En historie lader en jyde gå tur med sin udkårne, men han har svært ved at finde ordene til at få friet til hende. Han lægger så turen forbi landsbyens kirkegård, og stående ved en grav spørger han så: Hvad vil du sige til at blive begravet i vores familiegravsted?
I ældre dansk tradition hørte kirke, sogn og kirkegård ofte sammen, så mange passerede deres bedsteforældres grave på vej ind i kirken. Besøg på tilfældige kirkegårde i dag viser, at der bliver stadigt bedre plads mellem almindelige gravsteder. En rapport fra Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter om religiøsitet og forholdet til folkekirken viser, at kun 28 procent af de adspurgte har besluttet sig for engang at blive begravet på en kirkelig kirkegård, heraf 18 procent i urne efter kremering, 10 procent i kistebegravelse i jorden.
I 1800-tallet var ligbrænding meget omdiskuteret, men fra 1892 kunne man vælge denne form. De fleste biskopper var dengang imod, at præster medvirkede. Præster fik dog lov til at medvirke ved bisættelser i 1910, og fra 1975 kunne folkekirkepræster ikke længere bede sig fritaget for det. Siden 1967 er over halvdelen af de døde blevet kremeret. Da var man i ungdomsoprørets tid og også midt i urbaniseringen, og valget af kremering var både et oprør mod traditionerne og et storbyfænomen. Siden er andelen af kremeringer kun vokset yderligere. I perioden fra 2000-2020 voksede andelen af kremeringer øst for Storebælt fra 85 til 91 procent. Vest for Storebælt gik udviklingen hastigt i samme retning: I 2000 blev 61 procent af de døde vest for Storebælt kremeret, mens andelen i 2020 var 82 procent.
Internationalt set er der tale om den samme tydelige tendens til en stadigt voksende andel af kremeringer i hele den vestlige verden. Danmark ligger på linje med lande som England, Australien og New Zealand. Danmark har været tidligere ude end andre lande, men kremeringer er nu i stærk vækst mange steder. I katolske lande har kistebegravelser indtil for nyligt været helt dominerende, men nu vinder kremeringer hurtigt frem i lande som Frankrig og Spanien, især i de store byer. I USA blev kun 4 procent kremeret i 1960, mens det i 2018 var 53 procent.
I nogen grad synes kremeringer at have med religiøs opfattelse at gøre. I Afrika syd for Sahara forekommer kremeringer sjældent, og det skyldes ikke mindst de store kristne kirkers modstand. Heller ikke i Latinamerika forekommer det ofte, og i USA er der tydeligvis færrest kremeringer i bibelbælte-sydstaterne.
I Rusland kremeres kun 10 procent, fordi den ortodokse kirke er imod, og fordi muslimer forbyder det. Indien har derimod næsten kun kremeringer, fordi hinduer og buddhister næsten altid brænder deres døde.
Alligevel er der noget, der peger væk fra den religiøse holdning som faktor for valget. I Sydkorea kremeres over 90 procent, selvom landet har et meget stort kristent mindretal, der åbenbart ikke ønsker at blive kistebegravet. Den danske rapport konkluderer også, at valget af begravelsesform ikke synes at have meget med tro at gøre. I hvert fald ønsker gruppen af danskere, der kalder sig selv ”troende”, i lige så høj grad som andre at blive kremeret engang.
Spændende i rapporten er det, at aldersgruppen af 1968’ere viser sig at være den, der er mest fast besluttede på at ville kremeres. Derimod foretrækker 25 procent af de 18-23-årige en kistebegravelse. Blandt indvandrere og efterkommere vil flere begraves end kremeres, og også blandt de højtuddannede er kremering forholdsvist mindre populært. Hvis disse grupper ellers fastholder deres nuværende ønsker, vil den hidtil støt voksende kurve over kremeringsprocenten vende på et tidspunkt.
Kurt E. Larsen er professor i kirkehistorie på Menighedsfakultetet i Aarhus.