Religion og levevis

Jødisk religion og levevis

Spørgsmål: Hvordan påvirker jødernes religion deres levevis?

Hilsen Rose

Lærer Aron Skop svarer: Jøder er lige så forskellige som kristne i forhold til deres religion. Jøder kan være ortodokse, konservative, liberale, og så findes der sågar jøder, der er ateister. Den jødiske religion er baseret på Det Gamle Testamente og især Toraen (De fem Mosebøger).

Ortodokse jøder opfatter Toraen med dens 613 bud som Guds ord til det jødiske folk, og for dem er det derfor vigtigt at overholde hvert enkelt bud. Religionen får derved en enorm indflydelse på deres liv i hverdag og fest.

Den ortodokse jøde starter dagen med morgenbøn i synagogen, hvor gudstjeneste kan holdes, når der er mindst 10 mandlige deltagere.

Deltagelse i eftermiddags-og aftenbøn er ligeledes naturligt. De jødiske fester og helligdage er højdepunkter i en jødes liv, lige fra den ugentlige sabbatsfejring over de historiske fester til de mere alvorsbetonede helligdage om efteråret med den store forsoningsdag (fastedag) som klimaks.

En jødes forhold til medmennesket er også reguleret af Guds love. Her kunne nævnes det vigtige bud om at elske sin næste som sig selv, og dette bud har i allerhøjeste grad indflydelse på, hvordan man handler i hverdagen. At vise gæstfri- hed og at yde hjælp til mennesker, der er i nød, er også bibelske påbud.

Konservative og reformjøder betragter nærmere Toraen somguddommeligt inspireret. Derfor overholder de de vigtigste af buddene, men ikke nødvendigvis dem alle.

Jøder, der er ateister, føler sig ikke forpligtet af de bibelske bud. Jøder er de alligevel. Man kunne kalde dem kultur-jøder, fordi den jødiske kultur i bredere forstand er værdifuld for dem. De kan sammenlignes med dem, der i det danske samfund kalder sig kultur-kristne.

Sammenfattende kan man sige, at den jødiske religion har en meget stor indflydelse på jøders livsførelse, men det er altså lidt afhængig af ens religiøse ståsted.

Hverdagsliv og tro

Spørgsmål: Jeg vil gerne vide om den katolske tro påvirker en katolsk families hverdag.

Mange tak fra Ronni Nikolajsen

Cand.mag. Kirsten Kjærulff svarer: Det helt overordnede princip i katolsk hverdagsliv er, at der ikke er det skarpe skel mellem hverdag og helligdag. Hvis man på nogen måde kan, så går man i kirke til messe hver dag.

Men hvis man tager sin tro alvorligt, så ser en katolsk hverdag således ud:

Morgenbøn, bordbøn før måltiderne, evt. fælles aftenbøn, meget tit i form af Rosenkransbønnen.

Hver søndag er »lille påske«, hvor man fejrer Kristi opstandelse. Den bliver fejret som hviledag og helligdag. Det betyder, at man går i kirke til messe hver søndag, og at man ikke arbejder hårdt, men virkelig gør den til hviledag, hvor man er sammen med sin familie.

I fastetiden prøver man at arbejde med sit forhold til Gud bl.a. ved at give afkald på forskellige ting (f. eks. alkohol, kød, cigaretter eller meget verdslige fornøjelser af forskellig slags). To dage om året holder man streng faste, dvs. spiser kun ét regulært måltid for også »at bede med sin krop«. De to dage er askeonsdag, hvor fastetiden begynder, og så naturligvis langfredag, hvor man mediterer over Kristi lidelse.

Du vil også gerne have noget at vide om, hvordan dåb, bryllup og begravelse foregår i Den katolske kirke.

I princippet ligesom i folkekirken. Men den katolske kirkes holistiske måde at tænke på kommer til udtryk bl.a. i disse ritualer, hvor det sanselige får lov at komme til sin ret:

Dåben: Barnet bæres ind. Det modtages nede ved kirkedøren af præsten, som byder barnet med forældre og faddere velkommen.

De bliver ført op foran, hvor de sidder under hele messen, indtil tidspunktet for dåben. Præsten indvier dåbsvandet og spørger - gennem forældrene - barnet, om det vil døbes i den kristne tro (den apostoliske trosbekendelse).

Så øser præsten det indviede dåbsvand over barnets hoved som et tegn på, at det ved dåben bliver befriet fra arvesynden og nu kan begynde et nyt liv i Kristus. Som tegn på dette nye liv i nådens stand iklædes barnet nu sin hvide dåbskjole, tegn på uskyld og renhed, »Himlens hvide præstedragt«.

Barnets bryst salves med krisamolie og barnets far får overrakt et lys, som tændes ved kirkens store påskelys som tegn på, at Kristus er verdens lys og også skal lyse for den nydøbte gennem hele hans liv. Både barnets forældre og fadderne betegner barnet med korsets tegn, og til sidst bydes det lille nye medlem af menigheden velkommen med præstens varme ord og hele menighedens klapsalver.

Brylluppet ligner også folkekirkens, men med den forskel, at det er det unge par selv, som er de aktive og lover hinanden troskab til døden skiller dem ad. Præsten velsigner de unge ægtefolk, og giver dem ringene på.

Ægteskabet er i den katolske kirke et sakramente, så derfor tages ægteskabsløftet anderledes alvorligt, end det er almindeligt i Folkekirken.

Ægteskabet er i den katolske kirke helligt - et billede på forholdet mellem Kristus og kirken.

Også begravelsen ligner den protestantiske. Kun bruges der både vievand og røgelse, vievandet som symbol på renselse og uddrivelse af onde magter og røgelsen som symbol på menighedens bønner, der stiger mod himlen.

kirke@kristeligt-dagblad.dk