Prøv avisen

Religion er kilde til konflikt på fodboldbanen

Liverpool-spillerne Mohamed Salah (højre) og Sadio Mane (venstre) fejrer en scoring ved at falde på knæ og kysse græsset for at takke Gud. Foto: Sven Hoppe/Ritzau Scanpix

Det bliver stadig mere udbredt, at fodboldspillere viser deres tro på banen. FIFA har forbudt religiøse budskaber, men ignorerer ofte bønner

Da Brasilien i 2016 vandt OL- guld ved at slå de forsvarende verdensmestre fra Tyskland efter straffespark, iførte brasilianernes altoverskyggende stjerne, Neymar, sig et pandebånd med påskriften ”100 % Jesus”. Og da den egyptiske stjerne og praktiserende muslim Mohamed Salah sparkede Egypten til VM, faldt han på knæ og kyssede græsset for at takke Gud. Det bliver stadig et mere almindeligt syn på stadioner over hele verden, at de højt betalte fodboldstjerner takker de højere magter, inden arbejdet fløjtes i gang.

Og det er ikke overraskende, for sporten har i høj grad lånt religionens virkemidler, forklarer Asker Hedegaard Boye, idéhistoriker og kultur- og sportsjournalist hos Weekendavisen.

”Sport og religion er tæt sammenvævet, og den religiøse metaforik og virkemidler går i høj grad igen i fodboldens verden. Stadioner er næsten hellige arenaer, og spillerne behandles som afguder. Hele den moderne sport er bygget på et kvasi- religiøst grundlag. Så sprogene ligger tæt op ad hinanden.”

Der er dog også en vis logik i, at det netop er i dag, vi ser udviklingen, og ikke for 20 eller 30 år siden, forklarer Morten Rasmussen. Han er lektor i historie ved Københavns Universitet og medforfatter til en bog om forholdet mellem fodbold, nationalitet og identitet.

”Spillere i dag er blevet brands i sig selv, og deres værdi uden for banen er nærmest større end på banen. Her bliver religion endnu en form for identitetsmarkør, hvor en spiller kan skille sig ud fra de andre.”

Det er dog ikke altid uden problemer, når sportsstjerner bekender sig til religionens regelsæt.

I Egypten har man diskuteret, om det er haram, hvis en fodboldspiller bryder sin faste under VM i Rusland.

Eller er det tværtimod haram, hvis han ikke gør det?

Når deres stjernespiller og praktiserende muslim Mohamed Salah og holdkammeraterne går på banen mod Uruguay i dag, er det blot en dag efter ramadanens afslutning, hvor spillerne har skullet faste i en måned.

Og bekymringen er, om den hårde kur vil sætte sine spor på banen.

Derfor prøver de egyptiske lærde at finde frem til, hvordan man bedst muligt kan forene religion med sportslig succes.

For organisationen bag VM, FIFA, der, ud over at være kendt for sin omfattende korruption, pryder sig af at holde politik og fodbold adskilt, skaber det også dilemmaer. Ifølge reglementet er det ikke tilladt at vise religiøse budskaber eller sloganer på trøjer eller andet udstyr. Men der er ikke nedfældet regler om spillere, der sender deres respektive gud en hilsen foran snurrende kameraer. Det er et potentielt hvepsebo, man helst undgår at pirke til, lyder det fra Asker Hedegaard Boye.

”Det lader til, at man ser igennem fingre med det. Og det skyldes nok blandt andet, at man ville få travlt, hvis man skulle til at slå ned på det, for hvor går bagatelgrænsen? Vil man virkelig slå ned på en spiller, der lige hurtigt slår korsets tegn? Jeg tror, FIFA vurderer, at risikoen for at provokere ved at vise sit religiøse tilhørsforhold er mindre end de problemer, man kunne skabe ved at gå ind og forbyde det.”

I en artikel fra februar i år kunne britiske The Guardian beskrive, hvordan engelske stadioner er gået fra at være rekrutteringscentre for højrenationalister i 70’erne og 80’erne til, at man i dag synger slagsange for de efterhånden mange åbent praktiserende muslimske fodboldstjerner, der er i den bedste engelske række, Premiership. Det, der er fælles for mange af de muslimske stjernespillere, er, at de ikke blot er dygtige med en bold, men også uden for banen tager et stort socialt ansvar. Det er med til at bygge bro, og ifølge Asker Hedegaard Boye er der da også sket en klar kulturændring i fankulturen.

”Selvom man stadig hører om racisme og chauvinisme, så er stadionkulturen blevet forandret. Det er blevet en meget tryg oplevelse, og man har fået luget ud i den hadske adfærd blandt fans. Og denne udvikling bliver understøttet af, det bliver mere almindeligt med spillere fra vidt forskellige baggrunde, som opfører sig som rollemodeller.”