Der var engang en mand, som grinede så højt, at man kunne se de bageste af hans kindtænder.
Manden var muslimernes profet Muhammed, og gengivelsen af fortællingen kommer fra Niels Valdemar Vinding, adjunkt ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, Københavns Universitet.
Med eksemplet vil han sige, at ikke kun Vesten har en tradition for komik og satire. Selv profeten kunne grine ad argumenter i en retssag om fadderskab.
”I klassisk optik har der ikke været meget i den islamiske tradition, som har været anderledes end i resten af den middelalderlige humoristiske verden,” siger han, inden han begynder på den historiske udvikling, som dog i dag viser forskelle. Forskelle, som blandt andet er blevet aktualiseret af de seneste dages angreb i Frankrig.
Niels Valdemar Vinding peger på områder, hvor islam og kristendommen satirisk og religionskritisk adskiller sig fra hinanden:
”Den rettroende muslim og filosofiske tænker Ibn Rushd fra 1100-tallet skriver oplagt og levende med en kritik af teologer i islam. Blandt andet skriver han, at når Gud har åbenbaret Koranen, må han vide, at mennesker tænker kritisk og fornuftigt og dermed vil tage den under kritisk behandling. Men en Søren Kierkegaard, som analyserer, hvordan man med humor og ironi kan tage kritisk afstand fra troen - en sådan analyse kan jeg ikke genkende i den arabiske verden,” siger Niels Valdemar Vinding.
Ifølge ham sker der efter Anden Verdenskrig en opblomstring af religiøse karikaturer og komik i Mellemøsten og blandt muslimer:
”Men det er svært at finde eksempler på troende med syleskarp sarkasme, som tager alt under behandling. Jeg synes ikke, jeg kan finde eksempler på muslimer, som går så hårdt til profeten, som kristne går til Jesus.”
Dog må man her stille et ifølge Niels Valdemar Vinding vigtigt spørgsmål:
”Vil de kalde sig selv kristne, på samme måde som muslimerne kalder sig muslimer?”, spørger han med reference til de mennesker, som gør grin med Jesus og kristendommen.
”Der er i den islamiske tradition alligevel en grænse for, hvortil humoren går. Og sekulariseringen gør forskellen. Og når det sker i muslimske lande, at der bliver gjort grin med profeten og Allah, er det blandt sekulariserede muslimer. For eksempel i Iran, hvor humoren bliver brugt som opposition mod præstestyret. Den opbyggelige humor er der mange eksempler på,” siger han og fortsætter:
”Lederne i den muslimske verden bliver der lavet karikaturtegninger af, men det er rettet mod politiske systemer. Den fuldstændige foragt, hvor intet er helligt, som man ser det i europæiske medier, er svær at finde paralleller til i islam.”
Den nutidige debat om, hvor langt satiren bør gå, skriver sig ind i en lang tradition:
Religionssatiren fandtes allerede i antikken, men med opfindelsen af trykpressen ved midten af 1400-tallet blev den udbredt, forklarer Storm P. Museets direktør, Iben Overgaard.
Museets ansvarsområde er, ud over formidlingen af Storm P.s værker, at give indblik i den humoristiske og satiriske kunst i forskellige kulturer, og museet havde sidste år en udstilling om religionssatiren fra år 1500 til 1900.
”I den kristne tradition blomstrede religionssatiren lystigt omkring Reformationen. Luther blev fremstillet som en, der lå med kvinder, og paven med djævletegn. Det var for at sætte modstanderen i det dårligst tænkelige lys, og det var med til at grundlægge den kristne tradition for latterliggørelse af religioner, hvor man accepterer, at der bliver gjort grin med magten,” siger hun.
Iben Overgaard peger på, at billedsatiren er utrolig stærk, fordi den kan forstås på tværs af sprog og af folk, der ikke kan læse.
”Men man kan sige, at billedsatiren godt kan misforstås på tværs af kulturelle kontekster og koder. Og det kan være baggrunden for det, som netop er sket,” siger hun med henvisning til angrebet i Frankrig.
Iben Overgaard peger på et andet særkende ved den kristne religionskritik i satiren, som har været med til at gøre den tålelig.
”Det er en kritik af magthaverne. Ikke en kritik af den enkeltes gudstro. Omkring Reformationen var det en kritik af præster, som ikke gjorde det, de selv prædikede. Det var en kritik af kirken som institution. Med Nietzsche møder man en kritik af selve det at tro på Gud. Men det har muliggjort satiren, at det er en kritik af magthaverne og kirken, og dermed ikke individet.”
Individet som det, der giver stemme til satiren og religionskritikken, er en af Vestens mest fundamentale søjler, mener professor og dr.phil. i idéhistorie Hans-Jørgen Schanz, Institut for Kultur og Samfund ved Aarhus Universitet.
”Idéen om det individuelle og selvstændige retssubjekt er helt centralt i den vestlige verden. Og altså ikke klanen eller familien. Når hver enkelt er et selvstændigt retssubjekt, er hver enkelt både ansvarlig og har rettigheder. Det er for mig at se forudsætningen for formuleringen af menneskerettighederne og også religionskritikken. Og ingen af de ting finder du inden for islams kultur,” siger han og understreger med Karl Marx' ord, hvorfor religionskritikken er så fundamental for Vesten.
”Marx sagde, at forudsætningen for enhver kritik er en kritik af religionen. Og med kritik mente han alt fra den argumentative kritik til karikaturer og satire. For når religion er intakt, dækker den alle centrale menneskelige livsytringer. Så når du lammer kritikken af religion, lammer du også stille og roligt alle andre områder.”
Hans-Jørgen Schanz peger på Reformationen som den helt afgørende forskel på den satiriske og religionskritiske tilgang i islam og kristendommen. Han forklarer, at med Reformationen kom menneskerettighederne, og med religionsfriheden også sekulariseringen.
”I kristendommen har der været en reformation både organisatorisk, institutionelt og teologisk. Noget tilsvarende har man ikke fundet i islam, og guderne må vide hvorfor. Men det betyder ikke, at der ikke har været forsøg på en reformation i islam. Det har dog været fra enkeltpersoner, og det har ikke vundet indpas,” siger han.