Forfatter revser danskernes enøjede historiefortælling: Reformationen var ikke en frihedsbevægelse

Fremstillingen af protestantismens indførelse i Danmark er fordrejet, mener lektor Bjørn Thomassen. I sin nye bog fortæller han tabernes historie

Lektor Bjørn Thomassen vil med sin bog fortælle Reformationens taberes historie, for i Danmark har denne side af sagen været ualmindelig undertrykt, mener han.
Lektor Bjørn Thomassen vil med sin bog fortælle Reformationens taberes historie, for i Danmark har denne side af sagen været ualmindelig undertrykt, mener han. Foto: Paw W. Gissel.

Efter festgudstjenesten i Haderslev Domkirke den 4. juni holdt statsminister Lars Løkke Rasmussen en tale i anledning af reformationsjubilæet. I talen sagde han blandt andet, at Luther gav os en ny forståelse af forholdet mellem religion og politik.

Han tilføjede, at man lidt forenklet kunne sige ”giv Gud, hvad Guds er. Og kejseren, hvad kejserens er”.

Men det er lodret forkert at hævde, at Luther var foregangsmand, når det gælder adskillelse af religion og politik, siger Bjørn Thomassen, der har skrevet bogen ”Kampen om de danske sjæle”, der udkom i fredags. Bogen er en kritisk modrøst til den generelle fremstilling af Reformationen i Danmark, som Thomassen kalder fordrejet.

”Statsministerens tale er et glimrende eksempel på, at vi i Danmark fordrejer Reformationens konsekvenser for samfundsudviklingen. Her stod en statsminister og hævdede, at Luther fik adskilt religion og politik – midt i en statskirke, foran statsansatte biskopper og monarken, der pr. lov skal være medlem af folkekirken, og som sammen med Folketinget udgør kirkens øverste myndighed. Det er næsten morsomt,” siger han.

Bjørn Thomassen er lektor i socialvidenskab og globale studier på Roskilde Universitet. Han er fast klummeskribent ved Kristeligt Dagblad, hvor han skriver om kirkelige forhold. Han er desuden katolik og adskiller sig ved sit kirkelige tilhørsforhold fra andre af de kritiske røster i reformationsmarkeringen som professor på Aalborg Universitet Frederik Stjernfelt og religionshistoriker Jens-André Herbener.

Med bogen vil han fortælle Reformationens taberes historie, som han siger. For i Danmark har denne side af sagen været ualmindelig undertrykt, mener han.

”Inden Reformationen florerede den kristne folkereligiøsitet i Danmark. Reformationen forårsagede en dyb krise i denne folkereligiøsitet. Vi fik tvangskristendom og statskirkelighed, hvor det sanselige blev nedtonet. Man udryddede folkelige ritualer og populære former for religiøs praksis fra bøn til Maria til processioner igennem landsbyerne. I den gængse formidling af Reformationen skriver man, at helgenbilleder og bedekapeller var blevet ’overflødige’ med Reformationen. Overflødige for hvem? tillader jeg mig at spørge.”

Op til reformationsjubilæet har både den lutherske kirke i Tyskland og den anglikanske kirke udstedt officielle undskyldninger for de ugerninger, ødelæggelser og den vold, der fandt sted under Reformationen. Ifølge Bjørn Thomassen er det helt utænkeligt, at folkekirken skulle kunne finde på at gøre det samme:

”Jeg siger ikke, at den danske folkekirke skal gå ud og sige undskyld for alt, hvad der måtte være problematisk ved Reformationen i Danmark. Jeg siger bare, at det er meget sigende, at diskussionen slet ikke er oppe at vende. Vi erkender slet ikke, at der måske er noget at sige undskyld for.”

Kan det ikke have at gøre med, at Reformationen i Danmark i mindre grad end i andre lande var præget at vold og billedstorm?

”Det gik egentlig ret voldsomt for sig. Reformationen blev indført via en borgerkrig (Grevens Fejde, 1534-36, red.). Island og Norge blev derefter påtvunget Reformationen med vold og magt og imod befolkningernes gode vilje. Angrebet på klostervæsenet var alt andet end fredeligt. Religiøse mindretal blev forfulgt i århundreder. Beboerne i det danske rige har ikke jublet over lige pludselig at skulle blive protestanter. Det foregik ikke frivilligt, men gennem tvang via en meget gennemgribende intolerance over for anderledestænkende. Mange katolske sognekirker blev faktisk brudt ned, og store dele af den kristne symbolverden blev ødelagt og ulovliggjort.”

Men det er vel ikke unikt for Reformationen, at ændringer i den religiøse magtbalance fører til vold og optøjer i et område?

”Nej, det er slet ikke usædvanligt. Det usædvanlige er derimod, at vi i Danmark opfatter Reformationen som en frihedsbevægelse uden at have fokus på den enorme magtudøvelse og tab af frihed, som den medførte.”

Når danskerens erindring om Reformationen ifølge Bjørn Thomassen er så selektiv, har det flere årsager. Ingen andre steder blev lutherdommen indført så konsekvent som i Danmark, og lutherdommen er i moderne tid blevet gjort til en del af danskheden. Ophøjelsen af Reformationen til en frihedsbevægelse eller ”renæssance” sidder dybt i os, mener han.

”Det er ikke svært at få øje på den selvfedme, som danskere oftere bliver tilskrevet. Vi synes, at vi har det bedste, mest demokratiske samfund i verden. Der er positive ting ved at have nationalstolthed, men det kan let blive for meget. Og spørgsmålet er også, om vi er så tolerante og frisindede, som vi går rundt og hævder.”

Op til 2017 skrev Bjørn Thomassen flere kritiske indlæg om den officielle reformationsmarkering. I løbet af jubilæumsåret har han dog trukket noget af kritikken tilbage. Flere steder har der været en fin og nuanceret formidling, mener han. Der er dog stadig masser af eksempler på det modsatte. Han finder det for eksempel problematisk, at man fra officielt hold markerer Reformationen som et ”jubilæum” der skal ”fejres”, når den for baptister, calvinister, katolikker og jøder betød tvang og undertrykkelse, som han siger.

Er det din opfattelse at den katolske kirke har det sværere i Danmark på grund af vores forståelse af Reformationen?

”Jeg kan ikke udtale mig på vegne af den katolske kirke. Men jeg kan da sige, at der i katolske kredse nogle gange er lidt træthed over de stereotyper om katolicismen, som kommer frem i forbindelse med Lutherfejringen. For eksempel vrangbilledet af dobbeltmoralske katolikker, der tror, at de kan betale sig fra deres synder. Det er den slags vrangforestillinger, jeg håber min bog kan være med til at rette op på.”