Rejse ind i et landskab

Vi har et drømmelandskab i os. Et drømmelandskab, som modsvares i virkeligheden. Det findes derude. Ude i verden. Det venter blot på vores besøg, så skal det åbenbares. Et møde, der kan afstedkomme epifani-tilstande af chok, vrede, smerte, sang, liv og klarsyn. Det er tanken bag digtsamlingen Territorialsang af Pia Tafdrup fra 1994. Digtsamlingen er foranlediget af rejser til Jerusalem som det sted, hvor digterjeg'et finder frem til en klarhed over sin jødiske identitet. Den identitet, som hidtil var skjult. Noget af digterens jeg har været i eksil, men drømmen eller længslen har drevet hende til det landskab, hvor det kan finde hjem. Jeg bryder op, jeg går, jeg forlader / - drømmer hul og passage, fuldbyrder en ukendt historie. / Blodet får klipperne til at lyse hver for sig og i et gigantisk bål...«. Opbruddet er nødvendiggjort af en stærk drøm om at få kontakt med den ukendte historie. Rejsen er et stykke arkæologisk udgravningsarbejde for at finde en passage til ukendte områder af selvet. Som at grave ned i sin »bevidstheds tell« - symbolet på erindringen (tell (arabisk): en bakke, ruinhøj med talrige levninger fra oldtiden). Rejsen er altså en rejse ind i et landskab, hvor jeg'et finder ord og stemme for noget, det anede i forvejen, og samtidig bliver overvældet af noget nyt, noget det ikke vidste om sig selv i forvejen: »Du vil se det gamle nyt og det nye gammelt / det beror på dine øjne, hvordan du betragter dette sted / ligesom det afhænger af dig selv, hvad byen vælger i dig«. Byen Jerusalem er byen mellem himmel og ørken. Den træder i digtsamlingen frem som blandingen af sansning og mytologi. Kroppens umiddelbare og afstandsløse mærken sig byen kan ikke skilles fra ordenes og fortællingernes Jerusalem. Jerusalem skyder sig op af bjerget som saltkorn med dens røde og rosa kalksten. Lyset stiller skarpt på alting om morgenen, opheder alt indtil det hallucinatoriske og ulidelige midt på dagen og dør langsomt ud i aftenskumringen, hvor alt, der var adskilt, forsones med hinanden. Blæsten fra den judæiske ørken jager ubarmhjertigt gennem byen. Grædemuren står under himlen i desperat sol og fremkalder både de kendte forestillinger om byen, men med panden mod den også den smertelige erfaring af at være undervejs til at blive én hel person. Ligesom også religionsudøvernes bønner mod himlen under hvert tag - det kuplede, det spidse eller teltformede - formulerer digterjeg'ets. Og mellem de hellige huse, i duften af gyvel, koralbuske og klynger af rosmarin blandes pilgrimsoptoget på Via Dolorosa sig med kødfulde koner og sortbørsvekselerer fra basaren, der igen overvåges af M-16 automatrifler og Uzi-maskinpistoler... »Det regner helligt og hallucineret i Via Dolorosa...« Jeg er rejst fra et sted til et andet, hilser på det ukendte i mig selv, tænder lys og samler mine skygger Er én, den samme som altid og en anden... ...En kalkskal brister, jeg synger fra midten synger fra min skygge, fylder rummet med min rytme hører et sprog blive til; et sted at være, et sted at mødes. Mødet med den anden verden - det andet landskab - har forløst et nyt sprog, har kaldt et nyt rum frem i digterjeg'et. Saltet, fuglen og sangen I denne dannelsesrejse, som formes i spændingsfeltet mellem digterjeg'ets åbne og modtagelige sind i mødet med byen på den ene side og mytens fortolkning af oplevelsen på den anden side, er der som sagt fyldt med gamle og nye billeder og fortællinger. De er hentet fra den jødiske familie- og slægtsmæssige baggrund, fra eksil-jødedommen, fra politikken og religionen. Betydningen af mødet med landskabet Jerusalem kan beskrives via flere tanke- og billedverdener fra digtsamlingen, men lad mig samle det om tre gennemgående billeder, som alle har bibelske referencer. »Lade den himmelske by slå rødder i sindet / og saltet i blodet udgøre digtets grundsten«. Sådan skriver digteren om byen. Salt i bibelsk forstand har flere betydninger: det er det uundværlige krydderi til maden (udvundet af Dødehavet - »Salthavet«). Det er et privilegium at få salt, »at spise ens salt« betyder at være i hans brød eller stå under hans beskyttelse. At have en »saltpagt« er udtryk for et dyrebart pagtsforhold. Saltet bruges til at rense med; i bibelsk tid blev det nyfødte barn gnedet med salt (Ezra-bogen). Foruden saltets ætsende karakter - Abimelek strøede salt på Sikems ruiner, for at byen aldrig skulle rejse sig mere (Dommerbogen) - har saltet også en bevarende/krydrende evne, jf. Bjergprædikenen, hvor Jesus om disciplene siger, at de skal være Jordens salt. Det er alle disse betydninger af salt, der glider ind i Tafdrups digtsamlinger, en slags bro eller bindelinje til sjælene i eksil. Nogle gange skærer fuglesangen som sakse, andre gange sidder »duen fra sin himmel i en niche mellem stenene (og) ryster vingerne«, og atter andre gange »sværmer fuglene i zenit«. Fuglene er symbolet på den dannelsesproces, digterjeg'et gennemgår fra eksil til hjemkomst; en rejse, der afføder en vekslen frem og tilbage mellem ørken og himmel. Da den rejsende tager fra byen, »stiger fuglene synkoperet, de sejler elskovssyge bort i den tynde luft / forsvinder i horisonten, ikke anderledes end spor af skyer«. Fra Højsangen især, men også fra det kristne helligåndssymbol kender vi duen/fuglen. Når regntiden er ovre - når fraværet er forbi - da viser duen sig i hele sin skikkelse og synger klart. Nærværet skildres som et bryllup. Når Helligånden står over mennesket i den kristne tradition, da er mennesket fyldt af det guddommelige nærvær og derved hjemme hos sig selv. Et nærvær, der fornemmes som tyngdens lethed. Jerusalem, moderen der skiftevis velsigner og piner sit afkom i kærlighedens navn. Pia Tafdrup, der i januar 1999 modtog Nordisk Råds Litteraturpris for digtsamlingen »Dronningeporten«, udgav i foråret digtsamlingen »Tusindfødt« på forlaget Gyldendal. Dette er den anden artikel i kulturens sommerserie, »Digternes land«. Den første artikel blev bragt 28. juli.