Religion får virkning i samfundet over tid

Kristendommen har sat sig lange og dybe spor i samfundet. Det har fået den tyske filosof Jürgen Habermas til at kalde det en pligt at sætte sig ind i samfundenes kristne grundlag

Habermas karakteriserer de europæiske samfund som "postsekulære", altså på én gang grundlæggende sekulære og dybt prægede af religiøse traditioner og grupperinger.
Habermas karakteriserer de europæiske samfund som "postsekulære", altså på én gang grundlæggende sekulære og dybt prægede af religiøse traditioner og grupperinger. Foto: LINDA HENRIKSEN.

Kristeligt Dagblad kunne for nylig fortælle, at mange unge politikere ser på religion som et eksistentielt og kulturelt engagement, der skal have plads og frihed til at udfolde sig i samfundet. Spørger man tidens mest erfarne religions- og samfundsforskere, er der opbakning til de unge politikere. Det gælder for eksempel den 83-årige tyske sociolog Jürgen Habermas.

LÆS OGSÅ: Kirkebænke og altersølv til salg

Habermas karakteriserer de europæiske samfund som postsekulære, altså på én gang grundlæggende sekulære og dybt prægede af religiøse traditioner og grupperinger. I sine yngre dage understregede han, at de tilbageværende religiøse grupper godt kunne deltage i demokratiet, hvis de oversatte deres religiøst betingede idéer til sekulære argumenter, for de sekulære argumenter måtte have monopol i den demokratiske diskussion.

I de senere år har Habermas modificeret sit standpunkt i to skridt: Først har han fremhævet, at de sekulære også har pligt til at søge at forstå de religiøse der skal altså være gensidighed i arbejdet med indbyrdes forståelse. I anden omgang har han fremhævet, at de vestlige samfund ikke kan overleve uden et bevidst træk på samfundenes kristne grundlag, som det derfor er en demokratisk pligt at sætte sig ind i, alt andet er blot postmoderne snak.

I et bidrag fra 2008 har Habermas sammenfattet sit syn således: Moderniseringen og sekulariseringen kan ikke længere ses som sammenhængende og uafvendelige processer. Derfor må samfundet indrettes, så borgerne indgår i gensidige forståelsesbestræbelser mellem sekulære og religiøse grupper. Det dummeste, man kan gøre i et samfund, hvor meningen med livet er én af de mest sparsomme ressourcer, er at lukke for traditioner og praksisformer, der kan være med til at give mening til menneskers liv og måske også til at fastholde en human vision for samfundet. Religion bidrager ikke automatisk til samfundet, men under bestemte forhold kan den blive en afgørende bidragyder.

For egen regning nævner jeg som eksempel, Paulus udsagn i Galaterbrevet 3, 28: Her er ikke forskel på jøde og græker, træl og fri, mand og kvinde, for alle er I én i Kristus Jesus.

Umiddelbart kan udsagnet ligne en gratis omgang, for Paulus holdt jo kvinderne fra talerstolen og forkyndte, at slaverne skulle forblive slaver. Ikke desto mindre ligger der en dynamisk indsigt på spring i udsagnet, selvom indsigten først kom til klar udfoldelse cirka 1800 år senere, da konservative kristne som Grundtvig og Wilberforce kæmpede for slavernes frigivelse, og selv de mest konservative mandlige missionærer, der tilmed arbejdede i mandsdominerede kulturer, havde travlt med at bygge skoler for piger i meget høj grad netop på grund af tanken i Galaterbrevet 3, 28.

Et andet eksempel er det religiøse frihedsrum, som Luther krævede omkring menneskers adgang og personlige stillingtagen til den kristne tro. Herom siger professor Ove Korsgaard rammende i en artikel fra 2010: Med Luthers idé om et åndeligt frirum, som staten ikke havde ret til at intervenere i, udformede han en tanke om åndsfrihed, der kunne transformeres og dermed bidrage til tanken om frihedsrettigheder og demokrati.

Tanken kunne transformeres, men den behøvede ikke at blive det! Luther gik selv, til dels forståeligt, når man kender hans situation, i baglås med hensyn til udvidelsen af det åndelige frihedsrum, og han lagde for så vidt selv op til, at hans indsigt i 200 år eller mere blev administreret superautoritært af ortodokse teologer og mere eller mindre enevældige konger, som tænkte på alt andet end at udvide frihedsrummet. Ikke desto mindre er der stærke argumenter for, at det er det frihedsrum, som Luther krævede omkring troen, der i dag i Danmark blandt andet via Grundtvigs indsats er udvidet til den omfattende tradition for åndelig frihed, vi har i vores samfund i dag.

Dybe religiøse indsigter kan have stærke langtidsvirkninger i et samfund. Skal der tages vare på sådanne sammenhænge, har vi ikke brug for hurtige paroler, men nuancerede overvejelser i debatten om religion.

Hans Raun Iversen er lektor i teologi på Københavns Universitet