Religiøst praktiserende ser mere positivt på livet

Ny forskning peger på, at religiøst praktiserende generelt ser lysere på livet og har mindre risiko for depression

Ny forskning peger på, at religiøst praktiserende generelt ser lysere på livet og har mindre risiko for depression
Ny forskning peger på, at religiøst praktiserende generelt ser lysere på livet og har mindre risiko for depression Foto: .

En undersøgelse, der i sidste uge blev præsenteret i det videnskabelige tidsskrift Journal of Religion and Health, viser ifølge CNN at personer, der har et regelmæssigt fremmøde til religiøse gudstjenester, også har et mere optimistisk livssyn og mindre risiko for depression.

Religiøst praktiserende, der jævnligt lægger vejen forbi kirken, synagogen eller moskeen, har således 56 procent større sandsynlighed for at have et positivt livssyn. Samtidig er gruppen 27 procent mindre tilbøjelig til at få depression, refererer CNN fra undersøgelsen.

LÆS OGSÅ: Troende er mindre nervøse

Det er forskere fra Yeshiva Universitet i New York, der har gravet i resultaterne fra en undersøgelse blandt 92.539 kvinder over 50 år og særligt fokuseret på kvindernes følelsesmæssige helbred, samt faktorer som optimisme, depression og kynisme, skriver CBS News.

Artiklen fortsætter under annoncen

Resultatet viser en sammenhæng mellem religiøs aktivitet og et sundt mentalt helbred, forklarer psykologi-professor ved Yeshiva Universitet Eliezer Schnall.

Schnall fortæller til Reuters, at medlemmer af religiøse grupper er mere fortrolige med hinanden sammenlignet med for eksempel kortspillere eller sportsudøvere, der også forsamles jævnligt.

Kirkegang er dog ikke en mirakelkur for den pessimistiske.

Der er en sammenhæng mellem religiøs aktivitet og et sundt helbred, men det betyder ikke at der en årsagsforbindelse, forklarer Schnall til CBS News.

LÆS OGSÅ: Forskning: Genfødte kristne har mindre hjerner

Man kunne også forklare sammenhængen med, at optimistiske mennesker i højere grad drages til religiøse aktiviteter.

En stor dansk undersøgelse, som netop er lavet i samarbejde mellem Kræftens Bekæmpelse og Syddansk Universitet, viser at troen tilsyneladende har en positiv indvirkning på helbredet eftersom langt færre frikirkefolk, ifølge undersøgelsen, dør af livsstilssygdomme.