Rektor: Fællesskab kræver forbud mod religiøse handlinger

Hvidovre Gymnasium og HF forbyder religiøse handlinger på skolen for at undgå social og religiøs kontrol, siger rektor Kirsten Jensen

 ”Mission skal ikke foregå i et offentligt rum,” mener rektor Kirsten Jensen.
”Mission skal ikke foregå i et offentligt rum,” mener rektor Kirsten Jensen. . Foto: Hvidovre Gymnasium og HF.

Religiøse aktiviteter er forbudt på de seks gymnasier med flest tosprogede elever i Danmark. Et af disse er Hvidovre Gymnasium og HF i København, hvor 41 procent af eleverne i 2014 havde udenlandsk herkomst ifølge de seneste elevtal fra Undervisningsministeriet.

Rektor Kirsten Jensen, hvorfor er det ikke tilladt at deltage i religiøse aktiviteter på Hvidovre Gymnasium?

"Gymnasiet er et verdsligt rum, hvor vi mødes om undervisning først som sidst. Vi ønsker, at vores mangfoldige fællesskab skal lykkes, og derfor vælger vi at mødes om det, vi er fælles om, i stedet for religion. Vi forbyder ikke religion, kun religiøse handlinger."

Hvad indebærer religiøse handlinger?

"Vi ønsker ikke et bederum, og vi tillader ikke, at elever beder i fællesskab."

I vil gerne mødes om det, I er fælles om, siger du. Men der er jo masser af ting, I ikke er fælles om, men som alligevel er tilladt, går jeg ud fra?

"Det er rigtigt, at vi selvfølgelig ikke kan være fælles om alt. Men forskellen er, at gymnasiefester, sportsarrangementer og politiske arrangementer er åbne for alle. Det er ikke for en lille lukket gruppe, der mødes i et frikvarter."

Kan det ikke være, at religiøse aktiviteter kan være åbne for alle? Kristeligt Forbund for Studerende siger for eksempel, at de meget gerne vil have kirkefremmede med til deres frokostmøder.

"Det er, fordi de har en missionsdagsorden. Jeg kender dem godt. Det er okay, at de har en dagsorden, men mission skal bare ikke foregå i et verdsligt rum."

Forbyder I religiøse handlinger, fordi I frygter gruppepres og social kontrol blandt de muslimske elever?

"Det er en af årsagerne til det, ja. Vi ved, der er erfaringer på andre steder med noget social kontrol i indvandrerkredse. Det kan også finde sted blandt kristne, der lever i subkulturer. Jeg er opvokset i Nordjylland, hvor det var kendt, at de missionske så hinanden an for at se, hvem der kom i kirke."

Kristeligt Forbund for Studerende mener, at I forsøger at løse et praktisk problem med mange tosprogede med et principielt argument om at være religionsneutrale. Har de ikke ret i det, når du indrømmer, at I gør det blandt andet for at undgå social kontrol?

"Nej, der tillægger de os skjulte motiver. Vi vil være religionsneutrale, fordi vi vil have et fællesskab til at fungere. Frygten for social kontrol og gruppepres er ikke hovedårsagen."

Ville du holde fast i forbuddet, hvis du var rektor på et gymnasium uden tosprogede?

"Ja, det ville jeg. Vi lever i et sekulært samfund, og det må vi holde fast i under alle omstændigheder."