Religiøse ledere frygter, at imam-sag øger pres på alle trossamfund

Afsløringer om imamer har sat pres på udvalg, der skal regulere trossamfund uden for folkekirken. Men politisk pres kan skade dem, mener ekspert

Trossamfund og rabiate imamer er på alles læber, og nu lægges der nyt politisk pres på det regeringsnedsatte udvalg, som skal regulere trossamfund uden for folkekirken. Her ses formanden for Grimhøjmoskeen, Oussama El-Saadi.
Trossamfund og rabiate imamer er på alles læber, og nu lægges der nyt politisk pres på det regeringsnedsatte udvalg, som skal regulere trossamfund uden for folkekirken. Her ses formanden for Grimhøjmoskeen, Oussama El-Saadi. . Foto: Bo Amstrup.

Trossamfund og rabiate imamer er på alles læber, og nu lægges der nyt politisk pres på det regeringsnedsatte udvalg, som skal regulere trossamfund uden for folkekirken.

I morgen fremsætter De Konservative et beslutningsforslag om at fremskynde arbejdet i udvalget, og dermed følger partiet efter kirkeminister Bertel Haarder (V), som tidligere har gjort udvalget opmærksom på muligheden for at tage godkendelsen fra trossamfund.

Men politikerne burde stikke piben ind. Det mener Bent Hylleberg, formand for Baptistkirken.

”Jeg synes, at det ville klæde politikerne og kirkeministeren at lade udvalget arbejde inden for de skitserede rammer i fred og ro. Og hvis det handler om at ramme yderligtgående muslimer, så har vi haft muslimer i Danmark i halvanden generation, så der er ingen grund til hastværk,” siger Bent Hylleberg.

Hos Dan Rosenberg Asmussen, formand for Det Jødiske Samfund i Danmark, er der en vis ængstelse for, hvad det store fokus på yderligtgående imamer kan betyde for trossamfundsudvalgets arbejde.

”Vi har hele tiden været opmærksomme på, at udvalget måske vil komme med anbefalinger, der vil komplicere tilværelsen for os, uden at det på nogen måde er vores adfærd, der har berettiget til den slags ændringer for trossamfundene. Derfor har vi efterspurgt dialog med udvalget, men desværre er der en vis lukkethed omkring konkrete forslag fra udvalget. Jeg synes, at man skylder at give os nogle konkrete udmeldinger om arbejdet, som vi kan forholde os til,” siger Dan Rosenberg Asmussen.

Der er en risiko for, at politikerne midt i debatten om islam og moskéer drager forhastede konklusioner om trossamfund, siger Niels Valdemar Vinding, adjunkt på Københavns Universitet med trossamfund som forskningsområde.

”Politikere, der gerne vil fremstå handlingsparate, kan godt komme til at skade trossamfundene uden for folkekirken. Det er ærgerligt, hvis man forhaster det lovforberedende arbejde og misser chancen for at lave en solid, substantiel regulering om trossamfund og i stedet havner i symbollovgivning,” siger Niels Valdemar Vinding.

Kirkeordfører for De Konservative Naser Khader mener ikke, at han lægger et urimeligt pres på trossamfundsudvalget.

”Det kan ikke passe, at de har været i gang i mere end to år og stadig ikke har forslag til, hvordan man kan regulere trossamfund og tage godkendelsen fra dem,” siger Naser Khader.