Prøv avisen

Religiøs gruppe taber retssag om psykedelisk drik

Ayahuasca indeholder det psykedeliske stof dimethyltryptamin, der siden 1970’erne har været forbudt i Danmark. Billedet er fra Brasilien, hvor Santo Damie-religionen stammer fra. Foto: Eraldo Peres/AP

Det er ikke et brud på religionsfriheden at forbyde en religiøs menighed at indtage den hallucinerende ayahuasca-drik, afgjorde Højesteret i går

Ligesom kristne drikker vin og spiser brød ved nadver, drikker tilhængere af Santo Daime-religionen en særlig ayahuasca-vin. Vinen er deres sakramente, og under religiøse ceremonier bringer ayahuasca-vinen dem tættere på Gud. Kan vinen ikke drikkes, kan religionen ikke praktiseres. Så simpelt er det, og så alligevel ikke.

Ayahuasca indeholder nemlig det psykedeliske stof dimethyltryptamin, der siden 1970’erne har været forbudt i Danmark. Et forbud, som den danske menighed under Santo Daime, Nordens Céu Sagrado, anser som et direkte brud på deres ret til frit at praktisere deres religion. Sundhedsministeriet har nemlig afvist at give dem dispensation til at importere og indtage stoffet. Og det har betydet, at Kirkeministeriet ikke vil anerkende dem som en religiøs menighed. Afgørelserne har fået menigheden til at sagsøge både Sundheds- og Kirkeministeriet. Sagen blev sidste år ført i Østre Landsret, hvor begge ministerier blev frifundet. Efterfølgende ankede menigheden sagen til Højesteret. I Højesteret er sagen blevet ført som en principiel sag, hvor retten har haft til opgave at vurdere, hvorvidt afslaget var et brud på Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel ni, der beskytter individets ret til frit at praktisere dennes religion. Da dommen i går faldt, var afgørelsen klar:

”Højesteret fandt, at afslaget på tilladelse til import af ayahuasca-vin var et indgreb i religionsfriheden i artikel 9’s forstand, men at afslaget var nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den offentlige sundhed og offentlige orden,” lød det i domsafsigelsen.

Med dommen fastslog Højesteret, at selvom Danmark har religionsfrihed, så er den ikke absolut. I gårsdagens dom blev der således lagt vægt på de begrænsninger, der står i menneskerettighedskonventionens religionsfrihedsparagraf stk. 2. Her fremgår det:

”Frihed til at lægge sin religion eller overbevisning for dagen skal kun kunne underkastes sådanne begrænsninger, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den offentlige sikkerhed, for at beskytte offentlig orden, sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres ret og frihed.”

Niels Valdemar Vinding er adjunkt på institut for tværkulturelle og regionale studier ved Københavns Universitet og ekspert i trossamfund uden for folkekirken. Han ser dommen som et eksempel på gensidigheden i den samfundskontrakt, vi har i Danmark omkring friheden til at praktisere religion. For alle har ret til at have deres egen religion, så længe de ikke bryder loven. Noget som også er skrevet ind i Grundlovens paragraf 67, påpeger adjunkten:

”Det er ikke en gummiparagraf, man kan proppe alt muligt ned i, kalde det religion og så te sig, som man vil. Det skal være inden for ordnede rammer og vilkår,” siger Niels Valdemar Vinding, inden han fortsætter:

”Fra tid til anden og af mange forskellige grunde bliver religioner nødt til at genfortolke deres ritualer, og det er den her menighed også nødt til, såfremt de vil praktisere i Danmark. Måske kan en anden vin vikariere for den, de vil importere?”