I mange år har udviklingsorganisationer gået og puttet med deres religiøse ståsted, hvis de ville forsøge at få penge ud af de store økonomiske donorer som EU og FN, men sådan er det ikke længere. I dag er et religiøst ståsted snarere noget, der kan gøre vejen til donorernes pengekasser væsentlig kortere.
Det viser sig blandt andet ved, at det netop er lykkedes missionsorganisationen Danmission for første gang at få tildelt en større EU-bevilling på næsten 12 millioner kroner. Pengene skal blandt andet bruges til fredsarbejde igennem religionsdialog i Irak, Syrien og Libanon de næste tre år, og generalsekretær Jørgen Skov Sørensen er ikke i tvivl om, at organisationens kristne værdier har været en fordel i den sammenhæng.
”Vi har som trosbaseret organisation en anden tilgang til problemstillingen end sekulære. Blandt andet kan vi igennem vores partnere i områderne få religiøse ledere i tale på en helt anden måde. Men det er relativt nyt, at donorerne anerkender det, og for år tilbage ville vi formentlig ikke kunne have fået sådan en bevilling hos EU,” siger han.
Ifølge Marie Juul Petersen, seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder, er den øgede forståelse for tro og religion en tendens, man har kunnet se vokse sig stadig stærkere over årene hos en lang række af de store donorer ved udviklingsarbejde. Hun har netop forsket i sammenhængen mellem religion og udvikling og siger, at trosbaserede organisationer aldrig har været i højere kurs inden for udviklingsarbejde.
”Det reflekterer selvfølgelig en større opmærksomhed på religion i den offentlige sfære mere generelt, men det har også noget at gøre med en skuffelse over de sekulære ngo’er tilbage i 1990’erne. Herefter opstod forestillingen om, at trosbaserede organisationer kunne levere bedre, fordi de havde gode netværk, en lang historie og kunne oversætte det sekulære udviklingssprog til noget, man kunne forstå i lokalområderne,” siger hun.
Marie Juul Petersen forklarer, at de seneste års kamp mod terror og ikke mindst de religiøse spændinger i Mellemøsten desuden har været katalysatorer for, at der er kommet mere fokus på religion og religiøse organisationer som en ressource i udviklingsarbejdet.
Generelt har EU dog været mere tilbageholdende end andre store aktører i forhold til at inddrage religiøse aktører, forklarer Filip Buff Pedersen, projektkonsulent hos Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling. Og da EU kom med på vognen og begyndte at inddrage trosbaserede organisationer i hjælpearbejdet, var det med klare klausuler om, at pengene ikke måtte bruges til missions- arbejde eller kirkelige aktiviteter.
”Mange af kravene findes stadig, men der er en tendens til, at noget af denne skepsis er ved at lægge sig. EU er mindre bange for at støtte kirkelige organisationers udviklingssamarbejde, så længe pengene samtidig bliver brugt til at opfylde udviklingsmål,” siger han.
Dermed er religion blevet et så stort plusord inden for udviklingsarbejde, at der er fare for, at det i sidste ende kan give bagslag, og der kan opstå en skuffelse over de religiøse organisationer, siger Marie Juul Petersen fra Institut for Menneskerettigheder.
”Der er nok behov for, at man får et mere realistisk syn på, hvad man kan forvente af religiøse aktører. Tidligere har der helt klart været en tendens til, at religion er blevet overset i udviklingsarbejdet, men de seneste par år har fokus på religion og trosbaserede aktører måske været overdrevent optimistisk i forhold til, hvad de kan i forhold til sekulære ngo’er. Lige nu ligger udfordringen i at finindstille tilgangen, så opmærksomheden på religion finder sin rette størrelse,” siger hun.