Hvis der er noget, danskerne er gode til, er det at gøre arbejdet svært for religionsforskere. For danskernes religiøsitet kan nemt få karakter af et skyggespil, hvor man kan se spor af religion alle vegne i samfundet, ikke mindst når folk strømmer i kirke juleaften.
Men hvis man prøver at få hold om den, forsvinder den mellem fingrene på en.
Danskernes religiøsitet er med andre ord kompliceret at indfange, siger Marie Vejrup Nielsen, ph.d., cand.theol. og leder af Center for Samtids-religion ved Aarhus Universitet.
”Det er mange år siden, at danskerne er holdt op med at svare i spørgeskemaer, at de tror på Gud i klassisk forstand. Det er få, der svarer, at de tror på en Gud, der har skabt verden og kan gribe ind og hjælpe mennesker. Alligevel er det klart at, at religion fylder meget i Danmark,” siger hun og henviser til den amerikanske religionssociolog Phil Zuckerman, der konkluderede, at Danmark er et samfund uden Gud, men bestemt ikke uden religion.
Alt er dog langtfra sagt om religion i Danmark med den sætning. Og hvis man vil forsøge at forstå danskernes tro bedre, hedder en vigtig nøgle ifølge Marie Vejrup Nielsen den flydende religiøsitet. Det er en form for religiøsitet, der ikke holder sig inden for rammerne af de klassiske religioners veldefinerede tro.
”Man har ikke nødvendigvis et bestemt religiøst ståsted, der sætter grænser for, hvad man ellers vil tage ind i sit liv. I stedet tager man udgangspunkt i sig selv og sine egne behov og kombinerer derudfra en masse elementer fra forskellige religioner og trosforestillinger, som man oplever som meningsfulde,” siger hun.
Det kan for eksempel vise sig ved, at man kan være medlem af folkekirken og gå i kirke juleaften og samtidig dyrke mindfulness og desuden have en lille krystal stående ved computerskærmen.
”Det er en tendens, man kan se på tværs af det religiøse landskab. Her handler religion om de oplevelser, der får en til at have det godt, uanset om det så sker ved at gå til kirkekoncert eller tage på yogaophold,” siger hun.
En anden vigtig nøgle til at forstå danskernes religiøsitet er kulturkristendom. Den er kendetegnet ved, at man opsøger folkekirken, fordi den udgør den religiøse tradition, der ligger i kulturen.
”Kulturkristendom handler om at fortsætte religiøse traditioner, som man ser som meningsfulde at videreføre, såsom barnedåb, konfirmation og begravelser. Dermed er kulturkristendom egentlig noget andet end den flydende religiøsitet, fordi der holdes fast i traditionelle institutioner. Men i praksis ser vi alligevel, at de begynder at krydse hinanden. Også traditionerne skal give mening for den enkelte, og vi ser også, hvordan kirker tilbyder både yoga og mindfulness,” siger Marie Vejrup Nielsen.
Den flydende religiøsitet kan dog være vanskelig at sige noget om omfanget af. Ikke mindst fordi det ikke er sikkert, at folk selv vil kalde det religion eller religiøsitet, hvis de for eksempel går til yoga eller tager på en enkelt pilgrimsvandring.
Derfor er det svært at få et klart billede af, hvad det er for en religion, der findes blandt danskerne.
”Danmark falder ofte ud som et af de mindst religiøse lande i internationale befolkningsundersøgelser. Samtidig betyder det ikke, at der ikke er religion i det danske samfund, både inden for mange forskellige trosretninger, men også i form af kulturkristendom. Måske spiller den personlige tro ikke en stor rolle for de fleste, men religion fylder rigtig meget i de kulturelle mønstre,” siger hun.