihukommer den nyere færøsk-danske historie, hvor danskerne i begyndelsen af det 20. århundrede stædigt fastholdt et forbud mod færøsk kirke- og skolesprog. Reformationen blev på Færøerne vedtaget af Lagtinget i 1533 eller 1538, men i den klassiske lutherske fortælling om Reformationen har det været et kriterium, at forkyndelse skulle ske på folkets eget mål. Og officielt blev dette først tilladt på Færøerne i 1939, og en autoriseret færøsk bibel kom så sent som i 1961.

I Island var den lokale sprogkultur stærkere i reformationstiden, så her finder vi allerede i 1540 en islandsk oversættelse af Det Nye Testamente og et fuldtudviklet islandsk kirkesprog. Ander-ledes forholdt det sig med et mindre land som Færøerne. Landet fik sin egen lutherske biskop i 1542, men stiftet blev nedlagt i 1577 (på grund af dårligt vejr ved bispesædet i Kirkjubøur og hærgende, muslimske sørøvere).

Men hvad med sproget? Dansk blev administrationssprog, men alligevel forsvandt færøsk ikke helt. Også færinger blev uddannet som præster, og vi har grund til at formode, at færingerne i kirke og skole vedblev at tale norrønt sprog. Det danske sprog på øerne fik sin egen farvning, og det vil måske være nogle læsere bekendt, at færingerne udviklede en helt speciel udtale og melodi til Kingos salmer fra 1600-tallet. Her kan vi tale om en færøisering af dansk sprog og luthersk kirke- og gudstjenesteliv.

Efterhånden påvirkede det danske sprog trods alt så meget, at der i 1800-tallet var brug for at rekonstruere sproget. Det er det færøsk, som tales i dag, og som vandt så stort indpas under den nationale rejsning i slutningen af 1800-tallet, at det i det 20. århundredes begyndelse kom til en sprogkamp mellem færøsk og dansk. Her endte det med, at de danske myndigheder gav sig og dermed åbnede for den fornyede selvstændiggørelse og myndiggørelse af færingerne.

Danskerne kunne i 1800tallet med international sprogbrug omtale Færøerne som en koloni. Reelt var der på daværende tidspunkt tale om en status a la et dansk amt. At danskerne så længe forsøgte at fastholde dansk sprog kunne ligne datidens imperialisme – men det ligner ikke en undertrykkende kolonimagt, at man alligevel tillod det. Af respekt for det gamle, selvstændige land, Danmark havde arvet fra sit norske tvillingerige, måtte danskerne give sig. Trods alt var frelse og fredsommelighed i længden vigtigere end det danske sprogs forrang.

Rasmus H.C. Dreyer er ph.d. i teologi og lektor på UC Diakonissestiftelsen.