Religion og moralsk visdom hænger sammen

Vi har så travlt med at udpege religion som årsag til mange af nutidens problemer. Men det religiøse er afgørende for udviklingen af menneskelig dannelse, viser Aarhus-teologen Troels Nørager i sin nye bog om den amerikanske teolog og livsfilosof fra 1800-tallet, Ralph Waldo Emerson

 Ralph Waldo Emerson er en meget kendt skikkelse inden for amerikansk tænkning, men forholdsvis ukendt i Danmark. I 1940 kunne amerikanere endda forsyne deres breve med et billede af Emerson som frimærke, 58 år efter hans død i 1882. –
Ralph Waldo Emerson er en meget kendt skikkelse inden for amerikansk tænkning, men forholdsvis ukendt i Danmark. I 1940 kunne amerikanere endda forsyne deres breve med et billede af Emerson som frimærke, 58 år efter hans død i 1882. – . Foto: The Granger Collection/Polfoto.

Troels Nørager kan sådan set godt forstå, at religion i dag bliver udpeget som roden til rigtig meget uro og ballade i verden. Med daglige nyheder om overgreb og terrorhandlinger i troens navn er det næsten uundgåeligt. Men Aarhus-lektoren i etik og religionsfilosofi synes alligevel ikke, det er helt retfærdigt. For de store religioner er nemlig også kilder til visdom, og det har vi tilsyneladende helt glemt. Ikke mindst visdom om, hvordan vi skal opføre os over for os selv og hinanden.

I en ny bog udfolder Troels Nørager derfor den kristendomsforståelse, som den amerikanske tænker Ralph Waldo Emerson (1803-1882) skrev sig frem til gennem sit eget liv. For ifølge Nørager så har netop Emerson fat i et syn på religionen, som vi kunne lade os inspirere af.

”Personligt har jeg det sådan, at jeg bliver glad, når jeg læser ham. Om det er hans prædikener, hans foredrag eller bøger, så er de gennemsyret af en tro på, at universet er os venligt stemt, og at vi via Gud har fået en fornemmelse for, hvad vi skal gøre for at blive bedre mennesker. Og at dette netop er vores opgave hele livet igennem,” siger Troels Nørager, der endda betegner sin egen opdagelse af Emerson som et møde med en ”soulmate”.

Og hvis der ikke lige ringer en klokke, når man hører navnet Ralph Waldo Emerson, så er det ikke så mærkeligt. For den amerikanske teolog, filosof, digter og forfatter er stort set ukendt herhjemme, fortæller Troels Nørager, der heller ikke har fundet mange fagfæller, som kender til Emerson.

 Troels Nørager er aktuel med ny bog om den amerikanske 1800-tals tænker Ralph Waldo Emerson. –
Troels Nørager er aktuel med ny bog om den amerikanske 1800-tals tænker Ralph Waldo Emerson. – Foto: Flemming Jeppesen/Fokus

Selv blev han for alvor opmærksom på ham, da han havde et forskningsophold på Harvard universitet for fem år siden, i foråret 2012. En af bygningerne på campus hed nemlig Emerson Hall og illustrerer meget godt, hvor stort et navn Emerson er i USA. Dog ikke primært som den livsfilosof, Troels Nørager beskriver ham som. For Emerson blev aldrig rigtig anerkendt i hjemlandet som filosof. Det var han for religiøs til. Og teologerne tog ham heller ikke rigtig til sig. Det var han for uortodoks, eller direkte kættersk, til. Blandt andet fordi han ikke anså Jesus som Gud, men nærmere som en moralsk læremester eller et forbillede til efterfølgelse.

I stedet er han mest kendt som litterat, og hans navn er derfor primært kendt inden for litterære kredse. Men det håber Troels Nørager, at han med sin nye bog kan være med til at rokke ved.

”Vi har jo i år meget travlt med at hylde Martin Luther for den reformation, han var årsag til for 500 år siden. Men Emerson var faktisk også reformator, der prøvede at give et bud på en ny kristendom i en tid, hvor han oplevede, at den udbredte kristendom var blevet for slap eller for magelig. Jeg vil også gerne ved hjælp af Emerson pege på, at vi med Luther måske også er kommet til at smide lidt for meget ud med badevandet, når det handler om, hvad vi selv kan og skal gøre for at blive bedre mennesker. For det er ifølge Emerson, hvad kristendommen handler om. Præcis som det gør i de andre store verdensreligioner,” fortæller Troels Nørager.

Det er især det, som Nørager kalder ”en hysterisk angst for gerningsretfærdighed”, der har præget den protestantiske kristendom siden Luther, som Emerson gør op med.

For selvom han beundrer Luther for hans store mod til at stå op imod pavemagten, så er han uenig med Luther i, at mennesket blot skal forholde sig passivt og regne med, at de gode gerninger springer automatisk frem af sig selv. Og her peger Emerson på Platon i stedet for på Luther. Kristendommen har nemlig ifølge Emerson det tilfælles med den græske tænkning, at den er en åndelig vejledning i, hvordan vi skal leve vores liv – og løbende kultivere os selv. Det er med andre ord i kristendommen, vi finder svarene på ”det gode liv”.

”Emerson er meget inspireret af Platon. Han kobler Platons idealisme, troen på, at der findes både en fysisk, men også en åndelig verden, med den kristne tænkning og kalder derfor den åndelige verden eller den åndelige bevidsthed for Gud. Han mener, at vi alle sammen er en del af den samme åndelige bevidsthed, og at vi derigennem har direkte adgang til det, han kalder ’det moralske sentiment’, som er vores umiddelbare fornemmelse for, hvilke principper vi skal leve efter.”

Troels Nørager kalder derfor det bærende i Emersons tænkning for en moralfilosofi, hvor det såkaldt moralske sentiment er en mulighed, vi har fået givet, og som giver os adgang til at kunne udvikle os selv til at blive bedre mennesker.

Ralph Waldo Emerson bliver dog aldrig praktisk konkret i udpegningen af de gerninger, der så er de moralsk rigtige. Men han peger på, at vores særlige evne sætter os i stand til selv at mærke, hvornår vi gør det rigtige. Og hele vores tilværelse går ifølge den amerikanske tænker ud på at optimere netop denne etiske side af os selv.

Og så alligevel ikke kun det etiske: For Emerson er så meget platoniker, at han via det moralske sentiment håber at kunne realisere visionen om en enhed af det sande, det skønne og det gode.

Emerson lever i 1800-tallet, hvor Romantikken dominerer, og dønningerne fra Den Franske Revolution stadig chokerer det kristne borgerskab i Amerika.

Han er vokset op som præstesøn og begynder sit eget voksenliv med at følge i faderens fodspor. Men han ender med at gå væk fra præstegerningen og bliver i stedet foredragsholder i det meste af USA samt forfatter og filosof. Han tager på flere inspirations- eller dannelsesrejser til Europa og bliver i det hele taget inspireret af både den vestlige og den østlige tænkning, som for eksempel den persiske og indiske.

Det sidste kan man måske genfinde i hans idé om, at mennesket skal udvikle sin moralske livsform gennem fem stadier. Udviklingstrin, hvor vi mere og mere nærmer os den øverste bevidsthed, Gud.

”Ud over koblingen til den mere buddhistiske lære er der også træk af en mere naturvidenskabelig evolutionstænkning hos Emerson, når han taler om de fem stadier. For han mener, at vi op gennem historien har udviklet vores religiøse tænkning fra et magisk udgangspunkt, det første stadie, og frem mod det højeste stadie, som for ham at se er den helt kirkeløse og udogmatiske form for kristendom. En kristendom, man kunne kalde en radikal protestantisme – hvor du netop ikke institutionaliserer din tro, men udelukkende ser den som et anliggende mellem dig og Vorherre,” siger Troels Nørager.

I sin indledning i bogen om Emerson retter Troels Nørager også en form for kritik af den danske teologi for at være for lukket om sig selv. Og det er i det lys, han gerne vil rette opmærksomheden på en tænker, der faktisk også reformerede teologien samtidig med Grundtvig og Kierkegaard. Blot på den anden side af Atlanterhavet.

”De to ’store’ risikerer at præge dansk teologi med en form for tunnelsyn,” skriver Nørager og forklarer det mundtligt på denne måde:

”Det har præget dansk teologi, at der har været de to figurer. Groft sagt var du enten tilhænger af den ene eller af den anden. Men det har forhindret udblikket mod andre impulser. Og her vil jeg gerne pege på Emerson som en af de tænkere, vi kunne lade os inspirere af. Personligt kan jeg finde megen trøst og opmuntring i hans ide om et mikro- og et makrokosmos, og at vi alle er en del af en større universel bevidsthed. Jeg er med andre ord ikke helt sikker på, at vi er helt færdige med platonismen – for den bærer for mig at se på en idé, der gør, at jeg kan føle mig hjemme i verden.”