Regeringen vil øge støtte til forfulgte kristne

En lang række politikere og trosbaserede organisationer har kritiseret regeringen for ikke at levere på løfte om støtte til forfulgte kristne. Udviklings- ministeren er klar til at åbne pengeposen, siger hun op til stort møde i dag om problemet

Selvom udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) ikke er enig i, at ”der ikke er sket noget” på området, erkender hun, at der kunne være sket mere.
Selvom udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) ikke er enig i, at ”der ikke er sket noget” på området, erkender hun, at der kunne være sket mere. Foto: Jens Dresling/ritzau.

At kristne verden over forfølges, er efterhånden klart dokumenteret. Talrige rapporter har beskrevet, hvordan kristne minoriteter oplever et stigende pres på grund af deres tro: Kirker bliver brændt, og kristne udsattes for voldelige overfald, nogle med døden til følge.

Senest fremhævede den amerikanske udenrigsminister, Rex Tillerson, i den årlige rapport for det amerikanske udenrigsministerium, der blev udsendt i sidste uge, hvordan blandt andet kristne ifølge den amerikanske regering bliver udsat for et folkedrab af Islamisk Stat.

Men problemet er ikke nyt. Det har eksisteret i årevis, og derfor blev det også mødt positivt fra trosbaserede organisationer, da den borgerlige regering i 2015 erklærede, at den ville have et særligt fokus på at beskytte kristne minoriteter.

Den glæde er for flere af organisationernes vedkommende efterhånden vendt til frustration. For ud over en FN-bevilling til arbejdet for religionsfrihed og forhøjede bidrag til Danmission og Dansk Missionsråd er det småt med konkrete initiativer til arbejdet for forfulgte kristne.

Og selvom udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) ikke er enig i, at ”der ikke er sket noget” på området, erkender hun, at der kunne være sket mere.

”Jeg tror, at det hænger sammen med, at beskyttelse af kristne minoriteter også er en meget kompliceret sag. Og det sidste, jeg ønsker, er, at vi gør situationen endnu værre for kristne minoriteter rundt om i verden. Hvis man giver kristne en særlig status i et samfund, hvor de i forvejen har det svært, kan man frygte, at situationen forværres. Så det er faktisk ikke så nemt,” siger Ulla Tørnæs, som dog nu erklærer, at regeringen vil opprioritere indsatsen. Derfor er en række trosbaserede organisationer indkaldt til møde i dag i Udenrigsministeriet.

”Og her håber jeg meget, at der kommer brugbare input til, hvordan vi bedst kan styrke samarbejdet for kristne minoriteter,” siger Ulla Tørnæs, som også er villig til at finde flere penge til området.

”Men jeg kan ikke give sige et beløb, før jeg har mødtes med organisationerne.”

Hvorfor kan du ikke blive mere konkret? For eksempel har det været foreslået at bruge de 1,8 milliarder kroner u-landskroner i overskud på området.

”Jeg er fuldstændig enig i, at området skal opprioriteres. Det er også derfor, vi holder mødet. Men jeg forventer også selv, at det bliver opprioriteret økonomisk. Nu må vi høre, hvad der kommer på bordet onsdag, og så må vi tage det derfra. Men det er vigtigt for mig at pointere, at det er en vigtig sag for regeringen. Vi er et kristent land, og det er også vigtigt for mig som kristen, at vi bidrager til, at også kristne i udviklingslande kan praktisere deres religion i fred og frihed.” 8