Prøv avisen
Nyhedsanalyse

Regeringens indsats for religionsfrihed savner handling

Når regeringens nu et år gamle indsats for religions- og trosfrihed i disse dage skal evalueres, er det den diplomatiske indsats, der stråler klarest, mens det er sværere at få øje på konkret handling

Behovet for at fokusere på religions- og trosfrihed synes hævet over enhver tvivl. Forfølgelse af religiøse mindretal er et stigende problem. Den amerikanske tænketank PEW Research Center anslår, at religionsfriheden har alvorlige begrænsninger i 28 lande, hvilket går ud over mere end tre fjerdedele af jordens befolkning. Organisationen Åbne Døre vurderer, at flere end 200 millioner kristne lever under en høj grad af forfølgelse, og dermed er de kristne den mest udsatte religiøse gruppe i verden.

Udenrigsministeriet formulerede ved indsatsens opstart fem områder, der skulle have særligt fokus: Mobilisering af øget international opmærksomhed omkring religions- og trosfrihed, styrkelse af kvinders rettigheder, geografisk fokus på EU’s nærområder, iværksættelse af konkrete projekter, der fremmer religions- og trosfrihed og endelig optagelse af enkeltsager vedrørende individuelt forfulgte personer. Til at varetage arbejdet blev der udpeget en særlig repræsentant for religions- og trosfrihed, der med et yderst beskedent budget og kun få ansatte fik til opgave at løfte regeringens store ambitioner på området.

Spørgsmålet er, hvor mange af målsætningerne det er lykkedes at nå i løbet af det første år. Vil man undersøge resultaterne på Udenrigsministeriets hjemmeside, skal man først dygtigt kunne manøvrere sig gennem utallige menuer, inden man lander på det nyoprettede kontors underside. Her finder man en engelsksproget oversigt over aktiviteterne – en liste, der dog ikke er blevet opdateret siden den tidligere ambassadør Franz-Michael Mellbin i september forlod pladsen til fordel for sin afløser Michael Suhr. Møder, konsultationer, konferencer og dialoger præger aktivitetslisten indtil da.

Et mere gennemarbejdet overblik over det første års resultater finder man i den redegørelse, som udviklingsminister Ulla Tørnæs udsendte 30. januar. Redegørelsen fremhæver det højniveaumøde om religions- og trosfrihed, som Danmark var vært for i januar 2018. Ligeledes nævnes den afsmittende effekt, som det danske initiativ tilsyneladende har haft på flere lande, der nu selv har udnævnt særlige repræsentanter for religions- og trosfrihed. Udviklingsministeren nævner også sin egen deltagelse i det udenrigsministermøde om religions- og trosfrihed, der for første gang nogensinde blev afholdt sidste år.

Det er de diplomatiske indsatser, der fremhæves i redegørelsen. Der er endnu ikke kommet gang i konkrete projekter i de udvalgte fokuslande, da det ikke er lykkedes at indhente den nødvendige accept fra de pågældende landes regeringer. På grund af sagernes følsomme karakter er det også yderst sparsomt, hvad redegørelsen nævner i forhold til konkrete indsatser over for enkeltpersoner, der oplever forfølgelse. Dog oplyses det, at der er udvalgt to sager, som vil blive forsøgt fremmet. Vi får imidlertid intet at vide om, hvad de sager handler om.

Hvor regeringen selv vil hævde, at den valgte diplomatiske tilgang til religions- og trosfrihed er den eneste gangbare, vil kritikere mene, at det første års aktiviteter handler for meget om møder, konferencer og dialog og for lidt om konkret handling. Passager i redegørelsen giver grobund for den slags kritik, som når der for eksempel et sted står, at ”Danmark har indledt dialog med FN’s særlige rapportør for religions- og trosfrihed og FN’s leder af indsatsen (task force) for udvikling og religion om i 2019 at lancere en FN-baseret dialog om udvikling af det normative arbejde om krydsfeltet mellem religions- og trosfrihed og SDG (FN’s mål for bæredygtig udvikling, red) om ligestilling”. Danmark har med andre ord indledt en dialog med henblik på at lancere en dialog! Det kan lyde rigeligt luftigt for dem, der foretrækker en mere handlingsorienteret tilgang.

En rundspørge, som Kristeligt Dagblad lavede ved juletid, viser, at mange af landets folkekirkepræster er yderst kritiske over for regeringens indsats. Kun syv procent af de adspurgte præster mener, at regeringen gør nok for forfulgte kristne, mens over halvdelen synes, at regeringen gør for lidt. Det er formentlig en af forklaringerne på, at folkekirkens præster har fået en særlig invitation til at møde op til et orienteringsmøde i Udenrigsministeriet den 7. februar, hvor udviklingsministeren og ambassadøren for religions- og trosfrihed vil give en orientering om fremskridtene i regeringens initiativ.

Dagen inden dette åbne møde skal initiativet drøftes i folketinget. Debatten vil formentlig give os en fornemmelse af, om sagen har en fremtid efter kommende folketingsvalg. Hvor nogle af folketingets politikkere vil mene, at tros- og religionsfrihed ikke fortjener særskilt opmærksomhed og sin egen ambassadør, vil andre nok benytte debatten til at efterspørge mere konkret handling fra regeringens side.

Skal regeringen kunne retfærdiggøre sin forsigtige diplomatiske tilgang til indsatsen i forhold til religions- og trosfrihed, er der formentlig behov for en mere tydelig kommunikation både om de resultater, som forhåbentligt opnås og om de mange enkeltsager om tros- og religionsfrihed, der optager medierne og den almindelige befolkning. En mere offensiv kommunikationstilgang vil uden tvivl fremme initiativets popularitet.

Peter Fischer-Nielsen er stiftspræst for økumeni, mission og religionsmøde i Viborg Stift.