Da Jeppe Sinding Jensen begyndte at læse religionshistorie i 1977, var han den eneste studerende på sin årgang. Den unge aarhusianers interesse for fremmede kulturer lod ikke til at blive delt af mange af hans jævnaldrende, og da Aarhus Universitet nogle år forinden havde fået en hel håndfuld studerende på én gang, skyldtes det da også udelukkende en fascination af hinduisme og guruer. Den videnskabelige tilgang viste sig dog ikke at interessere de spirituelle studerende, og mange droppede i stedet ud og tog til Indien.
I 1977 lod religionerne og studiet af dem med andre ord til at være på vej på museum i Danmark, husker Jeppe Sinding Jensen. Men den udvikling har i den grad ændret sig.
”Dengang kunne man ikke komme med et religiøst argument og forvente at blive taget alvorligt i den vestlige verden. Men i dag er der religion overalt. Politikere og meningsdannere snakker om kønsopdeling i svømmehaller og frikadelleordninger i børnehaver, mens der er adgang til diverse religiøse budskaber via sociale medier og mindfulness i skolen,” siger den 68-årige lektor emeritus på afdeling for religionsvidenskab på Aarhus Universitet.
Jeppe Sinding Jensen er aktuel med den nyeste bog i Tænkepauser-serien fra Aarhus Universitetsforlag, som handler om religion. Ifølge ham var det oplagt at beskrive historien og teorierne bag noget, der gennem alle tider har haft indflydelse på samfundet og det enkelte menneskes liv.
”For mig er det interessante, at der lader til at være noget i mennesket, som gør, at religioner kan få stor betydning for, hvordan vi opfatter verden. Modsat dyr er vi i stand til at skabe kollektive værdiuniverser og lade os styre af noget, som ikke umiddelbart kan påvises,” siger han.
Som sagt var interessen ikke stor, da Jeppe Sinding Jensen begyndte at læse religionshistorie i 1977. Men det ændrede sig kun to år senere, da Iran gik fra at være et vestligt orienteret monarki til en islamisk teokratisk republik under den shiamuslimske Ayatollah Khomeini. Ifølge Jeppe Sinding Jensen forandrede den iranske revolution i 1979 opfattelsen af religion i vores del af verden.
”Da jeg begyndte at studere, var religion primært noget med sjælero, der var godt for gamle koner, som snart skulle op og møde Vorherre. Men efter den iranske revolution blev den til storpolitik. I Vesten opdagede man, at religion ikke bare var noget med søndagsskole og uforklarlige forestillinger, men også noget ydre. Der opstod en frygt for krig, terror og radikalisering,” siger han.
I dag kan religion både handle om politik, kontrol, åndelighed og religiøse erfaringer. Hvilken tilgang der kom først, er svært at sige, da forskere efterhånden har opgivet at finde religionernes nulpunkt. Ifølge Jeppe Sinding Jensen skal man sandsynligvis omkring en million år tilbage i tiden til der, hvor man vurderer, at mennesket udviklede større hjerner og dermed også social intelligens og en bredere palet af følelser. Sammen med det er der sansynligvis kommet en tro på, at verden er mere, end vi kan se, siger han.
Ifølge bogen er den engelske antropolog Edward B. Tylor den første, der kom med en videnskabelig forklaring på grundlaget for al religion i 1870. Han brugte udtrykket animisme, som henviste til troen på sjæle, liv efter døden og på, at mennesker kan kontrollere guder og ånder ved at udføre bestemte ritualer.
Idéen om guder har generelt været afgørende for alle religioner gennem tiden, siger Jeppe Sinding Jensen.
”Ordet ’religion’ stammer helt tilbage fra den gamle romerske republik fra det seneste århundrede før Kristi fødsel. Det er latin, hvor ’re’ er noget med ’igen’, og ’ligion’ kommer af ’ligare’, som er noget med at binde. Så religion handler netop om, at man genbinder eller opretholder kontakt mellem guder og mennesker,” siger han.
Det bånd blev i første omgang opretholdt ved hjælp af ofringer. Ville man have en god høst eller fangst, måtte man give guderne noget til gengæld. I årene op til år nul blev fokus dog flyttet fra ofringer til handlinger.
Herfra blev mange af de gamle og mere lokale religioner efterhånden udkonkurreret af de store religioner, vi kender i dag. Ifølge Jeppe Sinding Jensen skyldtes dette i høj grad skriftsproget, som gjorde det muligt for profeter, filosoffer og religiøse ledere at udbrede budskaberne fra jødedommen, kristendommen, islam, hinduisme og buddhisme til andre steder i verden.
Med det skift gik religion fra at handle om at tænke, tale og handle rigtigt og følge sin egen samvittighed i stedet for at ofre okser og korn.
”Ud over at kunne bruges til trøst, beskyttelse og lindring, er en udbredt teori om religionernes betydning, at de er et værn mod kaos. Det at dele normer og værdier er med til at støtte op om samfundet og skabe sammenhængskraft. Den sociologiske forklaring på, at religionen udvikler sig til at handle om etik, er, at nogle samfund bliver så veludviklede, at de har brug for administration. Man skabte for eksempel lov og orden med De Ti Bud. I den optik blev religion den sociale cement, man byggede samfundet med,” siger Jeppe Sinding Jensen.
Denne sommer blev knap 60 studerende optaget på religionsvidenskab i Aarhus. Selvom området dermed møder større interesse fra de unge end i Jeppe Sinding Jensens studietid samt i medier og samfundsdebatten, bliver folk i Vesten dog ikke nødvendigvis mere religiøse. Men sekulariseringen har ikke gjort religionen ligegyldig, og de kristne værdier fylder eksempelvis stadig for mange danskere, siger han.
”Vi befinder os i et posttraditionelt samfund, hvor der ikke er en bestemt tradition, der bestemmer alt. I dag har vi måske 25 procent mennesker i det vestlige samfund, som synes, at religion er fuldstændig åndssvagt, og 25 procent, som er stærkt troende. Og derimellem er der dem, som ikke er meget religiøse, men måske alligevel engagerer sig og for eksempel får deres børn døbt.”